De så en reklame for Danmark og flyttede. Siden er de gået fra toppen til bunden af samfundet

Modsat naboen, som har printet deres navne på en dymo-strimmel og klistret på postkassen, er familien Boveyris fire navne indgraveret i en sølvfarvet plade og skruet fast til metallet.

Det var ikke meningen, at de skulle flytte fra huset i Odense igen.

For tre år siden fik Mehrnoosh Emadi og hendes familie opholdstilladelse i Danmark, for hun er sygeplejerske, og dem manglede vi desperat. Det troede myndighederne i hvert fald.

Men siden blev krisen afblæst, og der var ikke job alligevel. I stedet kunne udenlandske sygeplejersker få en ny opholdstilladelse, hvis de blev sosu-hjælpere.

Det gjorde Mehrnoosh Emadi, men myndighederne gav hende afslag og besked på at forlade landet sammen med familien.

Hun har klaget og venter på svar.

Men familien må ikke arbejde, mens sagen står på, og Mehrnoosh Emadi har snart ikke flere penge.

5.000 euro

Som Jyllands-Posten har afdækket, har omtrent 3.100 udenlandske sygeplejersker samt deres familier fået visum til Danmark siden 2019.

De skulle redde Danmark fra en regulær rekrutteringskrise, men den kom aldrig rigtig.

I stedet har størstedelen af sygeplejerskerne ikke kunnet få arbejde, og dermed kan de ikke leve op til deres oprindelige opholdstilladelser.

Mehrnoosh Emadi er en af dem.

Hun havde arbejdet som sygeplejerske og oversygeplejerske i over 20 år i Iran. Hendes mand Farid Boveyri var uddannet ingeniør og jurist og havde sit eget firma. Familien boede i et stort hus i byen Shiraz og havde to biler.

Men som de dusinvis af iranske sygeplejersker, som Jyllands-Posten har talt med, ville familien Boveyri væk fra præstestyret i Iran. De frygtede den dag, deres to sønner, den ældste Bardia var dengang 15 år, skulle i den obligatoriske værnepligt. De ville væk.

En dag så familien en reklame. Den påstod, at man kunne få visum til hele familien, hvis man flyttede til Danmark for at arbejde som sygeplejerske.

Og den var god nok.

Udenrigsministeriet har tidligere bekræftet, at reklamer som den, familien beskriver, har været i omløb i Iran.

Reklamen kom fra en privat iransk virksomhed, hvor en advokat i bytte for 5.000 euro hjalp familien med papirarbejdet, fortæller Mehrnoosh Emadi.

Dokumenterne blev sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed på Islands Brygge i København, og familien blev godkendt.

Mehrnoosh Emadi og Farid Boveyri solgte alt og flyttede med sønnerne til Danmark. Med sig havde de det tilladte beløb – 5.000 euro pr. person. 20.000 euro i kontanter.

Flere gange, mens familien boede i Danmark, rejste Farid Boveyri tilbage til Iran, hævede kontanter fra sin iranske konto og tog igen det tilladte beløb med tilbage. Hvidvaskregler står i vejen for, at familien blot kunne overføre pengene til en dansk konto.

Familien endte i Odense, som var billigere end København. De fandt det gule hus gennem Boligportalen og betalte 12.000 kr. om måneden i leje.

Mehrnoosh Emadi og de to sønner startede til dansk, mens Farid Boveyri arbejdede fuld tid som Wolt-bud for at betale regningerne.

»Min mand og jeg vidste godt, at vi ville gå fra at være i toppen af samfundet derhjemme til bunden af samfundet i Danmark,« siger hun:

»Det havde vi det okay med, fordi vores drenge kunne vokse op i et demokratisk land. Vi tænkte kun på fremtiden.«

Planen var, at Farid Boveyri skulle starte til dansk, når hans kone havde fået job som sygeplejerske og tjente penge.

Det skete aldrig.

Bliver afvist på grund af bagateller

Størstedelen af de udenlandske sygeplejersker fik ophold i 2023, 2024 og første halvdel af 2025, indtil regeringen indførte et visumstop.

Et autorisationsvisum varer i tre år. Altså står vi formentlig over for en bølge af udløbne opholdstilladelser, mens der stadig er ganske få stillinger.

En ny mulighed blev introduceret for et år siden.

Sygeplejerskerne kunne søge opholdstilladelse gennem Positivlisten som sosu-hjælpere. På den måde kunne de blive.

Men det har vist sig heller ikke at være nemt.

Som Jyllands-Posten har beskrevet, bliver folk afvist. Som Farzaneh, der fik afslag, fordi hun fik for lidt i løn som sosu, og Masoomeh, der blev afvist, fordi arbejdspladsen ikke levede op til et særligt krav, der kaldes AUB-kravet.

Mehrnoosh Emadi står i samme situation som Masoomeh.

Ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, er formålet med kravet, at det kun er arbejdsgivere, som »lever op til deres samfundsmæssige pligter for uddannelse af lærlinge og elever«, der har adgang til Positivlisten for faglærte.

I Mehrnoosh Emadis tilfælde lever plejehjemmet ikke op til kravet, fordi det er nyåbnet, og AUB’s vurdering baserer sig på opgjorte data i tidligere år.

Altså har de ikke sådan en opgørelse.

Hun er med i en gruppe på Telegram for iranske sygeplejersker, der ligeledes er blevet afvist pga. AUB. Lige nu er de 34 medlemmer.

Efter afslaget fra SIRI fik Mehrnoosh Emadi besked på, at hun sammen med sønnerne skulle forlade landet inden den 5. maj.

Hun klagede over afgørelsen til Udlændingenævnet, som nu skal behandle sagen. De har tillagt klagen opsættende virkning, hvilket betyder, at familien kan opholde sig i Danmark, mens sagen står på.

Men som sagt må de ikke arbejde.

Et sort bånd

Mehrnoosh Emadi lukker døren ind til et værelse.

På gulvet står sølvtøj og pynteting i plastickasser.

»Jeg er i gang med at sælge det,« siger hun undskyldende:

»Vi skal flytte.«

Hun ved endnu ikke, hvor de skal flytte hen. Mehrnoosh Emadi ved blot, at hun ikke kan betale huslejen.

For et par måneder siden lånte hun 80.000 kr. af sine søskende, som bor i Italien og Australien.

Pengene gik hovedsageligt til hendes mands begravelse.

Han faldt om i deres have i midten af februar og døde på hospitalet kort tid efter. Han havde fået en hjerneblødning i en alder af 51 år, og hans organer blev doneret. Måske har de hjulpet en anden.

Farid Boveyri ligger begravet på en kirkegård få minutter fra familiens hjem, og et portræt af ham hænger i stuen. Der er bundet et sort bånd om det ene hjørne.

»Jeg savner ham,« siger hun.

Men der er ikke noget at gøre. Hun må fortsætte.

Forvirrende regler

Familien skal under ingen omstændigheder tilbage til Iran, siger Mehrnoosh Emadi, for så ryger den nu 18-årige Bardia direkte i militæret. Militæret, som lige nu kæmper mod USA.

Men asyl er den næstsidste løsning.

For familien har hørt, hvordan livet på et asylcenter er.

»Man skal flytte langt væk, og så sidder man der uden at kunne lave noget,« siger Bardia Boveyri:

»Ens liv er på pause.«

Bardia går i 2. g på gymnasiet, og niårige Barad går i 2.b på den lokale skole. Ingen af dem vil forlade Danmark.

Storebror drømmer om at færdiggøre gymnasiet og læse videre til tandlæge. Lillebror vil være præsident.

Bardia og hans klasse har været i medierne, for hans klassekammerater har startet en underskriftindsamling i håb om, at familien kan få lov til at blive.

De har over 22.000 underskrifter, og for nylig lejede den fynske gymnasieklasse en bus, der satte dem af ved Christiansborg, så de kunne tale med Rasmus Stoklund (S), der er konstitueret udlændinge - og integrationsminister.

Som minister kan han ikke blande sig i sagsbehandlingen, sagde han i et interview med Fyens Stiftstidende. Og lige nu ved Rasmus Stoklund ikke engang, om han fortsætter som minister.

»Jeg ved ikke mere om de enkelte sager end alle andre, da jeg kun er fungerende minister og ikke har adgang til at spørge embedsværket til administrationen af sager som denne,« skriver han til Jyllands-Posten.

Derfor kan han ikke kommentere sagen yderligere, men vil viderebringe spørgsmålene fra den fynske gymnasieklasse til den kommende minister.

Et spørgsmål om tid

Familien Boveyri kommer formentlig til at vente længe på en afgørelse.

Udlændingenævnet har nemlig oplyst, at den forventede sagsbehandlingstid over afgørelser fra SIRI lige nu er otte måneder.

Altså kan Mehrnoosh Emadi og sønnerne formentlig blive frem til efteråret, men så langt rækker pengene ikke.

Nævnet oplyser også, at hvis klageren ikke har en gyldig arbejdstilladelse, får de ikke – i udgangspunktet – ret til at arbejde, mens sagen behandles.

Mehrnoosh Emadis tilladelse udløb i slutningen af februar.

Hver dag søger hun stillinger som sosu-hjælper. Får hun en ny kontrakt, som lever op til kravene, kan hun begynde at arbejde og tjene penge.

Lige nu er det et spørgsmål om tid.

Kan hun nå det, inden pengene rinder ud?

Sidst kostede det Mehrnoosh Emadi omkring 13.000 kr. at søge en ny opholdstilladelse for sig selv og sønnerne.

Ifølge hjemmesiden tager sagsbehandlingen ca. en måned. Men styrelsen oplyser, at det kan variere, og lige nu er der et stort antal ansøgere.

Hvis hun får afslag igen, er der ikke flere penge:

»Jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle ende her.«