Fortsæt til indhold
Indland
Opdateret

Voldsom episode i Nørresundby: Én dræbt, en betjent og en civil såret

Da betjente rykkede ud til skyderi i Nørresundby, blev de beskudt.

Klokken var 14 fredag, da Nordjyllands Politi kom med en dramatisk melding:

Et skyderi var i gang på Virkelyst i Nørresundby, og alle civile skulle holde sig væk.

Én time efter blev skyderiet erklæret afsluttet, men tilbage står, at én er død og to er såret. Blandt dem er en politibetjent.

Under ildkampen blev gerningsmanden ramt. Det samme gjorde en betjent.

Gerningsmanden blev fredag eftermiddag meldt alvorligt såret og bragt til sygehuset, mens betjenten var i stabil tilstand.

På et pressemøde kl 18 oplyste Nordjyllands Politi, at politiet først modtog en anmeldelse om brand, og på vej derud fik de oplysninger om skyderi på adressen.

De sendte efterfølgende en stor styrke afsted.

»Vi har en meget omfattende efterforskning derude, og vi kommer til at være der hele aftenen,« sagde politiinspektør Claus Danø.

»Vi har ikke noget motiv for nuværende, men det er en isoleret hændelse, og intet tyder på, at der er yderligere fare, for borgerne,« sagde han.

Politiet vurderer, at hændelsen ikke er banderelateret.

Da betjentene nåede frem til stedet, blev de mødt med skud, som de besvarede.

Personen, der er afgået ved døden som følge af skyderiet, blev fundet død på adressen, efter at politiet havde nedkæmpet den mistænkte gerningsmand.

Politiet vurderer, at den afdøde person ikke er blevet ramt af politiets skud.

Den formodede gerningsmand skød mod politiet og civile med en riffel, inden han formentlig blev ramt i halsen af politiets skud.

Den sårede politibetjent er blevet ramt af flere skud i benet og er på operationsbordet, oplyste politiinspektør Claus Danø på pressemødet.

»Lige nu tager vi også hånd om vores sårede kollega,« siger Claus Danø.

»Der er meget, der er uklart. Der er meget vi skal undersøge nærmere.«

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er også underrettet og har startet deres egen efterforskning,

Skyderiet foregik i et industriområde med flere virksomheder.