Bibelske baller i anden sals højde

I 1896 var det store samtaleemne på parnasset i København den store bronzeafstøbning af Michelangelos statue af den unge bibelske David.

Allerede da Michelangelo blev færdig med statuen, var der rav i gaden. Hans kollega Leonardo da Vinci mente, at den pragtfulde marmorskulptur burde udstilles indendørs for at undgå luftens

erosion. Men Michelangelo var absolut uenig med sin ældre kollega. Han ville have statuen placeret udendørs, så flest muligt kunne nyde synet. Det skændtes man meget om i det gamle Firenze, og det var, som om denne skæbne fulgte Davids statue, da en afstøbning af den hellige mand nu nåede til København i 1896.

Brygger Jacobsens gaver

Endnu en gang havde brygger Carl Jacobsen været på spil. Jacobsen var et musisk menneske. Han havde en stor interesse for næsten enhver form for kunst. Det satte sine spor - også i hans ølbrygning.

Da Jacobsen i 1870 etablerede sit første bryggeri i Valby som nabo og konkurrent til faderen I.C. Jacobsens Carlsberg, kaldte sønnen sit bryggeri for Albertina. Navnet var en latinsk bøjning af billedhuggeren Bertel Thorvaldsens fornavn og skulle symbolisere bryggerens store respekt for denne ener i dansk guldalderkunst. Sammenblandingen af den store kunstners navn og Jacobsens mere folkelige produkter slog dog ikke an. Men bryggeren glemte ikke navnet.

I 1879 oprettede Jacobsen et legat med navnet Albertina. Det havde til formål at indkøbe skulpturer til gader og pladser i København, og det var der også behov for.

Indtil 1856 lå København bag sine volde og var så tæt bebygget, at genboer kunne hilse på hinanden ved at stikke hånden ud ad vinduet. I denne indeklemte by var udsmykning med kunstværker ikke det første, der faldt bystyret ind.

Enkelte monumentale skulpturer havde byen dog. På "Krinsen" på Kongens Nytorv stod den franske billedhugger Abraham Cèsar lÕAmoreuxÕs rytterstatue af Christian d. 5. fra 1688. På Amalienborg havde det næste femtal i kongerækken også et værdigt monument. Midt på pladsen stod SalyÕs pragtfulde rytterstatue af Frederik d. 5., som blev afsløret den 25. juni 1771. Samme år åb-nedes Kongens Have for offentligheden, og her er der i tidens løb også opstillet skulpturer - bl.a. Per Husums ÒLøven og HestenÓ i 1625 og Johan Barattas "Herkules og Løven" i 1707, som Frederik d. 4. havde købt under en rejse i Italien. I 1880 blev August Saabys mindesmærke for H.C. Andersen afsløret i den gamle have.

Fra 1880-88 lod Jacobsen Albertina Legatet opstille en række afstøbninger af klassiske skulpturer i bl.a. Ørstedsparken.

Kunst på gaden

Det var især byens parker, der nød godt af den kunstglade bryggers gavmildhed, men indendørs var der flere muligheder for

kunstelskere.

I 1896 færdiggjordes det monumentale Statens Museum For Kunst på den gamle Østervolds område i tilslutning til Østre Anlæg. Ude på Ny Carlsberg, som Jacobsen nu kaldte sit bryggeri, havde bryggeren også en stor samling af kunst, som der var delvis offentlig adgang til. Men i resten af hovedstaden var det ikke ligefrem kunst og skulpturer, der prægede gadebilledet.

Det var denne mangel, som brygger Jacobsen gennem Albertina Legatet forsøgte at råde bod på i anledning af sit 25 års jubilæum som brygger.

David kommer til byen

Jacobsen lod hos Bargello-museet i Firenze bestille en bronzeafstøb-ning af Michelangelos kolossal-statue af den unge og muskuløse kong David.

Bystyret tog med tak mod gaven og lod den placere ved byens nye rådhus uden for den gamle stiftelse, Vartorv ved Farvergade. Statuen blev placeret på den lille trekantede plads, som oprindeligt havde været Københavns halm-torv. Der var logik i denne placering. Vartorv var en gammel religiøs stiftelse og hospital, hvor Gruntvig havde prædiket i hospitalskirken til sin død i 1872.

Problemet var bare, at der i stiftelsen boede en række pæne ældre, jomfrunalske frøkener. Nu kunne de så, lige uden for deres vinduer, nyde synet af den nøgne David, fuldt udstyret med et noget diminutivt symbol på sin manddom. På sin sokkel nåede David op til anden sals højde, og dette satte de gamle damers sind i bevægelse. En avis skrev: ÒSå utilsløret og kæmpemæssig en udfoldelse af mandlig legemsskønhed havde de dog aldrig drømt om dagligt at have for øje, hver gang de kikkede ud af vinduerne...Ó

Kommunens problemer

Nok var Vartov en religiøs stiftelse, og nok var de pæne frøkener absolut religiøse. Men synet af den unge bibelske konges genitalier var mere, end religionen kunne bære.

Et sandt ramaskrig udløstes i den hellige stiftelse. Med typisk dansk konformisme blev der naturligvis søgt efter et acceptabelt kompromis. Det blev foreslået, at David skulle udstyres med et figenblad, så symbolet for den københavnske forargelse i det mindste kunne tildækkes. Så i strid med al kunstnerisk anstændighed blev statuen udstyret med et figenblad, hvad Michelangelo næppe ville have sat pris på.

Men selv denne tildækning dæmpede ikke forargelsen i Var-torv, for statuen vendte nemlig sin bagdel mod stiftelsen. En ny placering af statuen måtte findes.

Kommunen prøvede fortvivlet at finde en løsning på problemet. Men David var ikke til at komme af med. Nu var det heller ikke nogen helt let sag at bakse rundt med den store bronzeskulptur med tilhørende stensokkel. Derfor begyndte den stakkels David nu på en årelang rejse rundt til byens pladser, hvor han af kommunen blev opstillet på prøve.

David i skammekrogen

Først blev han opstillet foran Glyptoteket, så på Vesterbrogade og senere i den nu forsvundne Aborrepark ved banegraven langs Hammerichsgade. Så prøvede kommunen at opstille statuen foran Helligaandskirken på Strøget. Men gitteret omkring græsplænen ragede op til knæene, og overkroppen og hovedet forsvandt i trækronerne, så kun mellemstykket med det famøse figenblad var synligt.

David måtte igen en tur på

blokvognen og flytte til ny adresse. I 11 år flyttede kommunen rundt på den smækre yngling, indtil han til sidst kom i ÒskammekrogenÓ, som en avis skrev.

Bag det nye Statens Museum for Kunst løb en gangsti i Østre Anlæg, der munder ud i Sølvgade. Her var der ingen bebyggelse i nærheden, hvor bornerte borgere kunne forarges. Det blev så Davids ståsted i de næste små hundrede år.

Men den stakkels skulpturs fortrædeligheder var dog ikke slut endnu. I 1993 fik Kunstmuseets store afstøbningssamling fast adresse i Vestindisk Pakhus ved siden af Amaliehaven. Som vartegn for samlingen blev David i august 1993 opstillet ved Amaliekajen ud til havneløbet.

Man kan så håbe, at Michelangelos magtfulde udgave af den bibelske David har fundet sit endelige ståsted i København, mere end hundrede år efter at brygger Carl Jacobsen skænkede ham til byen.