Den indre and

Anders And har lært et par generationer af danske mænd, at det er helt i orden at være kolerisk, skinsyg, aggressiv, stædig, selvmedlidende, bedrevidende og kronisk uheldig - bare man har et stort hjerte og gør sit bedste. I dag har han været 50 år blandt os, ham den hidsige and med blå sømandshue og den naive tro på, at det nok skal gå.

Nogen agtet and på egnen er han bestemt ikke.

Tillidsposter er der ikke mange af, og karrieren som altmuligmand på en margarinefabrik og nattevagt i et stormagasin fylder heller ikke meget i en seriøs fødselsdagsomtale.

Familielivet? Bortset fra tre små forældreløse nevøer og en jaloux weekendkæreste synes de øvrige familiemedlemmer at betragte ham som en taber. Økonomiske forhold? Fødselaren er i lange perioder arbejdsløs og må ydmygende søge hjælp hos en gammel og nærig onkel. Fritidsinteresser? Jo, dagens and fisker og spiller lidt bowling, men han er faktisk ret dårlig til begge dele.

Anders And, Paradisæblevej 111, Andeby, har været 50 år i Danmark.

Det var i marts 1949, at Gutenberghus udsendte det første Anders And & Co på dansk. I dag hedder forlaget Egmont og styrer blad-og bogudgivelsen i 30 lande, hvilket dybest set er lige så uinteressant, som at selskabet nu forsøger at lancere Disney-magasinet ovre hos kopimagerne i Japan, der i forvejen har været dumme nok til at købe dubletter af Tivoli og Egeskov Slot.

Midt i denne triste globalisering står han så med sine gule platfødder solidt plantet på det halve århundredes skarpe hjørne. Anders And, denne anarkistiske figur, som Walt Disney ikke kunne fordrage og sikkert i hemmelighed mistænkte for kommunistiske tilbøjeligheder. Denne opblæste, egocentriske og alligevel sært følsomme and, der engang for længe siden fik alle os snotnæsede drenge til at gå rundt i dårligt siddende knickers og skråle »Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd.«

For tæt på

Men er det fair, at netop jeg skal skrive fødselsdagsportrættet? Et det ikke for tæt på? Er jeg ikke for følelsesmæssigt involveret?

Jeg vil ikke påstå, at Anders And har lært mig alt, men næsten.

For det var ham, der i 1950erne tirsdag efter tirsdag viste mig, at matrostøj og et vanskeligt sind ikke er undskyldning nok for at give op på forhånd. Man skal prøve og så tabe. Det er trods alt bedre end at tabe uden at have prøvet.

Og når jeg sidder med en sixpack på forsædet i en lejet Dodge på en øde amerikansk highway og kigger mig omkring, kan jeg kun sige ét: Yes, Anders And havde ret. Sådan er verden!

Kan man objektivt skrive om sit livs chefideolog? Kan man nøgternt portrættere en midaldrende and, der har inviteret én med på eventyrlige dannelsesrejser til Langtbortistan og den smukke tibetanske paradisdal Trala-la?

Selvfølgelig ikke. Men en ordre er en ordre, og jobbene hænger ikke på træerne, så det gælder om at veje hvert ord og ikke blotlægge stærkstrømsledninger af glemte følelser og indestængt vrede.

Så lad mig begynde et relativt ufarligt sted. Påklædningen, for eksempel.

Til forståelsen af denne komplekse svømmefugl og dens dybt facetterede karakter hører en nærmere beskrivelse af garderobeskabets indhold.

Uden på sin hvide fjerdragt bærer Anders And en relativ kort blå eller sort sømandsbluse med to eller fire gule knapper, gule besætninger og en stor rød sløjfe. På hovedet har dagens fødselar altid en kæk, blå sømandshue, som under vredesudbrud slynges i jorden med stor kraft, og som han i enkelte tilfælde er blevet tvunget til at æde med kniv og gaffel efter at have tabt ét af sine mange letsindige væddemål.

Anders And går normalt rundt med nøgent underliv -undtaget i de situationer, hvor han er tegnet på vej ud af brusebad. Så har han underligt nok altid et badehåndklæde ærbart svøbt om sine tynde, gule andelår.

Huset på Paradisæblevej

Er hans påklædning på én gang iøjnefaldende og tidløs, så er hans boligindretning det ikke mindre.

