Fristed i Sydhavnen fredet
I over 50 år har området "Lorterenden" syd for Karens Minde i Kongens Enghave været tilholdssted for
subsistensløse personer. Og sådan skal det blive ved med at være, mener politikerne.
Københavns Kommunes kultur- og fritidsudvalg har diskuteret sagen og besluttet ikke at gøre noget, selv om bebyggelsen på området strengt taget er ulovligt, fordi der aldrig er givet tilladelse til, at der kan bo mennesker.
»Jeg tror, at det er en både klog og menneskelig beslutning. Egentlig er det bedste, at der tales og skrives så lidt om området som muligt,« siger Martin Günt-er fra SF.
Også embedsmændene i kommunen havde anbefalet politikerne, at man skulle se igennem fingre med bebyggelsen. Sådan noget vil altid forekomme i en storby, mener embedsmændene.
I dag bor der cirka 30 personer på området, som har karakter af en forsømt kolonihave. At der er meget blandede opfattelser af stedet fremgår af de to meget forskellige navne, området har fået. Det hedder enten "Lorterenden" eller "Guldkysten". Der er tale om et opfyldt havneareal, der ikke er kloakeret, og der er ikke indlagt vand eller elektricitet i bebyggelsen.