Fortsæt til indhold
Indland

Maddiker helbreder sår

En gammel metode til sårbehandling er kommet til ære og værdighed.

Først i USA, og siden i England, Schweiz og Tyskland er man begyndt at behandle åbne sår, der ikke vil hele, med maddiker.

Hvad de små grådige insektlarver kan udrette i et sår, har givet dem betegnelsen "verdens mindste kirurger".

Fluelarverne er i stand til at skelne hårfint mellem dødt og levende, og de går udelukkende efter dødt væv.

Metoden er ikke ny, men har været glemt, siden antibiotika i slutningen af 1940erne blev taget i brug verden over.

Brugen af maddiker til sårrensning er genopdaget i 1990erne, efter at det etablerede sundhedssystem har fået svære problemer med resistente bakteriestammer.

Forestillingen om, at der kravler små dyr rundt i et betændt og åbent sår, kræver tilvænning. Men de sultne dyr hjælper.

- Og når de dyrkes under sterile forhold, er infektionsrisikoen lig nul, siger dermatologen, Theo Rufli, fra Universitetsklinik Basel til bladet Mit Helbred.

Den patient, som tilbydes behandling med denne terapiform, har sædvanligvis en lang lidelsesvej bag sig, hvor alle hidtidige forsøg på helbredelse har været forgæves. Derfor er maddikerne som regel sidste udvej og ofte det eneste alternativ til amputation.

I Schweiz bruges metoden både på Universitetsklinik Basel og på Inselhospital i Bern.

/ritzau/