Frygt og lede i Skovshoved

Vor reporter tog til VM i Match Race og blev sponsoreret på både den ene og den anden måde i en verden af sorgløshed og seje solbriller. Han undgik med nød og næppe at blive spist af en flok bjørne og mødte desuden prins Henrik, der selv hentede sine pølser ved grillen.

Bilen er helt rød, og solen leger overstadigt med kølerhjelmens krom.

»Er der noget, jeg kan hjælpe med?« spørger manden i Volvo-teltet.

»Jeg kigger bare,« siger jeg, og han smiler uudgrundeligt.

Bilen er en Volvo C70 cabriolet, og manden fortæller, at man i Danmark kun kan bruge den omkring hundrede dage om året. Den er beregnet til solskin. Eller i hvert fald ikke til regn og slud.

Den koster 775.196 kroner.

»Vi regner med at sælge otte til ti af dem på et år herhjemme. Det er jo først og fremmest en prestigemodel. Det virkelige salg kommer til at ske i USA, Florida og Californien og sådan nogle steder.«

Jeg nikker.

»Men selvfølgelig er der en grund til, at vi er her. Det er slet ikke utænkeligt, at nogle af dem, der skal have sådan en bil i år, lige nu går rundt ude på molen.«

Jeg nikker igen og fortaber mig nogle øjeblikke i bilens udstyr.

»Jeg ved ikke, om det er min stil. Lad mig lige tænke over det,« siger jeg så, og Volvo-manden slår overbærende ud med hånden.

Man kan godt køre i cabriolet i dag, for solen skinner i Skovshoved Havn på denne første konkurrencedag for VM i Match Race. At dømme efter havnens mennesker skinner solen altid heroppe. Lårene er perfekt nøddebrune, der er saltvand og sorgløshed i de kække sejlerblikke, og alle er udstyret med solbriller. Sorte solbriller, smalle solbriller, kropsnære solbriller, frække solbriller eller distingverede solbriller, alles øjne er beskyttet mod den blændende sol og dens reflekser i det blå, blå vand. Farverne er blå og hvide, flagene er blå og hvide, kostumerne er blå og hvide, altid blå og hvide, vindtætte og sporty.

»Er dette virkeligt, eller er det bare en drøm?« tænker jeg, mens jeg sanseløst går videre ad molen og lader mig overvælde af al dens velstand.

Inde i et telt står et fadølsanlæg, nogen laver popcorn, og jeg kigger ind. Straks er jeg omringet af tre par brune ben med lyst forblæst hår og solbriller til at holde det på plads.

»Er du medlem?« spørger den ene af pigerne.

»Hvad mener du?« spørger jeg, men hun har allerede fat i mit kreditkort og kørt det igennem en fluesmækker. Hun leverer det tilbage med et blændende smil.

»Nu er du med i Diners Club-konkurrencen, hvor der er store præmier. Vil du have en øl?« spørger hun venligt.

»Tjaeee,« begynder jeg, men øllet står allerede foran mig, og pludselig har en anden damehånd banket et mærkat fast på min skjorte, det er også blåt og hvidt, og der står: "Jeg deltager i Diners Clubs konkurrence."

»Det skal bæres synligt,« forklarer hun, og så smiler de alle sammen igen, bare smiler og smiler, og jeg drukner i deres solbrune smil og deres sejlerfriskhed og får øllet galt i halsen.

En em af kreditværdighed

»Lad os gå ud i solen,« siger hun, og vi går ud i solen. Mine øjne misser mod lyset, mens damen, som hedder Pernille Klingert, fortæller mig, at lige her i Skovhoved Havn er det rigtige sted at markedsføre Diners Club, for det er ikke alle og enhver, der kan blive medlem af Diners Club, så der er ikke noget ved at sponsorere en ishockeykamp, hvor halvdelen af tilskuerne alligevel ikke er kreditværdige.

I dag emmer havnen af kreditværdighed.

