Århundredets største dumheder

Dumheden har det udmærket, tak.

Hvem der bærer ansvaret for, at det 20. århundrede vil fremstå som ét af de dummeste siden neandertalerne knuste hinandens hjerneskaller for 200.000 år siden er ikke så let at afgøre.

Vi har vel alle gjort vores, ikke sandt? Personligt har jeg fornyelig brækket mig i et IC3-tog, tabt en relativ dyr kikkert ud af mit stuevindue og to gange i en artikel skrevet at en helikopter gik på vingerne. Hvor dum kan man blive?

Folk som Stalin, Hitler, Mao og Saddam Hussein har naturligvis ydet en ekstra indsats for det 20. århundredes blakkede rygte, det må vi erkende, men også blandt helt anonyme mennesker på alle kontinenter og i alle samfundslag og brancher er der i de forgangne 100 år udvist en usædvanlig grad af dumhed.

Som spæd så det ellers lovende ud, det ny århundrede. Omkring år 1900 blomstrede handel, kunst, forskning og mellemfolkeligt samarbejde i store dele af den vestlige verden. Freud forelæste om psykoanalysen, Picasso skulle lige til at gå i gang med "Frøkenerne fra Avignon", højskolerne havde stor søgning og det vandskyllede toilet var for længst opfundet i England. Troen på fremtiden havde samme højde som de skyskrabere, der var begyndt at skyde til vejrs i de amerikanske storbyer.

Alligevel endte det 20. århundrede i ét stort, kollektivt, mudret og TV-transmitteret blodbad, som kommende generationer formentlig vil læse om med dybeste afsky. "Det mest morderiske århundrede i historieskrivningen, både med hensyn til omfanget, hyppigheden og varigheden af den krigsførelse, der fyldte det", skriver den anerkendte britiske historiker Eric Hobsbawam i sit store værk Ekstremernes århundrede.

Det 20. århundrede har - lavt anslået - kostet 110 millioner mennesker livet i krige, opstande og væbnede konflikter. Beregninger fra det amerikanske Worldwatch Institute viser, at dette tabstal er ca. tre gange større end det samlede antal krigsofre i perioden fra Jesu fødsel til år 1900.

Hvordan kunne det århundrede, der på afstand lignede en idyllisk Jehovas Vidne-tegning af fredeligt græssende løver og lam gå hen og blive sådan et rygende ragnarok?

Svaret er selvfølgelig dum hed.

For eksempel behøver jeg blot at se på mit venstre knæ for at blive mindet om, hvor usandsynlig dum man kan være. Under knæskallens tynde hud sidder stadig adskillige kvadratcentimeter sort asfalt fra den oktoberdag i 1967, da jeg for at indsmigre mig hos gymnasieklassens piger havde lovet at transportere syv af deres tunge skoletasker på min hakkede NSU Quickly. Selvfølgelig skulle jeg køre tæt forbi pigerne, selvfølgelig så de mig for åbent gashåndtag tage den vandret hen over styret og selvfølgelig måtte jeg stå med flængede fløjlsbukser og blodet løbende ned ad benet og modtage deres skingre bebrejdelser over skrammede skoletasker og revnede termokander.

Sådan begynder krige. Jeg er ikke i tvivl.

Tilbage står det 20. århundredes helt store mysterium: Når vi i 100 år har pumpet større og større ressourcer ind i et mere og mere avanceret uddannelsessystem, hvorfor ender vi så med alle sammen at sidde og se Robinson og Stripperkongens Piger?

Men hvad er dumhed egentligt? Vi kender den selvfølgelig, når vi møder den - lige fra Esau i Første Mosebog, der sælger sin førstefødselsret for en portion linser over udenrigsminister Per Hækkerup der i stor lystighed i 1963 kom til at forære nordmændene Ekofisk-oliefeltet - videre til den konservative borgmester i Skævinge, Finn Palle Hansen, der for få uger siden stemte ja 425 gange i en Internetafstemning om en skøjtebane og troede han kunne slippe godt fra det.

