Hvem stjæler 100 kg tunge sveller?
De er giftige, de er lange, de er tunge. Alligevel er adskillige af de gamle jernbanesveller, som Service tiden skiftes ud på legepladserne i København, væk.
»Man kan godt undre sig over, hvor de bliver af, og om det er pædagogerne, forældrene eller naboerne, der tager dem.«
Ja, lederen af Grøn Service under Københavns Kommune, Poul-Erik Oppelstrup, undrer sig.
For tiden er to hold fra Grøn Service med seks-syv bistandsklienter i gang med at skifte de sundhedsfarlige, gamle jernbanesveller, der omkranser sandkasserne på adskillige af byens institutioner, ud med nyt træ. Når det nye træ er kommet på plads rundt om sandkasserne, bliver jernbanesvellerne lagt på gaden for at blive kørt til forbrændingen dagen efter. Men ofte er svellerne væk, når sjakkene fra Grøn Service dukker op næste dag.
»Og der er jo ikke mange, der har brændeovn mere,« siger Poul-Erik Oppelstrup, der dog ikke vil beskylde hverken forældre eller personale i institutionerne for at stjæle.
En giftig affære
Men han undrer sig.
Svellerne er nemlig 1,80 m lange og vejer i snit over 100 kg., så det er ikke helt let at få dem bugseret hjem.
Desuden er de giftige. Derfor koster det også at skille sig af med dem.
»Det koster os 900 kr. pr. ton at brænde de gamle sveller af,« siger Poul-Erik Oppelstrup, der blandt andet har købt "en halv skov på Lolland" for at skaffe nyt træ til sandkasserne.
»Det er samtlige institutioner, der skal have skiftet de gamle jernbanesveller ud med nyt træ,« siger han.
138 institutioner står på listen, og som aktiveringsprojekt tager Grøn Service sig kun af udskiftningen af de gamle jernbanesveller.
»Hvis en institution skal have lavet en gynge eller vippe, må de tage kontakt til en håndværker,« siger Poul-Erik Oppelstrup, der betegner projektet som en stor succes.
Og det er fast arbejde. Udskiftningen af de gamle jernbanesveller forventes først at være afsluttet i andet halvår af 2002.