Oppe ved Strandvejen er der VIP-pladser fyldt med sponsor-Volvoer, og tilskuere og sponsorer ruller med jævne mellemrum ind i deres nypudsede Audi V6´ere, deres Rovere, deres Mercedes´er og deres frække, terrængående landrovere. Og på havnen bærer de dyre poloskjorter, sejlerudstyr eller sorte jakkesæt, fordi de lige er kommet fra kontoret og bare skulle ind og se, hvordan det hele går på sundet, sådan en sommereftermiddag, og de har mobiltelefonen med, så de kan afslutte dagens forretninger fra en plads ved kajen.

Jeg går ind pressecenteret, hvor en mand med et flot snoet overskæg er ved at bakse det sidste på plads. Han hedder Harry Levin og er "Press Officer."

Der står en ung dame ved skranken. Hun har også sejlertøj på.

»Dav,« siger jeg.

»Dav,« siger damen. »Du skal have et skilt. Jeg brænder lige et til dig.«

Og så kommer hun tilbage med et halsbånd i blåt og hvidt, og hun giver mig det smilende om halsen.

»Så skal du bare gå ind i VIP-teltet og forsyne dig med mad, øl og vin.«

Endelig ordentlig snak, tænker jeg, mens mine næsebor vibrerer mod den sommerlige duft af brankede spareribs og fadølskum. Så går jeg ud i solen med mit halsbånd, og jeg mærker med det samme effekten.

Dette er et magisk halsbånd.

Bagmanden

Pludselig hører jeg til på molen, og alle de nøddebrune smiler til mig, som var jeg en af deres, en af dem, man kan regne med, en af havnens og klubbens gamle drenge, nu kan jeg sætte mig under skilte med "Kun adgang for medlemmer", og jeg går selvfølgeligt ind gennem den sponsoromkransede port til VIP-teltet.

Philipson i Hørsholm er kommet med vinen. Helt gratis. Det er en udmærket vin. Ganske bestemt en udmærket vin. Efter tre glas har lyset dæmpet sig til det behagelige, og man kan stirre blødt ud over havet og trække vejret dybt og sejlerfrit. Jeg sidder sådan en stund, mens jeg lytter til kommentatoren i boksen, der fortæller, hvad der sker på vandet. Man har hyret Gorm (kendt fra TV) til at være speaker, hvad der i nogen grad tager brodden af den internationale stemning.

Et lydtapet af mobiltelefoner, vekslende i melodi og hidsighed, fortoner sig bagest i min hjerne, man vænner sig til det. Pludselig er der én, der ringer højt og vrissende og minder mig om min egentlige opgave. Bagmanden. Jeg kan ikke komme hjem uden en kommentar fra ham. Jeg skal have fat i edderkoppen bag dette gigantiske arrangement, dette i Danmark hidtil usete prestigeprojekt, manden, der trækker i trådene og får de internationale gæster til at føle sig veltilpasse her i Skovshoved.

Manden med forbindelserne. Han hedder David Holm.

Da jeg finder ham, sætter vi os i Skovshoved Sejlklubs restaurant og drikker en danskvand under ungdomsbilleder af Henrik og Margrethe.

»Bare på min konto,« siger han til servitricen. Hans øjne er smalle og trætte, stemmen er hæs, for han har arbejdet i to år for at få dette her op at stå, og i disse dage kulminerer det.

Der er ingen ild i kaminen, men David Holm har ild på en cubaner, en Corona Especiales, og ind imellem læner han hovedet tilbage og puster røg lige ud i luften, hvad der tilsyneladende ikke afficerer regentparret. Måske er de vant til det.

»Jeg har sejlet, siden jeg var syv år og boede ved Furesøen. Man kan sige, hvad man vil, men en sø, det er ikke det samme. Og så var der én, der sagde: Kom over til os, du skal sejle på Øresund.«

Som sagt så gjort, og sådan blev David Holm, der dengang var 19 år og soldat, medlem af Kongelig Dansk Yachtklub, der blandt indforståede bare hedder KDY.

Lukkede fester

David Holm siger, at alle og enhver kan blive medlem af Kongelig Dansk Yacht Klub, der er stiftet i 1866. Alle og enhver, altså, der kan få to andre medlemmer til at proponere sig og i øvrigt kan godkendes af bestyrelsen.

»Vi skal jo være forsigtige. Der er jo folk, der kunne finde på at slå plat på det kongelige splitflag,« siger han.

For et medlem af KDY kommer tæt på de kongelige sejlere og kan lægge an til alle havne i landet. Klubben er repræsenteret overalt, Skovshoved er endda så stort et sejlsportssted, at der er en afdeling både for Skovshoved Sejlklub og en særlig for KDY.

David Holm tager er sug af cigaren.

»At sejle er verdens bedste sport for beslutningstagere. Du skal have et hold til at fungere. Og ude på vandet er man virkelig i fred, kun idioter tager mobiltelefonen med derud.«

Han siger, at han gerne ansætter dygtige sportsfolk i det store revisionsfirma, hvor han er partner. Sportsfolk har noget af det, der skal til, siger han og fortæller om de to planlagte fester for sejlere, sponsorer - og prinser, som er med til at trække sponsorer til.

Det er private, lukkede fester.

Hemmelige jakker

Vi siger farvel, og jeg trækker ind mod pressecentret. Der vrimler det med magiske halsbånd.

En tynd, smilende mand står pludselig ved siden af mig. Så tæt, at jeg kan mærke hans smil over hele kroppen. Med en blød bevægelse griber han fat i mit halsbånd og nærlæser mit skilt. Så bliver hans smil endnu bredere.

»Dav,« siger han og slipper skiltet igen.

Jeg spekulerer på, hvad situationen kræver.

»Skal man snuse til hinandens skilte?« spørger jeg og begynder en grundig undersøgelse af den tynde mands navneskilt.

Det lugter ikke rigtig af noget, men det fortæller, at manden er journalist ved et konkurrende dagblad, der også interesserer sig for det maritime.

Jeg snuser og snuser. Han bliver ved med at smile, så jeg til sidst må se væk.

Folkene i pressecenteret løber alle sammen rundt med en blå og hvid sejlerjakke med påskriften "Cottenfield Cup 1999".

»Sikke en lækker jakke,« siger jeg. »Hvor får man fat i sådan en?«

"Shhhh. Det taler man ikke om," siger én af dem med et lille grin.

»Jeg vil sgu også have sådan en jakke. Hvad skal man gøre for at få den?«

»Shhhh,« siger de i kor, og så bøjer de sig over deres computere, TV-kameraer, mobiltelefoner og ISDN-forbindelser.

Det er tid til at rapportere hjem.

Prinserne kommer!

Om torsdagen regner det, men det gør knap så meget, for der kommer prinser til stævnet. En kriblende bræmme af ugebladsjournalister har forsamlet sig i pressecentret, med døde øjne og indolente ansigtsudtryk gør de klar til den nødvendige pressefotografering.

En af dem samler en resultatliste op og stirrer længe på den.

»Men hvad går det her egentlig ud på?« spørger han. Ingen svarer ham.

Jeg sætter mig ud på den hvide bænk for at kigge på masterne, der står duvende side om side.

En mindre koloni af brune bjørne nærmer sig ad molen. Ingen har set dem, og de må have sneget sig ubemærket forbi hjemmeværnsdamen, der har meldt sig frivilligt til at holde vagt ved havnen. Jeg skal til at skrige noget advarende, men min stemme lystrer mig ikke, og råbet bliver i halsen. Bjørnene kommer nærmere og nærmere, de har kasketter på, og de er nougatfarvede, store og vamsede. Nu er de lige ud for mig, klar til at gå til angreb, de lugter menneskekød.

Så standser de og står og pludrer lidt sammen.

Jeg ånder lettet op, da jeg konstaterer, at det er en firmaudflugt. Alle bjørnene har et Tele Danmark indgravet i fleece-pelsen, og de fineste af dem bærer jakke udenpå og slips indenunder.

Der kommer en dame løbende ud fra Tele Danmark-teltet, hvor man kan få balloner, paraplyer og surfe på Internettet.

»I skal have sponsorjakker,« siger hun, og så går hun om bagved og henter dem under preseningen.

