Døgnåben hovedbanegård er en succes
Københavns Hovedbanegårds overgang til at holde åbent hele døgnet er forløbet glat. Banegården bliver ikke brugt som varmestue, og vold og tyverier er på samme niveau som før.
Københavns Hovedbanegård er kommet problemfrit gennem at holde døgnåbent, lyder meldingen fra DSB og Københavns Politi.
»Der er blevet skabt en både ny og god atmosfære, fordi der er mennesker døgnet rundt,« siger en tilfreds Benni Reinsmark, DSB's chef for hovedbanegården.
»Tidligere skulle Hovedbanegården tømmes omkring midnat, mens nogle overrislede nattegæster kunne optræde temmelig voldsomt op til, at vi åbnede igen, fordi de ville ind. De problemer har vi ikke længere,« siger Benni Reinsmark.
Nu er der i stedet et konstant flow af passagerer natten igennem.
Det skyldes først og fremmest, at personer med skæve arbejdstider - f.eks. personale i restaurationsbranchen - kan tage hjem med tog.
»Det er også meget tilfredsstillende, at Hovedbanegården ikke bliver benyttet som herberg for uheldige elementer. Men det kan blive anderledes til efteråret - og det vil vi så tage vores forholdsregler imod,« siger Benni Reinsmark.
Frastjålet 5000 kr.
Københavns Politi har også et meget positivt syn på, at Danmarks største banegård er blevet tilgængelig 24 timer.
»Vi kunne frygte, at der ville ske flere tyverier, men det har ikke været tilfældet. Der sker heller ikke mere vold og uorden end tidligere. Så vi har ikke noget imod, at Hovedbanegården har åbent døgnet rundt,« siger Per Bjørn Jensen, vicekriminalkommissær på Station 1.
Midt i begejstringen bliver der stadig begået kriminalitet i den gamle bygning centralt i København. Mindst 10 gange om dagen bliver der ifølge politiet begået en eller anden form for tyveri. F.eks. var der forleden en kvinde, som anmeldte, at hun var blevet frastjålet godt 5000 kroner.
Hun var på vej på ferie og steg på toget til lufthavnen. I den forbindelse fik hun stjålet sin pung.
»Det er ved af- og påstigning, at tyverierne sker. De såkaldt hjælpsomme, der vil bære en kuffert ind i toget, er i realiteten tyve. Dem, vi pågriber, er for langt hovedpartens vedkommende asylsøgere fra eks-Jugoslavien samt polakker, der kun kommer til landet for at stjæle,« siger Per Bjørn Jensen.
Kystbanetog
Det var i maj, at Hovedbanegården begyndte at holde døgnåbent i weekenderne. Det skyldtes, at der begyndte at køre kystbanetog til den store station efter midnat.
Siden 2. juli har dørene stået åben 24 timer døgnet rundt, ugen rundt, fordi togene over Øresundsbroen ruller ind på perronafsnittet.
Butikkerne på Hovedbanegården har indtil videre ikke fundet behov for at holde åbent efter midnat, og DSB's billetsalg er heller ikke tilgængeligt, så billetterne skal købes via automaterne.
»Men vi overvejer at åbne for billetsalget, og har bl.a. holdt møde med de ansatte, der er positivt indstillet,« siger Benni Reinsmark.
peter.schollert@jp.dk