Egon Weidekamp er død
Københavns tidligere overborgmester Egon Weidekamp er død, 79 år. Egon Weidekamp blev medlem af Københavns Borgerrepræsentation i 1952, og han var i perioden 1970-1976 formand for Borgerrepræsentationen.
Fra 1976 til 1989 var han Københavns overborgmester. Egon Weidekamp varetog en række tillidshverv i organisationer, virksomheder og humanitære organisationer.
Weidekamp var en socialdemokrat af den klassiske støbning, og han havde i sin 13-årige embedsperiode nærmest position som bykonge i København.
Han var respekteret for sin intelligens, flid og beslutsomhed. Alligevel var han upopulær i vide kredse. Bl.a. blev han landskendt for sine hårde konfrontationer med den aktivistiske BZ-bevægelse, og han blev af den politiske venstrefløj, der stod stærkt i 1970'erne og 1980'erne,
betragtet som reaktionær. Hans kølige, tilknappede fremtoning gav heller ikke mange point på popularitetsskalaen.
Bl.a. på den baggrund blev Socialdemokratiets stilling som altdominerende parti i hovedstaden kraftigt svækket blandt vælgerne i hans sidste år som overborgmester og i de nærmest følgende år.
Egon Weidekamp voksede op i 1920'ernes og 1930'ernes kriseår i et fattigt, trangt boligkvarter på Østerbro i København. Faderen var stationskusk, moderen fabriksarbejder.
Efter skolen kom han i forsikringslære, og fra 1944 var han ansat i arbejderbevægelsens forsikringsselskab Alka, der kom til at danne rammen om hele hans civile arbejdsliv, til han i 1976 blev overborgmester. Fra 1963 var Weidekamp administrerende direktør for selskabet.
Han blev tidligt politisk aktiv og var i perioden 1946-50 formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). I 1952 blev han valgt ind i Borgerrepræsentationen. I 1970 blev han formand, og på den post viste han stort overblik og situationsfornemmelse under de vanskelige forhandlinger i forsamlingen, der efter valget i 1974 talte 12 partier.
Den 55-årige Egon Weidekamp fremstod i 1976 som den naturlige afløser på den magtfulde overborgmesterpost, da Urban Hansen gik på pension. En række konfrontationer satte deres præg på Weidekamps 13 år i borgmesterstolen.
Overborgmesteren var primus motor i en hårdhændet boligsaneringspolitik, hvor gamle udlejningsejendomme i København kvarter efter kvarter blev kondemneret og erstattet med nyt socialt boligbyggeri, der i manges øjne var en steril og hæsligt ensrettet betonstil. Egon Weidekamp så på baggrund af sine egne barndomserfaringer denne udvikling som noget positivt, men han blev kritiseret stærkt af venstrefløjen, byplanlæggere og beboergrupper.
Saneringerne var også udgangspunktet for konfrontationerne med BZ-bevægelsen - unge, boligløse, der besatte tomme ejendomme. Sagerne blev sat på spidsen, da politiet på
overborgmesterens opfordring ryddede bl.a. byggelegepladsen "Byggeren", Den Sorte Hest og Mekanisk Musikmuseum for aktivister med hårdhændede midler. Weidekamp gennemførte i
flere tilfælde sin linje på eget initiativ - uden rygdækning i Borgerrepræsentationen.
Københavns førstemand var på grund af byplanspørgsmålet - og på grund af en sag om brug af epoxy på rensningsanlægget Lynetten - i dybt modsætningsforhold til byplanborgmesteren, Villo Sigurdsson fra Venstresocialisterne.
De to udkæmpede en krigslignende magtkamp i fuld offentlighed, og det endte med, at Egon Weidekamp fik fjernet Sigurdsson fra de vigtigste sagsområder. Sagen styrkede manges indtryk af overborgmesteren som egenrådig og magtfuldkommen.
Egon Weidekamp røg også ind i bred modstand på grund af sit syn på ligestilling, idet han mente, at kvinder burde blive i hjemmene og passe deres børn. Han oplevede at blive kaldt reaktionær af selv en konservativ, kvindelig borgerrepræsentant. Hans syn på kvinderollen bevirkede i den
konkrete politik, at han f.eks. ikke anså det for at være en hasteopgave at nedbringe ventelisterne til byens daginstitutioner.
Størst ros fik Egon Weidekamp for sin effektive måde at varetage Københavns interesser på over for staten. Han vandt forståelse for, at København som hovedstadskommune havde/har særlig store offentlige forpligtelser og økonomiske byrder, der skulle bæres af et faldende antal
skatteborgere med forholdsvis mange pensionister og studerende.
Da han gik af i 1989, blev han trods de mange konflikter fejret ved en kæmpefest på rådhuset med 4000 gæster, og selv af politiske modstandere blev han karakteriseret som en "brillant begavelse" og en resultatrig borgmester.
Og fra hans gamle hovedmodstander, Villo Sigurdsson, lød det:
- Ingen i Borgerrepræsentationen når ham til sokkeholderne. Han ville virkelig have været en styrke at have på venstrefløjen.
/ritzau/ /ritzau/