Ak ja, kunne man holde kæft med tilbagevirkende kraft, så ville meget se anderledes ud. Den britiske premierminister Neville Chamberlain ville ikke i 1938 have stået der i lufthavnen efter mødet med Hitler og have gentaget ordene "Peace in our time", statsminister Poul Schlüter havde ikke i 1986 udtalt sætningen "Unionen er stendød" og jeg havde ikke den sommeraften i 1982 siddet i Århus opstemt af Havana Club og gjort mig til talsmand for, at sukkerrørs- arbejdere i Cuba givetvis var verdens mest lykkelige og priviligerede mennesker. En dumhed, der kun overgås af, at jeg et par år senere gudhjælpemig rejste derover for at give mine glade kammerater en hånd med ved macheterne.

Kan dumheden beskrives videnskabeligt? Det kan den, og allerede den franske forfatter Gustave Flaubert (1821-80) beskæftigede sig indgåede med fænomenet og udgav et stort leksikon over dum snak og klicheer som "det skal nok gå", "sådan er der så meget" og "det ene med det andet". Flauberts holdning var, at ved at beskrive dumheden i detaljer kan den bekæmpes. Men det var dengang. Man tør slet ikke tænke på, hvordan den gamle digter ville have haft det en fredag aften foran TV3 eller TVDanmark.

Selv om den er så udbredt er dumheden ikke særlig velbeskrevet. Ubegribeligt er det for eksempel, at vor tids dannelsesværk, Den Store Danske Encyklopædi, ikke rummer et ord om dumhed. Begrebet havde derimod en central placering i mellemkrigstiden, hvor malere, filosoffer og forfattere forsøgte at indkredse dumhedens inderste væsen. Mange mente således, at dumheden i virkeligheden var et overset træk ved intelligensen.

"Hvis dumheden ikke lignede fremskridtet, talentet, håbet eller forbedringen til forveksling, var der ingen der ville være dumme", skrev den østrigske forfatter Robert Musil i 1937.

Jeg fandt trøst i citatet forleden, da jeg for tredje gang måtte opgive at installere min nye Sony-videooptager med ShowView. Er det videoen, manualen eller mig der er snotdum? Eller os alle tre? I hvert fald virker det utrolig dumt, når videoen optager et underholdningsprogram fra Tysk ZDF når jeg har bedt den om at gemme filmen "Arizona Junior" fra TV2.

Men dumheden træffes også i storformat. Og dumhedens århundrede kom virkelig kvikt fra start, må man sige.

I 1908 meldte justitsminister P.A. Alberti sig selv for bedrageri til 15 millioner kroner. Og ser man på konsekvenserne - Første Verdenskrig - så var det uden tvivl århundredets dumhed, da serberen Gavrillo Princip 28. juni 1914 dræbte den østrigske ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo.

Også herhjemme stod den på store omvæltninger. I 1920 balancerede Christian 10. på kanten af et statskup, da han afskedigede statsminister Zahle og indsatte et forretningsministerium - en kongelig kæmpebrøler, der totalt overskygger senere småepisoder, som da prins Henrik i 70erne løftede en gravhund op i ørerne og dengang i 90erne, da kronprins Frederik foretog sin famøse 20 meters biltur med en beruset veninde og lillebror Joachim og frue kom til at afskedige en lakaj, der pludselig blev meget åbenmundet omkring sin tidligere arbejdsgivers økonomi og privatliv.

Dumhed i småtingsafdelingen, ikke andet. Men burde én eller anden ikke i 1980 havde hvisket hoffet i øret, at der var en rigtig dårlig idé at give Elefantordenen til Rumæniens præsident Nicolae Ceausescu?

Dumhed kan gradbøjes fra naiv uoplysthed over en charmerende enfoldighed til hardcore dumhed.