Anders And var således minimalist et halvt århundrede før, Alt for Damerne begyndte at skrive om denne enkle og spartanske indretningsstil. Indtil maj 1983 boede Anders And med sine tre nevøer Rip, Rap og Rup på Gåsevænget 13 i et beskedent, men hyggeligt parcelhus, der til forveksling ligner den nuværende adresse på Paradisæblevej 111.

Begge steder har Anders And indrettet sig med forbavsende få møbler -formentlig mere bestemt af dårlig økonomi end egentlig god smag. Anders' kæreste eje er en dyb -oftest rød -lænestol, hvori han holder af at læse Andeby Tidende og af og til overraskende tykke bøger om berømte ænder og store opdagelsesrejsende. Dertil kommer en overpolstret tre-personers sofa, hvor han ofte tilbringer hele dagen liggende på maven med hænderne over hovedet, mens hans desperat gentager »Jeg arme and! jeg arme and!«

Men hvem kender ikke det?

På væggene har Anders And altid haft en særegen form for blandingskunst, hvor maleriets personkreds surrealistisk har brudt billedets rammer og hængt som dumdristige trapezkunstnere ud i rummet. Fænomenet er af freudianske donaldister -selvudnævnte Anders And-eksperter -blevet tolket som udslag af andens ubevidste længsel efter at bryde ud af en trøstesløs hverdag som arbejdsløs eneforsørger, men personligt hælder jeg til den anskuelse, at han simpelthen godt kan lide den slags billeder.

Mere indviklet behøver det ikke at være.

Specielt i de seneste år på Paradisæblevej 111 har Anders And udsmykket væggene med iøjnefaldende portrætter af sig selv, og her må vi nok hente forklaringen i Anders Ands til tider overeksponerede selvopfattelse og regression til primitive post-æg reaktionsmønstre. For er hans påklædning og boligstil besynderlig -ja, så er hans sind... skal vi blot kalde det stridbart?

Mokken Andersine

Her vil jeg gerne et øjeblik beskæftige mig med hans kæreste siden 1940, den forførende, men intellektuelt noget indskrænkede rappenskralde Andersine And, der sammen med sine niecer Kylle, Pylle og Rylle bor på Fortunvej i Andeby. Hvor langt der rent geografisk er mellem de to kærester, ved vi faktisk ikke, men Anders And er i et enkelt tilfælde til fods nået frem til Fortunvej, mens Andersine endnu talte med ham i telefonen.

Måske siger det i virkeligheden mest om Andersines talelyst.

I mange år betragtede jeg deres forhold som ideelt og efterlignelsesværdigt: sammen én gang om ugen og så ellers hvert sit liv i hver sin bolig. Kan man forlange mere? Men helt ærligt, hun er en rigtig bitch, hende Andersine And.

I flere årtier er Anders af denne forfængelige og dominerende formand for Andeby Strikkeklub holdt for nar i et udmarvende og ydmygende trekantsforhold, hvor hans fønbølgede og irriterende heldige Fætter Højben er den tredje part.

Hvor mange ænder kan holde til den slags i det lange løb? Jeg spørger bare. Godt nok har Andersine usædvanligt lange øjenvipper og en sød sløjfe oven på hovedet, men hendes rigide kønsopfattelse, påtagede hjælpeløshed og legendariske rengøringsvanvid er for mig at se ved at forpeste Anders Ands relativt ubekymrede ungkarleliv.

Drop hende, Anders! Kom lidt brillantine i fjerene, køb en buket blomster, start din åbne, røde bil med nummerpladen 313 og læg vejen forbi din ungdomsveninde Gulli Gyldenlok, som vi ikke ved ret meget om, men hun er formentlig en sød og naturlig and i sammenligning med mokken Andersine.

Selvfølgelig ved jeg godt, at Anders bliver hos Andersine.

Lidelsen og underkastelsen er sammen med en pæn portion dovenskab en del af hans karakter, som det er tilfældet hos de fleste mænd. Den norske teolog og donaldist Jon Gisle har sammenlignet Anders And med det gammeltestamentlige dannelsesideal Job, der jo også blev voldsomt prøvet for sin tros skyld.

