Miss Danmark fra Ishøj

En ung pige af tyrkisk afstamning skal repræsentere Danmark ved en international skønhedskonkurrence.



Foto: Jakob Stigsen Andersen


Øjnene er brune, huden er mørklødet, og håret er langt, sort og krøllet.

Zahide Bayram ligner ikke en typisk dansk pige på 19 år - ikke destro mindre rejser hun i morgen til Finland for at repræsentere Danmark ved den store internationale modelkonkurrence "Miss Millennium".

Adgangsbilletten til konkurrencen i de 1000 søers land var kåringen som Danmarks smukkeste kvinde i "Miss Danmark-konkurrencen" i november. Her betog pigen fra Ishøj Landsby dommerpanelet med sit eksotiske udseende, så hun kunne træde op på det øverste podium foran 13 andre piger.

Glæde og forargelse

Hendes sejr vakte stor opmærksomhed i offentligheden. Zahide Bayram er af tyrkisk afstamning, og det var for mange en positiv overraskelse, at hun skulle repræsentere Danmark ved den international skønhedskonkurrence. Andre blev dog forarget.

»De synes, at det er forkert, at Miss Danmark har en tyrkisk baggrund. Men det er jeg ligeglad med. Min sejr viser, at Danmark i dag er et multietnisk samfund,« siger hun med en accent, der vidner om hendes opvækst i hovedstadsområdet.

Var det ikke for hendes mørklødede udseende, ville man heller ikke ane, at den smukke kvinde ikke er pæredansk.

Klæder sig dansk

Hun klæder sig som unge, danske piger. Et farvestrålende skørt hænger løst over de sorte bukser, og hendes negle er klippet med elegant præcision. Og det skorter ikke på dansk ironi, når humoren afløser hendes ellers seriøse fremtoning.

»Jeg vil egentlig helst ikke tale om min tyrkiske baggrund. Derved bidrager jeg bare til at fokusere på forskelle i det danske samfund,« siger Zahide Bayram.

Af samme grund har hun også sagt nej til at medvirke i interviews med mange tyrkiske medier.

»De beskriver mig som en tyrkisk pige, der har vundet en modelkonkurrence i Danmark, men jeg føler mig også dansk. Og når jeg fremviser den danske nationaldragt på scenen i Finland, er det Danmark, jeg repræsenterer.«

Kolossal interesse

Det er ikke kun tyrkiske medier, der har vist stor interesse for den 177 centimeter høje pige. Alle tænkelige danske blade og aviser har også aflagt besøg i forældrenes parcelhus syd for København. På blot halvanden måned har Zahide Bayram således medvirket i over 20 interviews, og i denne tid optager TV 2 en portrætudsendelse med den smukke kvinde. I flere måneder følger de hende, før hendes ansigt i løbet af foråret eksponeres yderligere på landsdækkende TV.

Men Zahide Bayram ser nærmere opmærksomheden som et nødvendigt onde end en drøm om berømmelse, som går i opfyldelse.

Stoppes på gaden

»Det er meget underligt. Allerede nu er der folk, som stopper mig på gaden og ønsker tillykke med sejren. Men jeg er bange for, at for megen opmærksomhed skal gøre mig overfladisk - i hvert fald i andres øjne. Det er ikke jagten på berømmelse, der driver mig. Den eneste grund til, at jeg deltog i Miss Danmark-konkurrencen var for at prøve livet som model,« siger hun.

Håber på modelarbejde

»Jeg har altid synes, det er spændende at se modelkonkurrencer på TV, og det er nok en drøm for alle piger at arbejde som model. Jeg håber også, at sejren betyder, at jeg får tilbudt modelarbejde.«

Hun afviser dog, at hendes største drøm er en karriere som international model. Drømmen retter sig nærmere mod universitetscentret i Roskilde, hvor flittig læsning i studiebøger i fremtiden skal gøre hende til akademiker.

»Jeg er parat til at afsætte de næste år til at arbejde som model. Men jeg vil meget hellere have en god uddannelse og børn end at leve i flere år som model,« siger hun.

Zahide Bayram er heller ikke uvant med at passe børn. I sommer bestod hun studentereksamen fra Høje Taastrup Gymnasium og har siden arbejdet som pædagogmedhjælper. Den integrerede institution i Ishøj Landsby må dog undvære medhjælperen de næste dage, når hun skal konkurrere med 33 andre piger i Finland.

Vildt nervøs

Den store finale er på onsdag, men tidsskemaet er presset i dagene op til. Her skal hun igennem prøver og interviewes af dommerpanelet, før hun onsdag trækker i både nationaldragt og badedragt foran TV-seere, publikum og repræsentanter fra den internationale modelverden.

»Jeg er vildt nervøs og bange for, at jeg falder på scenen. Det er de små ting, der gør mig nervøs, men jeg ved, at jeg nok skal klare mig godt. Jeg håber at blive blandt de 15 bedste. Det betyder nemlig, at jeg så ikke er blevet sorteret fra i de indledende runder. Det ville være surt, for jeg har forberedt mig meget på konkurrencen,« siger hun.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.