Tag nu onsdag den 15. december 1965, da brandstationen i Odder nedbrændte til grunden mens samtlige brandmænd sad et stykke derfra og lystige nød den store årlige julefrokost. Billedet af de rygende ruiner og brandfolk på jagt efter personlige ejendele gik verdenspressen rundt, for det er den slags dumhed, som vi danskere godt kan lide at skilte med. Den er hyggelig, menneskelig, tilgivelig og meget, meget dansk.

Og så var der tirsdag den 8. februar 1972, da midtersektionen på den nybyggede motorvejsbro ved Fiskebæk i Nordsjælland sank sammen et par dage inden åbningen. Det var utilgivelig dumhed, for dels led danske ingeniørers ry som brobyggere af verdensklasse ubodelig skade, dels havde en truckfører på arbejdspladsen angiveligt et par måneder i forvejen advaret mod for dårlig fundamentering. Og i Danmark skal man lytte til almindelige mennesker, ellers er man dum.

Som nu i sagen om stænklapperne, som justitsminister Hans Hækkerup i 1963 gjorde lovpligtige på bilernes bagskærme. Almindelige bilister og mekanikere havde erfaring for, at det strintede mere fra biler med stænklapper. Også i denne sag var det embedsmændene, der blev til grin.

Men en særlig form for dumhed er den, der udspringer af nationalt overmod. Tror man som dansker, at man er noget, ja så kalder det på skadefryden. Og latteren ville da heller ikke lægge sig den 16. oktober 1983 , da den danske el-bil "Hope Whisper" i Københavns Forum skulle præsenteres for verdenspressen og gjorde det ved umiddelbart efter starten at køre direkte ind i en barriere mens fotografer og journalister sprang for livet.

Så er der også den iøjnefaldende og monumentale dumhed, der udløser sympati. Dels fordi den er så stor, dels fordi vi føler, at det lige så godt kunne have været os.

Det var dumt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen at lade sig fotografere med en alt for lille cykelhjelm. Det var dumt af TV2 på åbningsaftenen i 1988 at vise spolerne til filmen "Once upon a time in the west" i forkert rækkefølge. Og det var dumt af Jesper Olsen at forsøge den tilbagelægning i kampen mod Spanien ved VM i 1986. For ikke at snakke om orkanen, der for tre uger siden afslørede, at landmændene ikke kan fodre deres dyr, hvis strømmen går - og at skovejerne i deres investeringsiver planter træarter, der ikke kan stå fast i dansk jord. Det er da meget dumt. For ikke at tale om dagbladsredaktørerne, der i disse år forærer deres produkter væk med store rabatter og vænner unge læsere til, at aviser er en discountvare på linie med flæskefars fra Føtex. Den tjekkiske forfatter Milan Kundera skriver: "Dumheden udviskes ikke af videnskaben, teknikken, fremskridtet, moderniteten, tvært imod skrider den selv frem sammen med fremskridtet"

Men er dumhed i denne målestok da et nyt fænomen? Svaret er nej. Tænk blot på folk som Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine, der virkelig kom til at bøde for deres fejltagelser. Og selvfølgelig dummede man sig også i jernalderen og vikingetiden, men dengang blev bommerter, fiaskoer og fadæser holdt inden for fæstningens eller familiens snævre kreds. Og var det helt galt, kunne man jo altid få status af landsbytosse - en funktion, som det moderne behandlersamfund gør det stadigt vanskeligere at udfylde.

I dag udbredes dumheden med lysets hastighed ad informationsteknologiens motorveje - vel bedst illustreret af, at USA's præsident John F. Kennedy i begyndelsen af 1960erne kunne slippe godt fra at have erotiske affærer med en lang række kvinder - deriblandt Marilyn Monroe - mens præsident Bill Clinton 30 år senere dagligt fik alle pinlige afsløringer om sin affære med den unge, ukendte praktikant Monica Lewinsky lagt ud på Internettet.

