Grænsehandlerne vil tage kampen op efter dom, der vil sætte en stopper for salget af billige dåsebajere
Grænsehandlen ved den dansk-tyske grænse er truet efter en dom, der kan betyde, at prisen på øl og sodavand vil stige markant.
Det kan være slut med at proppe bagagerummet med rammer af pantfri øl og sodavand ved den dansk-tyske grænse.
En tysk domstol har afgjort, at salget uden pant til skandinaviske kunder er ulovligt.
Dommen kan få store konsekvenser for grænsebutikkerne, der dog er indstillet på at tage kampen op og forsvare det billige pantfrie salg, som har eksisteret siden 2003.
Her er svarene på en række spørgsmål, som domstolsafgørelsen har rejst:
Hvad handler retssagen om?
Miljøorganisationen Deutsche Umwelthilfe (DUH) har sagsøgt den nordtyske region Landkreis Schleswig-Flensburg, fordi den ikke mener, at den offentlige myndighed har grebet ind over for den mangeårige praksis, som foreningen mener er ulovlig. Organisationen er utilfreds med salget, fordi den mener, at de pantfrie dåser havner i restaffald og i naturen.
Hvad siger dommen?
Retten har vurderet, at grænsehandlerne ikke er undtaget den tyske pantlov, når der sælges til danske kunder. Der er ikke tale om eksport, men almindeligt salg, lyder vurderingen.
»Sagsøgte (regionen, red.) er derfor forpligtet til at udstede et administrativt påbud til de grænseforhandlere, der er involveret i sagen, hvori de pålægges at overholde pantkravet på engangsemballager og håndhæve pantpligten,« står der i dommen, som er afsagt ved en domstol i Slesvig-Holsten.
Hvordan fungerer det pantfrie salg i dag?
Danske kunder kan købe pantfrie dåser i grænsebutikkerne, hvis de udfylder en såkaldt eksporterklæring, hvor man skriftligt bekræfter, at man vil eksportere sine drikkevarer til et skandinavisk land, at de kun er til privat brug, og at de ikke vil blive drukket i Tyskland. Ifølge DUH sælges der omkring 650 millioner dåser årligt uden pant i grænsebutikker langs den dansk-tyske grænse.
Hvor meget vil en dåse stige i pris?
Hvis alle dåser skal pålægges tysk pant, vil prisen pr. dåse stige med 0,25 euro, hvilket svarer til 1,87 kr. Panten kan man få tilbage, men kun i Tyskland.
Stiger prisen allerede nu?
Nej. Det er først, når dommen er endelig, at prisen vil stige. Dommen er afsagt ved den første retsinstans i Tyskland, og dommen kan ankes til næste retsinstans inden for en måned.
Hvad siger den tabende part?
Regionen Landkreis Schleswig-Flensburg overvejer lige nu, om den skal anke dommen. Den skeler til de omkring 3.000 personer, der er ansat i grænsehandlen.
»Vi vil nu afvente den skriftlige domsbegrundelse, gennemgå den og derefter vurdere, om vi vil anke dommen. Det føler vi os også forpligtet til på grund af de mange tusinde arbejdspladser i grænsehandlen,« udtaler Wolfgang Buschmann, der er kredsborgmester i regionen.
Hvad vil der ske med salget af dåser ved grænsen, hvis der skal betales tysk pant?
»Det vil falde markant,« siger Erik Holm Jensen, der er formand for Grænsehandlerne, Interessengemeinschaft der Grenzhändler (IGG).
Hvad siger grænsebutikkerne til dommen?
»Vi har fulgt sagen tæt siden 2021, og tre butikker, Fleegaard, Poetzsch og Zur Krone, er formelt tiltrådt sagen, fordi den har en direkte indvirkning på vores medlemmer. Vi er indstillet på at anke dommen og yde juridisk bistand. Vi mener grundlæggende, at dommen bygger på et forkert grundlag, fordi den ikke tager højde for, at det pantfrie salg blev erklæret lovligt ved en sag fra EU-Domstolen i 2023,« siger Erik Holm Jensen.
Hvornår ventes en endelig dom, hvis sagen ankes?
Det er umuligt at svare på. Denne første sag har været fem år undervejs, og hvis den, som ventet, ankes, kan der gå flere år. Grænsehandlerne har formået at forsvare det pantfrie salg siden 2003 på trods af en række forsøg fra organisationer og danske myndigheder på at få hullet lukket.
»Vi har den grundlæggende holdning, at det ikke giver mening at sælge dåser med tysk pant, hvis de skal drikkes i Skagen eller Aarhus, hvor man ikke kan indløse panten. Vi har gentagne gange forsvaret retten til at sælge dåserne som eksportvarer, og vi er også klar til at tage kampen denne gang. Du kan roligt invitere dine venner til en påskefrokost næste år og regne med, at der kan komme pantfrie dåseøl på bordet,« siger Erik Holm Jensen.
Hvad siger miljøorganisationen til dommen?
Den er, ikke overraskende, tilfreds med udfaldet.
»Alt for længe har man lukket øjnene for enorme mængder affald i naturen og millioner af drikkevaredåser, som fejlagtigt er blevet smidt i restaffaldet,« udtaler Barbara Metz, der er direktør i DUH.
Havner de pantfrie dåser i den danske natur?
Miljøorganisationen Deutsche Umwelthilfe har anlagt sagen, fordi den mener, at dåserne havner i restaffald og i naturen.
»Dåser skal ikke smides i naturen, uanset om der er pant på eller ej. Men jeg mener, at man skal slå danskerne i hovedet, før man angriber danske købmænd eller grænsehandlerne. Det er ganske let i dag i Danmark at komme af med dåser på korrekt vis til genbrug, også dem uden pant,« siger Erik Holm Jensen.
Hvad siger danske handlende til dommen i Tyskland?
»Grænsebutikkerne er sluppet uden om med deres hjemmestrikkede eksporterklæringer i mere end 20 år. Den tid stopper forhåbentlig nu,« siger Betina Schiønning, der er advokat og fagchef for håndhævelse og produktregulering hos Dansk Erhverv til Finans.