Fortsæt til indhold
Indland

Direktør for Kvinfo undrer sig efter Jes Dorph-dom: Hvorfor var de fem dommere alle midaldrende mænd?

Er Højesteret bevidst om blinde vinkler og ubevidste bias, spørger direktør for Kvinfo efter afgørelse i Jes Dorph-sagen.

Hvorfor var det kun mænd, der var udpeget som dommere, da Jes Dorph-sagen skulle afgøres i Højesteret?

Sådan lyder et åbent spørgsmål i et debatindlæg fra Henriette Laursen, direktør for Kvinfo, der er Danmarks videnscenter for køn og ligestilling.

I et opslag på Facebook undrer hun sig over, at de fem udpegede dommere havde fornavnene Jens, Lars, Poul, Michael og Mohammad, og alle var mænd i alderen 55 til 69 år.

»Er det bare mig, der ikke forstår, hvorfor man ikke i netop denne sag, som handler om køn, har forsøgt at sammensætte et mere mangfoldigt dommerpanel?« skriver hun på Facebook.

Tirsdag blev den tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen tilkendt en erstatning på 2 mio. kroner, fordi der var lavet alvorlige fejl i forbindelse med den undersøgelse, som advokaten Yvonne Frederiksen udarbejdede.

Ifølge Højesteret var der ikke tilstrækkeligt grundlag til at konkludere, at Jes Dorph-Petersen havde udsat kvindelige praktikanter for seksuel chikane.

I denne sag burde Højesteret have sammensat et andet dommerpanel, mener Henriette Laursen.

»Jeg siger ikke, at dommen ville være faldet anderledes ud, hvis dommerpanelet havde været sammensat på en anden måde. Det kan jeg ærlig talt ikke vurdere. Men kan vi ikke forlange, at en af landets bærende institutioner også har øje for al den forskning og alle de analyser, der viser, at mangfoldigt sammensatte teams præsterer bedre?« skriver Henriette Laursen.

I Danmark er der lige nu 18 højesteretsdommere, og tre af dem er kvinder.

»Er Højesteret den eneste institution, der ikke behøver at se på sig selv og være bevidst om blinde vinkler og ubevidste bias?« spørger hun.

Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar fra Henriette Laursen og Højesteret.