Den fatale fejltagelse har gennem det 20. århundrede fået stadig alvorligere konsekvenser. Hvor politikere tidligere kunne fungere upåklageligt sideløbende med for eksempel alvorlig alkoholisme, voldsomme depressioner og rod i privatøkonomien, så er der anderledes kontant afregning nu.

Som da Hans Engell i en brandert påkørte en betonklods på Helsingørmotorvejen, da Per Stig Møller undlod at fortælle hele folketingsgruppen om sin spritdom, da Jimmy Stahr stak en is i lommen uden at betale, da byrådsmedlem Torben Nimb Sørensen fra Grenaa stjal tre sølvskeer under et besøg på kongeskibet "Dannebrog" og da Grethe Fenger Møller afgav urigtig forklaring under Tamil-sagen. Alle er på hver sin måde forhenværende.

Sådan synes det desværre også at gå min absolutte favorit, når det gælder dumhed ophøjet til kunstart: USA's tidligere vicepræsident Dan Quayle, 52 år.

Dan Quayles ansigtsudtryk er af en politisk kommentator blevet sammenlignet med en kanins i det øjeblik den bliver indfanget af bilens fjernlys. Selv om Quayle nu opgiver at blive republikansk præsidentkandidat, vil hans markante udtalelser sikre ham en helt speciel plads i amerikansk politisk historie. På en pressekonference efter en officiel rejse udtalte han for eksempel: »Nej, jeg havde ikke vanskeligheder ved at kommunikere med de latinamerikanske statsledere - selvom jeg i dag ville ønske, at jeg havde gjort mere ud af latin, da jeg gik i gymnasiet.«

Under et besøg på Hawaii kom Dan Quayle med en strategisk redegørelse, der også vil blive husket: »Hawaii har altid spillet en fremtrædende rolle i Stillehavet. Øen ligger i Stillehavet. En del af USA er en ø, og den ligger lige dér.« Også det amerikanske rumprogram blev underlagt Quayles analytiske hjerne: »Mars er fundamentalt set i samme kredsløb. Mars har nogenlunde samme afstand fra solen, hvilket er meget vigtigt. Vi mener at have set billeder med kanaler på - og vand. Hvis der er vand, så er der ilt. Hvis der er ilt, betyder det, at vi kan ånde.«

Men vicepræsident Dan Quayles store øjeblik i dumhedens tjeneste indtraf i 1992, da han demonstrerede sine stavefærdigheder. Under et besøg på en amerikansk skole sprang Quayle op til tavlen, hvor han rettede en 12-årig elev, der korrekt havde skrevet ordet potato. Quayle tilføjede med en overbærende smil et e.

Så det bliver uden denne markante hovedperson at vi skal til at gøre status over 100 års dumhed. Det blev til 13 storkrige hver med over én million ofre: Første Verdenskrig, Den Russiske Borgerkrig, Anden Verdenskrig, Koreakrigen, kulturrevolutionen i Kina, Vietnamkrigen, Biafra, Cambodja, Bangladesh, Afghanistan, Mozambique, Sudan og Rwanda.

Og så er der jo selvfølgelig alle de mindre krige, opstande og væbnede opgør - hvoraf der globalt set er godt gang i mindst 30 her i de sidste døgn af dumhedens århundrede.

Hvordan vil det gå med dumheden i fremtiden?

Personligt er jeg optimist. Vi fjolser går en stor tid i møde, det er jeg ikke i tvivl om. Læg for eksempel mærke til, hvordan fjolset blev opgraderet i kunsten i slutningen af dette århundrede - lige fra Lars von Triers film "Idioterne" over malerens Michael Kviums tåber til Tom Hanks som den enfoldig/vise Forest Gump.

Med génteknologien vil den oprindelige dumhed - som man engang troede var mærket efter Guds finger - formentlig forsvinde. Tibage vil være en generel dygtighed, der er uendelig dum. Jeg synes allerede jeg kender den. Så behøver jeg overhovedet at få den videooptager sat til?