Efter en halvsur smiley spørger fiskehandleren: Er det vigtigt for kunderne, hvad fisken hedder på latin?
Fiskehandler Axel Jørgensen mener, at det går ud over smileyordningens troværdighed, når latinske betegnelser bliver en del af bedømmelsen.
Der var egentlig ikke noget galt med hygiejnen.
Men det fremgik ikke tydeligt for forbrugeren, at kulmulens latinske navn var Merluccius merluccius.
Manglen på latinske navne var medvirkende til, at Bredal Fiskebutik fik en mellemfornøjet smiley og blev pålagt et gebyr, da Fødevarestyrelsen aflagde visit i juni.
Det vækker forargelse hos Danmarks Fiskehandlere, og på sociale medier har en video fra Bredal Fiskebutik fået over en halv million visninger.
Tilbage står køkkenchef Axel Jørgensen med spørgsmålet:
Er det vigtigt for fødevaresikkerheden, hvad fisken hedder på latin?