Flygtninge må undvære undervisning i dansk
Hundredevis af voksne indvandrere i København får ikke den danskundervisning, som de lovmæssigt har krav på. Den ansvarlige socialdirektør erkender fejl.
En måned efter at udlændinge kommer til Danmark, har de krav på at få danskundervisning.
Men det får de ikke i Københavns Kommune, selv om kommunens syv sprogcentre har udvidet kapaciteten, siden ansvaret for undervisningen blev lagt ud til landets kommuner den 1. januar.
Problemet er opstået, fordi der mangler ansatte til at behandle de mange sager, som hober sig op på de kommunale skriveborde.
Den 5. marts var der endnu ikke en eneste af de nytilkomne udlændinge, der havde fået et tilbud om danskundervisning, fordi kommunen manglede at ansætte en såkaldt sprogscreener, der sørger for at udlændingene får det rigtige sprogtilbud. I dag er cirka 40 udlændinge kommet gennem nåleøjet. Men kommunen havde forventet, at 1200 skulle tilbydes danskundervisning på sprogcentrene inden årets udgang.
Frygt for fyringer
Dansk Flygtningehjælp kritiserer kommunen for den selvforskyldte flaskehals.
»Ophobningen af kursister vil betyde, at udlændingene ikke kan komme i gang med deres integrationsprogram, som de skal ifølge den nye integrationslov,« advarer Dorthe Hecht fra Dansk Flygtningehjælp i en redegørelse til politikerne.
Ungdoms- og Uddannelsesborgmester Per Bregengaard (El) frygter, at flaskehalsen vil få alvorlige konsekvenser for sprogcentrene.
De har netop har fået udvidet kapaciteten for at tage imod flere udlændinge og løse ventelisteproblemerne. Nu kan de imidlertid blive nødsaget til at fyre lærere og nedlægge undervisningspladser med det resultat, at der snart igen vil opstå nye ulovlige ventelister.
»Det er urimeligt, at man et halvt år efter at loven trådte i kraft, endnu ikke kan give flygtninge den undervisning, som de har krav på,« siger Per Bregengaard.
Fejl erkendt
Han sender aben videre til familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen, der har det overordnede ansvar for, at udlændinge får det sprogtilbud, som de har krav på.
Socialdirektør Grethe Munk erkender, at der er sket en alvorlig fejl.
»Vi må erkende, at vi simpelhen er kommet for sent i gang med visiteringen. Nu går vi i gang med at lave en handlingsplan for at løse problemet, og vi regner med at kunne opfylde lovens krav efter sommerferien.«
Der bliver ifølge Grethe Munk ikke tale om at ansætte yderligere personale. Derimod vil forvaltningen nedsætte længden af de samtaler med indvandrerne, der går forud for anvisningen. Tidligere har samtalerne taget halvanden time.