Diplomater i nytårskur
118 diplomater fra 65 udenlandske repræsentationer i Danmark mødte i går op på Christiansborg for at ønske regentparret og kronprinsen godt nytår.
Selv om det var sidst på formiddagen mødte alle op i stiveste puds, da der er tradition for gallapåklædning ved netop den lejlighed. Damerne i fine kjoler til gulvet, lange ærmer eller handsker og fornemme stoffer. Et vue viser, at bordeaux, pink og rosa i flere nuancer er på mode sammen med sort, gråt og sølv.
Alle gæster stod i kreds med ryggen til salens nyrestaurerede vægge med de bare felter, som venter på gobelinernes komme til den næste store fest i Riddersalen, dronningens 60-års fødselsdag 16. april.
Livgardens Musikkorps i rød galla blæste fanfare. Dørene blev åbnet, og ind trådte regentparret og kronprinsen.
Dronningen i lang, kongeblå brokadekjole med elefantordenens bånd og alle ordenstegn på brystet, funklende diamanter i kors- og stjerneform skinnede sprælsk i alle regnbuens farver i skæret fra Riddersalens venezianske lysekroner og glimtede om kap med prinsens ædle stene i ordenstegnene på den sorte gallauniformsjakke.
En andægtig kronprins i søværnets galla-A uniform stod bag regentparret, mens Ghanas ambassadør i Danmark, professor Martha Dodoo Tamakloe, med værdig røst på alle diplomaters vegne holdt nytårstalen for regentparret og kronprinsen. Dronningen returnerede talen med få velvalgte ord på engelsk uden skelen til manuskript.
Doyen-debutant
Nytårstalen var Martha Dodoo Tamakloes debut som doyen. Det vil sige, at hun har overtaget hvervet som ordfører for det diplomatiske korps. Hun var lige som flere andre ambassadører fra lande uden for Europa klædt i sit lands nationale festdragt, en håndvævet kenter i de ghanesiske farver fra byen Bonwir. Et stykke kunsthåndværk, som det har taget flere måneder at væve. En gift kvindes dragt består af tre dele, en ugifts af to, en overdel og en nederdel. Ambassadøren er bevidst som sin nationale herkomst, og det understreger hun bl. a., når hun 17. januar kl. 21.00 optræder som TV-star i DR2-serien med ambassadør-portrætter.
I morgen fortsætter nytårskuren. Over 600 gæster fra alle grene af det danske samfund forventes at møde op for at ønske regentparret godt nytår. Dronningen og prinsen kører i karet fra Amalienborg til Christiansborg. De første kurgæster er officerer fra Forsvaret. Kl. 10.00 er det I, II og III Rangklasse, der står for tur og kl. 12 følger indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner.