Politiet bruger Trump-venlig virksomhed: »De danske myndigheder er nok mere bekymrede for det her, end de giver udtryk for«
I en tid, hvor forholdet mellem USA og Europa er præget af usikkerhed, vækker dansk politis samarbejde med det amerikanske it-selskab Palantir bekymring, for kan vi være sikre på, at vores data ikke bliver lækket?
Forholdet mellem Europa og USA har set bedre ud.
Og når Trump med jævne mellemrum lufter idéen om at forlade Nato, skurrer de led, hvor Europa fortsat er afhængig af USA formentlig en smule mere. Et af disse led finder man hos det danske politi i form af den amerikanske virksomhed Palantir.
Palantir har udviklet platformen POL-INTEL, som samler det danske politis databaser og bl.a. kan bruges til at identificere kriminalitetsmønstre.
I skrivende stund støtter flere end 7.300 personer borgerforslaget ”Afskaf Palantir i Danmark”, som datalogen Michael Bræmer Roune står bag. Forslaget skal have 50.000 støtter for at blive fremsat i Folketinget.
Når han skal forklare sin modvilje mod virksomheden, retter han først og fremmest fokus mod de to mænd, der står bag den.
»De siger jo selv offentligt, at de er antidemokratiske. Det, synes jeg, er stærkt problematisk. Hvis nu softwaren var lavet af andre antidemokratiske aktører som Nordkorea, havde vi så stadig handlet med dem? Det er jeg ikke så sikker på,« siger han.
Selvom sammenligningen er hård, er datalogen langtfra den første til at kritisere virksomheden og dens ledende figurer.
De kontroversielle tech-giganter
En af de skabende kræfter bag Palantir er PayPal-medstifteren Peter Thiel. Han er i øjeblikket bestyrelsesformand i Palantir.
Tech-milliardæren meldte i 2009 ud, at han ikke længere mente, at demokrati og frihed kunne sameksistere. En kontroversiel udmelding, han ofte citeres for den dag i dag. Han er en tæt støtte af USA’s præsident, Donald Trump og har været en stor fortaler for at overtage Grønland. I øjeblikket turnerer han desuden med prædikener, hvor han deler sin bekymring for opstandelsen af Antikrist – han har tidligere udpeget Greta Thunberg som en mulig inkarnation.
Den anden stifter er Alex Karp, Palantirs nuværende direktør. Karp er mindre fremtrædende end sin modvægt, Thiel. Ikke desto mindre har også han vakt forargelse med nogle af sine udmeldinger, som f.eks. at Palantirs opgave »til tider er at slå ihjel«, og at tryghed betyder, at »de andre er bange«.
Præsentationerne af disse kulørte milliardærer kan virke karikerede, men de rummer en stor del af Michael Bræmer Rounes kritik.
»Vi som samfund skylder i hvert fald hinanden at tage en snak om det her. Hvad er det for et samfund, vi rent faktisk gerne vil have,« spørger datalogen.
I marts lød også en kritisk røst fra Radikale Venstre, der opfordrede til at stoppe samarbejdet med Palantir for i stedet at finde et europæisk alternativ.
Men Palantir er ikke kun et debatemne herhjemme. Britiske parlamentsmedlemmer kritiserer også Storbritanniens brug af virksomheden, imens Schweiz sidste år afviste at bruge Palantirs produkter – på trods af ihærdigt lobbyarbejde fra virksomheden – på grund af frygt for datalæk, afhængighed af USA og uigennemsigtighed.
I Danmark er Palantir tæt forbundet med vores udøvende magt gennem politiets POL-INTEL og PET’s PET-INTEL.
Oveni det kunne Ingeniøren i begyndelsen af marts afsløre, at det danske forsvar ligeledes har vist interesse for at købe Palantirs militære AI-platform, Maven Smart System. Platformen, som bl.a. anvendes af Nato, Israel og Ukraine, bruges til at bearbejde massive mængder data og kan ved hjælp af AI identificere mulige angrebsmål.
Politiets »supervåben«
Platformen POL-INTEL blev lanceret som politiets nye supervåben i 2017.
Men ifølge Björn Karlsson – der i sin ph.d. brugte tre år på at undersøge, hvordan Palantir-platformen anvendes i dansk politi – affødte POL-INTEL aldrig den forventede omkalfatring. I dag forsker han fortsat i, hvordan nye software og platforme indbygges i de nordiske landes politi.
Til gengæld affødte platformen kritik fra både politikere og eksperter.
Et af de største kritikpunkter har været platformens uigennemsigtighed. POL-INTEL kan bl.a. frembringe information om, hvor kriminalitet forekommer hyppigt og identificere mulige kriminelle netværk. Udfordringen er her, at man ikke kan tilgå dataen, der ligger til grund for platformens resultater.
I yderste instans betyder det f.eks., at borgere kan blive kædet sammen med kriminelle netværk, uden at nogen egentlig ved hvorfor, påpeger Björn Karlsson. Og at udbyderen af denne platform så er en amerikansk og Trump-venlig virksomhed lægger ikke en dæmper på Karlssons kritik.
»En virksomhed, der hver gang chancen byder sig, erklærer ikke bare sin beundring, men sin loyalitet og enighed med amerikanske interesser, og hvis produkt er en black box, har adgang til dansk sikkerhedsinfrastruktur. Hvis der er en bagdør i POL-INTEL, betyder det, at den amerikanske efterretningstjeneste har adgang til meget følsom information om den danske stat,« siger Björn Karlsson.
Det er ifølge ham underordnet, at Justitsministeriet har understreget, at al information opbevares i datavarehuse på dansk jord og under dansk politis kontrol og opsyn. Det gør ingen forskel, at al brugeraktivitet logges, og at der føres proaktiv kontrol af det.
»Kan de vide, om der er en bagdør? De har ikke adgang til kildekoden. Den er hemmelig. Så man kan ikke vide med sikkerhed, at det ikke er tilfældet. Jeg vil vove at gætte, at de danske myndigheder nok er mere bekymrede for disse ting, end de giver udtryk for offentligt,« fortæller han.
Palantirs strategiske rådgiver og danske talsmand, Nikolaj Gammeltoft, afviser i et skriftligt svar til Jyllands-Posten enhver påstand om »bagdøre« i Palantirs software.
»Palantir tager kraftigt afstand fra grundløse påstande om, at vi stjæler data fra vores kunder,« skriver han.
Han tilføjer, at Palantir støtter de demokratiske værdier i den vestlige verden, og understreger, at Palantir oplever, at deres kunder er trygge ved sikkerheden i virksomhedens software.
I forhold til Schweiz’ risikovurdering af virksomheden skriver han, at de schweiziske myndigheder ikke har haft adgang til Palantirs software og derfor ikke har haft et kvalificeret grundlag at vurdere virksomheden ud fra.