Fortsæt til indhold
Indland

Fyret og genansat

Af JAKOB HØYER

Udnævnelsen af en ny dramachef på Danmarks Radio indeholder mere dramatisk overraskelse end de fleste og bedste TV-serier.

Den nye leder af DR's magtfulde drama-afdeling bliver nemlig Ingolf Gabold, der for bare syv år siden blev fyret som TV-programdirektør samme sted.

Dengang skabte Ingolf Gabold planer om at flytte TV-Avisen væk fra det klassiske tidspunkt klokken halv otte så meget uro på DR, at daværende generaldirektør Hans Jørgen Jensen gav ham sparket. Nu skal den 57-årige komponist og TV-mand i stedet søge at skabe nye TV-succeser til at erstatte TV-føljetonen "TAXA", Lars von Triers prisbelønnede "Riget" og andre flagskibe i DR's drama-afdeling.

Overrasket

»Jo, jeg er også overrasket over at have fået jobbet. Og jeg havde nok ikke forestillet mig at skulle tilbage og være fastansat på Danmarks Radio,« siger Ingolf Gabold og tilføjer, at det »da er skønt at have fået ret«, da TV-Avisen et par år senere skiftede tidspunkt.

Siden fyringen i 1992 har Ingolf Gabold været sin egen chef og blandt andet arbejdet som redaktør for en række TV-programmer, underviser på både teater- og medieskoler samt fungeret som udviklingskonsulent for chefredaktionen på DR TV.

»Jeg har haft min gang i huset,« siger Ingolf Gabold og understreger, at han dermed ikke har været fuldstændigt afskåret fra DR.

Jobbet som dramachef er blevet ledigt, da nordmanden Dag Alveberg forlod posten efter kun et halvt år efter tragisk dødsfald i nærmeste familie. Umiddelbart har Ingolf Gabold ikke så stor praktisk erfaring med produktion af film og TV-serier. Men efter at have instrueret et par TV-operaer og arbejdet med dramaturgi i årevis, håber han at kunne bruge de ting til det nye arbejde:

»Indtil videre vil jeg sætte mig ind i tingene og ta' en snak med hver medarbejder,« siger han.

Både bredt og smalt

Den nyudnævnte dramachef ønsker ikke at komme med konkrete målsætninger og prioriteringer for sit nye arbejde. Dog understreger han, at DR har pligt til at skabe TV-dramatik for både det store publikum som med TV-serier som "TAXA" og "Landsbyen" og for det mindre publikum som med Ole Bornedals thriller-serie "På Dybt Vand":

»Vi skal ikke kun lave det, der er godt og spændende for de fleste men også de smallere produktioner,« argumenterer han.

I Danmarks Radio skal Ingolf Gabold råde over et årligt budget på 70-80 mio. kroner, men er samtidigt med til at fordele de 287 mio. kroner, DR og Filminstituttet har puttet i en fælles pulje over de næste fem år.

Den store satsning

Allerede nu er den store satsning "Edderkoppen" ved at være færdig, og til november går optagelserne i gang til "Rejseholdet", der er udset til at være erstatningen for "TAXA".