Andre og mere lidenskabelige i Anders And-fanklubben henviser til Esajas' 53. kapitel vers 2-4: "Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet... men det var vore sygdomme, han tog, der var vore lidelser, han tog", der i normal luthersk eksegese anerkendes som en spådom om Messias.

Personligt tror jeg ikke, at Anders And har til hensigt at frelse verden. Ikke engang i den nye rolle som Stålanden. Det er en opgave, der ligger langt bedre for den belevne spejderdreng Mickey Mouse og hans knibske veninde Minnie Mouse.

Produkt af kapitalismen

Men Anders And, den gamle ballademager, gør verden til et sjovere sted at være. Mere uforudsigeligt. Og det er vel også en slags frelse. Som nu den novemberaften i 1970, da jeg sad og spiste en gryderet i en kvistlejlighed i Århus hos en ung litteraturstuderende -i dag en anerkendt medieforsker - som denne aften med en blanding af ildhud og vrede fortalte om et stort forskningsprojekt, der skulle afsløre tegneserien "som et produkt af en konflikt imellem det kapitalistiske samfunds ideologi og den monopolitiske virkelighed".

Jeg nikkede samtykkende og spiddede en coctailpølse på gaflen. Sådan var det. Bjørnebanden, disse ubarberede, halvmaskerede hunde var Andebys stigmatiserede underklasse, der på typisk politistats-manér var forvist til det luvslidte kvarter Pengeløse. Og hvad med Store Stygge Ulv? Havde han fået en chance her i livet? Nix. Samspilsramt, det var, hvad han var. Onkel Joakim go home!

Men det var tirsdag, var det, i dette hykleriets årti, og hjemme på den sortmalede ølkasse, der med bunden i vejret gjorde det ud for mit natbord lå Anders And & Co. nr. 44, som jeg glædede mig helt vildt til at komme hjem til. Det var det nummer, hvor maharajaen af Pengostan kappedes med Onkel Joakim om at rejse den største statue af Cornelius Blisand, grundlæggeren af Andeby.

Jeg brød tidligt op den tirsdag aften, vist nok under henvisning til en forestående eksamen i komparativ politik, men hver gang jeg ser medieforskeren tone frem på tv-skærmen, og det er ret ofte i disse år, slår jeg blikket ned og tænker på maharajaen af Pengostan, og hvordan jeg altid har været en ussel klasseforræder.

Bør det på den baggrund virkelig være mig, der skriver Anders Ands 50 års fødselsdagsportræt? Kan jeg i min forblændelse se denne succesrige andrik, som han virkelig er? Og er jeg, der ikke kan tilberede en omelet uden at komme til at tænke på historien fra 1949 om De Firkantede Æg fra Peru, overhovedet i stand til nøgternt at beskrive den skizofrene selvovervurdering, der i over et halvt århundrede har ført Anders på dumdristige opdagelsesrejser fra Himalayas snedækkede tinder til oceanernes sorte dyb?

Fedtmule-udtrykket

Havde det så blot været Fedtmule, denne langørede, dumme, men utroligt velmenende hund, der på adressen Mulevænget 3 i snart 50 år har forsøgt at indstille sin tv-antenne. Til en fest hørte jeg engang en kvinde betro en veninde, at alle de mænd, hun havde kendt, og det var rimeligt mange, lod hun forstå, havde i en brøkdel af et sekund under orgasmen sagt lyde og set ud akkurat som Fedtmule.

Kvinderne grinte længe og støjende.

Da morskaben havde lagt sig, foreslog jeg forsigtigt de to kvinder, at de måske i virkeligeden mest appellerede til mænd med lange ører, udstående fortænder og lav intelligenskvotient, således at deres kærester også uden for sengen gik rundt og lignede Fedtmule?

Af grunde, jeg ikke skal komme ind på, blev jeg den aften endnu tættere knyttet til Anders And, hvis kaosagtige livsstil og sammensatte gemyt jeg efterhånden har accepteret som en stor del af mig selv.

Og vi borgere i Andeby-universet ser absolut intet unaturligt i, at der her i byen ikke findes to personer af modsat køn under samme tag, og at slægtens videreførelse dermed pænt og sobert overlades til velbegavede og velopdragne nevøer og niecer, der på mystisk vis efterlades på vores dørtrin.

Sådan er vi nogle, der er.

Men en agtet and på egnen, det bliver Anders næppe.