Kendt kok åbner nyt madhus
Kokken Claus Meyer vil åbne et gastronomisk videnscenter på Nørrebrogade, hvor professionelle, amatørkokke og københavnske børn kan blive undervist i madlavning.
En to-etagers baggårdsbygning på adressen Nørrebrogade 52 C skal blive Københavns nye tempel for madlavning - hvis det står til Claus Meyer.
I to lokaler på tilsammen 550 kvm. vil den kendte kok efter nytår åbne en kogeskole, hvor private og professionelle kan komme på kurser i emner om alt fra japansk sushi og danske egnsretter til syltning og tilberedning af fisk.
Desuden skal bygningen lægge rum til råvare- og redskabsdemonstrationer, debatter, private fester og fyraftens-arrangementer, hvor man kan komme og smage på f.eks. vin og pølser.
Endelig er det planen, at ÒMeyers MadhusÓ, som stedet kommer til at hedde, skal samarbejde med Københavns Kommune om en såkaldt gastronomisk fritidsordning, hvor kommunens børn kan komme og lave mad.
Faste lærere
Claus Meyer er indehaver af madhuset, men vil næppe selv stå for undervisningen, som i stedet skal varetages af faste lærere og gæstelærere fra ind- og udland. Lokalerne, der tidligere har været brugt til både mad ud af huset og folkekøkken, er overtaget pr. 1. november og trænger til istandsættelse, så der er derfor ikke sat dato på, hvornår madhuset kan åbne.
»Men vi håber, at det kan blive snart - lige efter nytår,« siger den tidligere restauratør Claus Tingstrøm, der er forretningsfører for madhuset.
Han er lidt skør
»Der er jo ingen forretning i det her. Claus Meyer gør det, fordi han er lidt skør. Og fordi vi både i København og i resten af Danmark savner en platform, hvor den her slags kan ske. Godt nok kan man gå til madundervisning på AOF, men vi vil lave noget bredere, hvor det ikke bare er undervisning, men også et forum for debatter, nye tiltag og præsentationer af produkter - uden at det bliver egentlige kasserollemesser,« siger Claus Tingstrøm, der understreger, at ÒMeyers MadhusÓ bestemt ikke er forbeholdt den finere del af gastronomien.
»Vi vil ikke lave et madsnob-tempel, hvor man lister rundt og kigger benovet på en dum trøffel, der ligger på et bord. Det skal være et sted for livslyst, samvær og fornøjelse og ikke en fisefornem idyllisering af madlavningen.«