Rigets borg gik op i flammer

Alle Københavns indbyggere, fra kongen til menige borgere, kæmpede forgæves, da det andet Christiansborg blev flammernes bytte.

Fredag den 3. oktober 1884 var der hektisk aktivitet på Christiansborg. Der blev gjort forberedelser til, at Rigsdagen skulle samles nogle dage senere. Slottet var det andet i rækken.

Det meste af Christian VI´s mageløse rokokoslot fra 1745 var ødelagt ved den frygtelige brand i 1794. Siden havde kongefamiliens foretrukne residens været Amalienborg. Dog boede Frederik VII og grevinde Danner på slottet.

Allerede i 1803 påbegyndte empiretidens mest velsete arkitekt Christian Frederik Hansen genopførelsen af slottet. Han udnyttede til dels den gamle ruin, selv om han valgte at gøre den en etage lavere og spare næsten hele den fjerde fløj mod ridebanen, hvor han anbragte en søjlebåren kollonade.

C.F. Hansen var til den græskinspirerede nyklassicisme, der skulle minde om de antikke græske templer. Derfor valgte han at genopføre slottet uden tårn, men med en række statuer og søjler som pynt. Kun riddebanefløjene, med bl.a. Hofteateret og Ridehuset, og de Kgl. Stalde havde overlevet branden.

C.F. Hansen måtte acceptere, at der ikke måtte røres ved dem. Det nye slot nemlig var lidt af en discountudgave. Der var ikke penge til al den herlighed, som et kongeslot ellers skulle indeholde. Men illusionen søgtes opretholdt ved en række træpaneler, bemalet som sten, og store vævede vægtæpper.

C.F. Hansens slot stod færdigt den 1. november 1828 og var nu 56 år gammelt.

Slotte opvarmes

I efteråret 1884 var man som nævnt ved at gøre klar til Rigsdagens samling. Der blev fyret op i de mange kakkelovne for at få det store slot gennemvarmet. Røgen sivede op gennem de mange trækkanaler, der var af træ, og ud af slottets skorstene. Klokken var kvart i fire, og et par rigsdagsbude kom gående på mezzaninetagen. Pludseligt kunne de lugte røg.

I stenografernes værelse var der brand. Budene fik tilkaldt hjælp, og ilden blev sporet til den øvre del af kaminen ved kongelogen. Ved hjælp af ildslukningsapparater gik slottets personale i gang med at bekæmpe flammerne. Efter lidt tid havde de slukket dem, og lettede stillede de ildslukningsapparaterne på plads. Dog undrede alle sig over en ildevarslende rumlen i bygningen, der langsomt tog til i styrke.

Efter en halv time åbnede man døren til riddersalen. Da brød helvede løs. Hele gulvet var omspændt af flammer. Der blev øjeblikkeligt slået alarm til militæret, og kommandoen over slukningsarbejdet blev overtaget af brandinspektør Majer.

Frivillige redningsfolk

Fortvivlet kæmpede brandfolkene med at få slottets gamle dampsprøjte op til riddersalen. Men ilden brød ud flere steder og åd sig med frygtindgydende fart gennem etagerne. I hele slottets system af trækkanaler og bag træpanelerne bredte flammerne sig, uden at brandfolkene havde nogen mulighed for at lokaliserer den. Først når den brød igennem, kunne der sprøjtes vand på, men da havde flammerne allerede skæbnesvangert godt fat.

Lynhurtigt rygtedes det over hele København, at slottet brændte. Militær, brandfolk og civile strømmede til Slotsholmen for at deltage i slukningsarbejdet. Pladsen blev afspærret af politiet og beredne artillerister. Tavst stod tusindvis af københavnere og iagttog det storladne skue.

Ilden brød igennem taget flere steder, og snart var hele tagkonstruktionen omspændt af flammer. Røgen drev som et tæppe over byen, og under det faldt en regn af gnister. Af og til overdøvedes ildens buldren, når en skorsten eller en etageadskillelse styrtede ned i det flammende inferno.

