Fortsæt til indhold
Indland

Fra kaffeklub til parlament

Af JETTE ELBÆK MARESSA og RASMUS HELVEG PETERSEN

Da Ritt Bjerregaard i valgkampens sidste fase kastede sin kærlighed på den unge EU-kandidat Helle Thorning-Schmidt, var det ikke nogen tilfældighed. De to havde kendt hinanden længe. Faktisk er Ritt Bjerregaard årsag til, at Helle Thorning-Schmidt overhovedet blev socialdemokrat.

»Helles vej ind i Socialdemokratiet er gået via Ritt Bjerregaard,« siger Kirsten Jensen, der har siddet i Europa-Parlamentet i 10 år for Socialdemokratiet, men ikke stillede op denne gang.

Siden starten af 90'erne har Helle Thorning- Schmidt været en del af Ritt Bjerregaards netværk, først i en "ung kaffeklub", som Ritt Bjerregaard dannede efter murens fald.

Først i 1992 blev Helle Thorning-Schmidt medlem af partiet og fortsatte i Ritt Bjerregaards netværk - senest i den miljøgruppe, som Ritt Bjerregaard stablede på benene, da hun blev kommissær i Bruxelles.

Dengang arbejdede Helle Thorning-Schmidt som sekretær for de socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet og var blandt andet med til at formulere deres politik. Og stod det til hende, så skulle Ritt Bjerregaard og resten af Kommissionen ikke have været sendt på gaden.

»Allerede da Parlamentet ville vælte Kommissionen, kritiserede hun Socialdemokratiet for at ville trække tæppet væk under Kommissionen,« siger Kirsten Jensen.

Murren i rækkerne

På den baggrund er det ikke så underligt, at Helle Thorning-Schmidt nu varmt anbefaler, at Ritt Bjerregaard genudnævnes som kommissær.

»Jeg synes, at hun er en god kommissær. Hun har bidraget til, at danskerne ved mere om EU,« siger Helle Thorning-Schmidt, som ikke lægger skjul på, at hun har taget ved lære af Ritt Bjerregaard:

»Hun har en god evne til at kommentere politik og til at stå ved sine meninger. Hun udviser engagement, og det er ting, jeg gerne vil bruge i min karriere,« siger det nyvalgte Europa-Parlamentsmedlem, som med 38 stemmer slog veteranen John Iversen på målstregen.

»Ledelsen har bevidst kørt uden om kandidaterne over Helle Thorning- Schmidt for at promovere hende.

Niels Sindal

nummer to hos S

Det har givet anledning til megen murren i de socialdemokratiske rækker.

Listens nummer to, Niels Sindal, siger ligeud:

»Ledelsen har bevidst kørt uden om kandidaterne over Helle Thorning- Schmidt for at promovere hende. Der har for eksempel været annoncer med Thorning-Schmidt og Torben Lund.«

Kritikken afvises

Helle Thorning-Schmidt tilbageviser kritikken med, at »der skal være plads til skuffede kommentarer, men at man ikke kan acceptere i et moderne parti ikke at sætte fokus på kvinder.«

»Og vi er ikke kun båret frem af partiledelsen, men har også gjort noget selv,« siger hun med henvisning til listens nummer fem, Charlotte Fuglsang.

De to kvinder flankerede spidskandidaten Torben Lund, da partiet var i TV. Og flere socialdemokrater siger, at topfolk i partiet derefter valgte at satse på Thorning-Schmidt frem for Fuglsang.

»Charlotte Fuglsang brugte ikke den chance hun fik på TV, og derfor satsede ledelsen på Helle Thorning-Schmidt,« mener en socialdemokrat, som har fulgt valgkampen tæt.

Det er sigende, at medlemsbladet Socialdemokraten sendte en reporter ud for at skrive en fyldig reportage fra Helle Thorning- Schmidts grill-valgmøde i Hillerød. Charlotte Fuglsang har selv måttet lægge pen til et indlæg om valgkamp i mediemaskinen på side 20.

Direkte adspurgt, om hun også var ledelsens kandidat svarer Charlotte Fuglsang:

»Det føler jeg ikke. Men jeg ved ikke, om Helle var det.«

De klare mål

Charlotte Fuglsang var heller ikke inviteret med til kvindevalgmøde sammen med Ritt Bjerregaard, Anne-Dorte Michelsen, Hanne Vibeke Holst og andre kändissser. Men hun ville heller ikke være med, understreger hun.

»Der går min grænse for, hvad jeg vil gøre for at blive valgt,« siger Charlotte Fuglsang.

»Jeg ville gerne i arbejdsmarkeds-og socialudvalget, og det såkaldte ØVI-udvalg, der har ansvaret for økonomiske, valutariske og industrielle anliggender.«

Helle

Thorning-Schmidt

Men fakta er, at det er den 32-årige Helle Thorning- Schmidt, som får opfyldt drømmen om at sidde i Europa-Parlamentet. Helle Thorning-Schmidt adskiller sig fra langt de fleste andre kandidater til Europa- Parlamentet, ved på forhånd at vide, præcis hvad hun gerne vil foretage sig i Strasbourg.

»Jeg ville gerne i arbejdsmarkeds-og socialudvalget, og det såkaldte ØVI-udvalg, der har ansvaret for økonomiske, valutariske og industrielle anliggender,« siger hun.

Arbejdsmiljølovgivningen mangler flere nyere sygdomme - feks. museskader - og arbejdsmiljøet for telearbejdere, altså grænsekrydsende hjemmearbejdere, er der heller ikke lavet regler for. Samtidig vil Helle Thorning-Schmidt gerne være med til at holde snor i den Europæiske Centralbank (ECB).

»Det er kun Europa-Parlamentet, der har den adgang. Direktøren for ECB har lovet halvårlige konsultationer med Europa-Parlamentet, og der vil jeg slås for, at beskæftigelsen får den rette placering i den økonomiske politik,« siger Thorning-Schmidt.

Behov for netværk

I Parlamentet skal Thorning-Schmidt både omgås Freddy Blak og sin egen svigermor. Hun har ingen problemer med nogen af delene.

»Jeg har arbejdet for Freddy Blak i tre år, og jeg kender hans tone. Jeg tror, vi får et fint samarbejde,« siger Thorning-Schmidt.

»Det er vigtigt - og helt legitimt - at have netværk på tværs af de politiske partier.«

Helle

Thorning-Schmidt

Samtidig får hun fornøjelsen af at dele politisk gruppe med sin svigermor, Glenys Kinnock, gift med den britiske kommissær Neill Kinnock. Det glæder hun sig til.

»Hun interesserer sig meget for den tredje verden, og for ACP-landene (gruppen af fattige lande, der har været tidligere europæiske kolonier). Så kan vi snakke om det over middagsbordet i familien,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Men Helle Thorning- Schmidts politiske arbejde kommer ikke kun til at bestå af møder i Parlamentet.

Hun har også tænkt sig at overtage Ritt Bjerregaards metode med at danne netværk.

»Det er vigtigt - og helt legitimt - at have netværk på tværs af de politiske partier, hvor man både kan tale politik, både form og indhold,« siger hun.