Med ryggen til Henrik

Jeg sidder på min bænk og raser for mig selv: "Jeg vil fandme også have sådan en jakke," men det bliver ved tanken, for nu sker der noget: Fotograferne sætter i løb, den ventende og stampende klump samler sig og bliver til en stor grådig mund med læber af blitz, og det grimme gab er klar til at sluge kongelighederne, der om lidt kommer ud fra kronebilen.

Der kommer en prins ad gangen. Først Henrik, afslappet klædt i poloskjorte og slidte blå sejlersko. Senere hans søn Frederik med stort smil, raske skridt og et blik, der længes mod havet, den friske luft og den velsignede fred derude.

»Og Henrik, når han kommer ud på vandet, så er han bare en ganske almindelig sejlerkammerat som alle os andre,« har David Holm sagt.

Nu går han rævestolt ved de kongeliges side. De almindelige prinser er adskilt fra os andre almindelige mennesker af to politifolk, der vogter indgangen til det ultimative VIP-område. Men prins Henrik henter selv sine pølser ved grillen, og han hilser på alle sine sejlerkammerater, der smiler og griner og står rigtig tæt ved ham og vil høre hans mening om brug af storsejl i hårdt vejr.

Prins Henrik glider med sin tallerken ned mellem bordene, men pludselig standser han, vejen er spærret af fire bortvendte, brede rygge. Hans ansigtsudtryk forandres, han bliver igen adelsmand. Ryggene flytter sig simpelthen ikke.

Han stirrer på dem. Ingenting sker, de står bare der og sladrer. Så tager han en beslutning og flytter flokken med en kraftig bevægelse af en flad hånd. De stirrer efter ham, benovede, men han er allerede faldet i snak med Paul Elvstrøm, der skal sejle med i ræset. Han bærer grønne bukser prydet med en stjerne og hans efternavn, der bare siger sejlsport og succes.

Én stor illusion

Oppe i tårnet fortæller Gorm, at Jesper Bank er i færd med at vinde over Morten Henriksen. Fotograferne står med ryggen til vandet og fotograferer de kongelige, mens de spiser grillpølser inde i det gennemsigtige telt. Jeg ser op på Gorm i tårnet.

»Gorm,« hvisker jeg. »Er det virkeligt, det her? Er dette livet, eller er det bare en smuk drøm? Du må vide det, Gorm, du har været med længe nok til at skelne skidt fra kanel.«

Gorm hører mig ikke, for han er i færd med at sige noget vittigt.

»Sten,« siger han. »Jeg skulle hilse fra din mor, hun er lige gået.«

Så griner han, for sejleren Sten hedder Mohr til efternavn, og det går ham godt, så kan godt tåle lidt sejlerrøg.

Gorm sidder og klukker godmodigt deroppe. Så ser jeg det. Ved hans side står en stopfyldt, ørkenfarvet taske og ser vigtig ud. Den bærer TV3´s logo. Rundt omkring mig vrimler det med kameraer, og måske bliver jeg fotograferet lige nu. Jeg ser ud over vandet, lader blikket flakke hen over alle de lykkelige piger og drenge på molen, og endelig forstår jeg:

Dette er en illusion. Godt iscenesat, overbevisende, smuk og glimrende, men dog en illusion, som den man kan se i TV hver eneste dag.

Så vidt jeg husker, plejer der at være flere og større bryster, men det kan jo være en genindspilning, og resten passer på en brik. Jeg er i fjernsynet. En dag vil dette her rulle hen over skærmene, måske en mørk vinteraften med blæst og slud udenfor, i alle landets små provinsbyer vil det blå lys strømme ud fra parcelhusene og for en stund skabe en anden virkelighed, et liv, som dette i Skovshoved. Og mennesker vil nikke og længes og drømme, de vil suge sejlersmilene til sig, de vil mærke vandets stænk på kinden i hjemmets tunge lædermøbler, de vil føle den friske luft, de brune kinder, den unge kærlighed og de sportstrænede kroppe.

For dette er ikke Danmark, dette er ikke virkeligt, dette er Baywatch i Skovshoved.