Frivillige redningsfolk

Desperat forsøgte militær, brandvæsen og mange frivillige civile at redde kunstgenstande og arkiver ud af den brændende bygning. Selv russiske matroser, der lå i havnen, deltog. Slottets malerisamling og mange statuer blev reddet ud. Efterhånden lignede græsplænen omkring Frederik VII´s rytterstatue et pulterkammer.

Kl. 18 kom Christian IX også til stede sammen med prinserne Valdemar og Hans. Kongen søgte at opmuntre redningsfolkene, medens prins Valdemar aktivt deltog i redningsarbejdet. På Det kgl. Teater trådte skuespiller hr. Emil Poulsen frem for åbent tæppe kl. 20, og meddelte, at forestillingen måtte standses, da slottet brændte. Publikum kvitterede ved at klappe og skyndte sig til Christiansborg for at deltage i redningsarbejdet eller for at se på.

Stort set alle militærpersoner fra byens garnison, af alle værn, kæmpede side om side med de civile hjælpere. Flammerne nåede stadig højere mod den mørke aftenhimmel og kunne ses 30 km fra byen. Af og til faldt der en byge. Det beroligede borgerne, for det modvirkede, at gnisterne antændte andre huse. Alle Københavns og Frederiksbergs brandsprøjter var samlet omkring slottet, og talrige vandstråler var rettet mod vinduerne, hvorfra flammerne slog meterhøjt ud.

Brandinspektør Mejer troede på et tidspunkt at have fundet frem til ildens udgangspunkt, men hver gang sprøjterne blev rette ét sted hen, brød flammerne frem et nyt. Etager, bjælker og skorstene styrtede sammen inde bag murene og sendte skyer af flammer og gnister op mod den mørke nattehimmel.

Længe troede brandfolkene at kunne redde Dronningefløjen ud mod Slotskirken. Men også her fandt ilden vej gennem trækkanaler og bag panelerne og brød frem kl. 23.30 med frygtelig kraft.

Nu var både Slotskirken og Thorvaldsens Museum truet, og kongen gav ordre til at sprænge mellembygningen mellem kirken og slottet. Løjtnant Faber fra ingeniørkorpset og hans folk slæbte krudt op i mellembygningen og antændte lunterne. Et frygteligt brag og en stor ildkugle overdøvede et kort sekund branden. Rundt langs kanalerne besvimede de korsetindsnørede damer på stribe, og lugtesaltet kom frem for at få dem til bevidsthed igen.

Slotskirken reddet

Eksplosionen havde sin virkning. Branden nåede ikke frem til Slotskirken, men efterlod stadig synlige brandspor på indgangssøjlerne.

På den anden side lykkes det også at redde Rigsarkivet, Materialgården, Den Røde Bygning samt alle bygningerne ud mod havnen. Ridebanefløjene blev også endnu engang reddet fra den røde hane.

Kl. 2 om natten brændte hele den centrale del af slottet, men ilden var dog hindret i at komme videre.

Hele området omkring Christiansborg var opfyldt med kunstværker og andre effekter, som det var lykkedes at redde.

Langsomt døde flammerne ud bag slottes mure, der stod røgsværtede tilbage. Mellem dem glødede det stadig i resterne af slottets indmad.

Byen var som lammet. Hele natten havde københavnerne fulgt kampen mod flammerne. Nu søgte de trætte og kolde hjem. Næste dag blev tabene gjort op. Talrige kunstskatte og arkiver var gået tabt sammen med slottet.

Allerede den 23. oktober startede en landsindsamling, der skulle betale for Christiansborgs genopførelse. Men dagen efter branden var der andre toner fremme. Venstres leder, Christen Berg, udtalte til Morgenbladet: "På denne tomt opføres intet Christiansborg for tredje gang!"

Berg fik dog ikke ret. For et tredje Christiansborg skød op, og det er det, vi har i dag.