På besøg med kommissarius

da Ekspropriations-

kommissionen kom på besøg.

11 herrer høj har sat hinanden stævne på Frederiksborggade ud for nummer 28. De ser meget officielle ud, efterhånden som de ankommer, hilser også meget officielt på hinanden og stiller sig til at vente. Lidt rastløst for det er koldt.

»Her er en stemning som til en begravelse,« hvisker Mogens B. Larsen.

Han ejer butikken "Fjeld og Fritid", der godt nok ikke er ved at afgå ved døden, selv om den ligger temmelig godt gemt af vejen bag Metroens store byggeplads ved Nørreport Station.

Arbejdet spærrer, så man ikke længere kan komme fra Nørreport ud af Frederiksborggade på den side, hvor butikken ligger. I stedet skal man gå hele vejen uden om byggepladsen og over vejen for at få øje på "Fjeld og Fritid", hvilket man ifølge Mogens B. Larsen kun gør, hvis man ved, hvor man vil hen.

»Strøgkunderne er væk. Det er heldigt, vi i forvejen er en ret velhavende forretning, så vi har noget at tære på,» siger Mogens B. Larsen, der sammen med sin datter også ejer "Fjeld og Fritid " på Kultorvet.

Syv mand i kommission

Syv af de officielle herrer på Frederiksborggade er med i Ekspropriationskommissionen. Overhovedet er kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne, Erling Christensen. Han har en sekretær med. To mand er udpeget blandt lægfolk af staten. En socialdemokrat og en borgerlig, hvilket ellers er denne sag uvedkommende. To lignende lægfolk er udpeget af Københavns Kommune og en enkelt er ledende landinspektør.

De øvrige fire er Ørestadsselskabets advokat Jens Auken, Morten Krebs fra Cowi, der som byggeledelse også repræsenterer Ørestadsselskabet, Mogens B. Larsen og hans advokat.

Kommissionen er kommet for at vurdere, om Mogens B. Larsen kan få erstatning for de eventuelle tab han har lidt i forbindelse med Metroarbejdet.

Mogens B. Larsen har selv ringet til Ørestadsselskabet, fordi han dels er sur over, at byggepladsen er blevet meget større end han oprindeligt havde fået fortalt, og dels fordi anlægsarbejdet af Metroen er blevet mere end to år forsinket, så det nu først ventes færdigt i oktober 2002. Da byggepladsen i efteråret pludselig blev yderligere udvidet, så Mogens B. Larsen sin omsætning falde drastisk, og derfor måtte der ske noget.

»Jeg er ikke blevet eksproprieret. Jeg har bare fået at vide, at jeg må leve med byggepladsen, selv om den skærmer af for min forretning. Men der må være grænser for hvor længe, man kan byde mig det,« siger Mogens B. Larsen.

I Ørestadsselskabet fik han at vide, at man efter forsinkelsen gerne ville genoverveje, om de tilbudte erstatninger var høje nok.

Penge til et skilt

Da Mogens B. Larsens sag blev vurderet første gang i efteråret 1997, fik han tilbudt 10.000 kroner til at købe et skilt, der kunne sættes op på plankeværket.

Det sagde han nej tak til. 10.000 kroner var for ham nærmest til grin, og han besluttede i stedet at kræve erstatning, når hele anlægsarbejdet var færdigt og han kunne endeligt dokumentere, hvor meget han havde tabt.

Herrerne tager sig en spadserertur rundt om byggepladsen, mens de to og to diskuterer, hvor godt forretningen er eksponeret, kan man se den bagved containerne og hvor god plads er der foran forretningen? Sådan syv-otte meter, der kan i hvert fald godt køre en bil ind og holde, konkluderer en.

Turen bliver afsluttet med en tur rundt i den store forretning i to etager med fritidstøj.

Nu er det tid til en tænkepause. Parterne går hver til sit og skal mødes igen to timer senere i Vester Voldgade, hvor kommissarius har hjemme.

Der får Cowi lov til at forklare om, hvornår byggepladsen blev udvidet, Mogens B. Larsen forklarer, hvordan hans omsætning netop begyndte at falde på samme tidspunkt, og advokatfuldmægtig Hanne Mølbeck, der er trådt til i stedet for Jens Auken, fortæller, hvorfor Ørestadsselskabet ikke kan se, at Mogens B. Larsen skal have en erstatning overhovedet.

Hun henviser til Vejloven paragraf 69, stykke to, hvor der står, at der ikke skal tages hensyn til, at de ændrede adgangsforhold til en ejendom helt eller delvist afskærer ejendommen fra dens hidtidige kundekreds eller påfører den fremtidige udgifter til istandsættelse, hvis ejendommen har den fornødne forbindelse til offentlig vej. Og i Mogens B. Larsens tilfælde er der adgang til offentlig vej.

Enrum

Alle parter er hørt, og nu går kommissarius og lægmand i enrum for at diskutere sagen.

Mogens B. Larsen er ikke optimist.

Det tager cirka tre kvarter, så kommer syv-mandsdelegationen tilbage.

Kommissarius taler:

»Adgangsforholdene til butikken er ikke ændret siden sidst. Men man kan ikke udelukke en erstatning, hvis ulemperne går ud over, hvad man skal være parat til at tåle,« indleder Erling Christensen.

Efter afvejning af forskellige nye forhold konkluderer han: Grundlæggende er der ikke sket så store indgreb, at forretningen skal have løbende drifttilskud som for eksempel halv husleje betalt. Men kommissarius vil gerne give 50.000 til markedsføring af forretningen.

Mogens B. Larsen er ikke rigtigt skuffet, for han havde ikke forventet det store.

»50.000 er bedre end sidst, men det er stadig peanuts. Dommen er afsagt af nogle, der ikke har forstand på detailhandel,« siger han og smiler lidt frustreret. Han frygter, at han sammenlagt vil tabe 3,5 millioner kroner i fortjeneste frem til 2002, hvis udviklingen fortsætter som nu.

Han regner med, at sagen nu vil blive ført videre til næste instans Taksationskommissionen. Og taber han der kan han gå videre i retssystemet, men han orker det næsten ikke.

»Som almindelig borger er det næsten ikke til at forstå, at man kan ændre folks levevilkår så dramatisk i seks år for 50.000 kr.«

linda.bang@jp.dk