Engang gik Lisbeth Olesen helt alene og samlede skrald. Nu har hun samlet en skraldehær

Lisbeth Olesen er typen, der kan bakke med en trailer.

Det har hun også brug for, for hun kører – næsten – konstant rundt med sådan en tohjuler spændt efter sin Skoda.

I traileren ligger der affaldsposer, gule ringe som poserne kan krænges ud over, så de er lettere at bære, og det, som hun kalder hapsere, der bruges til at samle affald op i poserne.

Lisbeth Olesen er kernen af den danske folkesjæl – eller i hvert fald den, som vi bryster os af. Hun bruger cirka 20 timer om ugen på at hjælpe Aarhus ved at samle ispapir, juicekartoner, blisterpakker og skidt og møg, som vi andre nonchalant smider fra os.

Hun har siddet i bestyrelser som AGF Tennis, Aarhus Pigegarde og et par børnehaver.

Hun arbejder frivilligt med øje for alle andre end sig selv.

Og så bruger hun traileren, når hun en gang imellem svinger forbi de hjemløses Skraldecaféen i midten af Aarhus, hvor hun kører pap og emballage til genbrug.

»Jeg arbejder som handicaphjælper med seks døgnvagter om måneden, så jeg har en masse fritid,« siger hun.

Hun sukker opgivende, når man foreholder hende, at frivilligheden i Danmark i en årrække har stået i stampe.

»Det er sørgeligt. Alle burde kunne byde ind med en time i løbet af en uge. Det er jo ingenting. Men folk kan godt sidde med snuden i skærmen eller se alle sæsoner af ”Game of Thrones”. I mine øjne spilde tid på ingenting, mens du lige så godt kan også gøre noget, som har en effekt over for andre mennesker.«

Affaldsindsamlingen begyndte i 2017. Når Lisbeth Olesen gik tur med hunden, blev hun irriteret over affaldet, som folk smed på fortovet, i hække og i rendestenen.

»Så kan man jo blive en sur, gammel kælling og gå og brokke sig, eller man kan gøre noget ved det.«

Aarhus Kommune begyndte i 2013 at udlevere gratis affaldssæt, og Lisbeth Olesen bestilte et. Og så gik hun ellers i gang.

»Den ene dag tog jeg den ene side af vejen, og den næste dag den anden side.«

I fire år gik hun og tullede rundt for sig selv i Højbjerg, hvor hun bor.

»Når jeg så et område, der så forfærdeligt ud, tog jeg en hapser og gik og tænkte, at det her kan folk ikke være bekendt.«

I 2021 fandt hun et ur, der så dyrt ud.

Så hun lavede et opslag på Facebook. Hun havde været ude at samle skrald og fundet uret. Var der nogen, der manglede det?

Reaktionen var uventet. Selvfølgelig var der henvendelser på uret, men fokus var på hendes affaldsarbejde.

»Der var omkring 200, der likede opslaget, og mange sagde tak for min indsats. Nogle ville gerne med ud at samle.«

En af dem var byrådspolitikeren Metin Lindved Aydin.

Han skrev til Lisbeth Olesen, om de skulle oprette en Facebook-gruppe, så man måske kunne koordinere indsatsen?

Det vidste hun ikke, hvordan man gjorde, men politikeren klikkede hurtigt rundt på Facebook, og så var Lisbeth Olesen pludselig administrator for en gruppe af indsamlere.

»Gud, er der nogen, der gider gøre det sammen med mig,« tænkte hun.

I begyndelsen gik det meget langsomt.

Hun skrev på Facebook, at hun mødte op lørdag formiddag ved Skådecenteret i Aarhus. Om der var nogen, der ville med?

Nogle gange dukkede der et par stykker op. Men andre gange 30.

Lisbeth Olesen blev mere og mere rutineret. Hun lånte affaldssæt fra Aarhus Kommune, sådan at folk bare skulle dukke op og indsamle og ikke andet.

Og stille og roligt voksede antallet af affaldsindsamlere.

Med Metin Lindved Aydin på sidelinjen blev foreningen En for holdet etableret i 2021, og nu er affaldsindsamlingen bredt ud til otte kommuner – og en under oprettelse.

Facebook-grupperne har i dag over 2.200 medlemmer, mens der er godt 100 medlemmer af foreningen.

Men der er en kønslig forskel.

»Jeg tror, at mænd synes, at det er pinligt at samle skrald,« siger Lisbeth Olesen.

I Aarhus vurderer hun, at 2 af 10 indsamlere er mænd.

Derfor har En for holdet fundet en løsning, der interesserer mænd.

»Vi magnetfisker i Aarhus Å, og der kommer rigtig mange mænd og drenge, for det er som en slags skattejagt, hvor de endda af og til fisker våben op.«

For det er ikke kun almindeligt affald, affaldssamlerne finder.

»Vi har fundet jagtrifler. Knive. Macheter. Ammunition. Gamerstole. Alt muligt tøj – også det inderste til mænd og kvinder,« siger hun og finder sin telefon frem.

Hun bladrer igennem billederne og viser et med en kæmpestor sort dildo, to buttplugs og andet sexlegetøj.

»Man får et lidt andet forhold til Tangkrogen efter sådan et fund. Det lå en halv meter inde på en sti, så det var ikke ligefrem, fordi det var skjult. Der kom to veninder gående, og den ene sagde ”hold da kæft, der ligger da for en formue”, men det vidste jeg ikke noget om,« siger hun og griner.

Når indsamlerne mødes, tager de en orange vest på, og med affaldsposer og hapsere i hånden er de lette at spotte.

Det er dog ikke altid, at der bliver taget lige godt imod dem. Når de smider affald i de offentlige containere eller stiller dem ved siden af skraldespande – som de har fået lov til af kommunen – bliver der til tider set skævt til dem.

»Der er nogen, det har tændt lidt af, men så spørger man bare, om de hellere vil have, at affaldet ligger der, og så falder de ned,« siger Lisbeth Olesen.

De fleste gange er det positive tilråb, der dominerer.

»En dag var vi ude at indsamle ved Kridthøj Torv, hvor Spottag Bakery gav en kop kaffe og rundstykker. Da vi mødtes igen, kom en af deltagerne strålende tilbage. Der var en, der havde råbt ”Tusind tak for din indsats”. Det var Flemming Povlsen, der havde rullet vinduet ned. Det betyder utroligt meget, når nogen siger tak.«

Samtidig har En for holdet aftaler med lokale erhvervsdrivende, der giver en is, et æble eller en vand, når der samles affald omkring deres butikker.

Som daglig leder af En for holdet tager Lisbeth Olesen ud til skoler og holder foredrag for børnene.

Og der har hun flere trofæer med, som imponerer.

»Jeg har et billede af en Tulip-baconpakke fra 1964 med. Det er en, som vi har fundet. Jeg tager også en chipspose fra 2004 med. Den er 10 år ældre end børnene, og den har ligget lige der, hvor de går forbi. Det, synes de, er helt vildt. Når foredraget er færdigt, tager jeg dem med på tur, så de kan lære at samle ind,« siger Lisbeth Olesen, der holder foredragene frivilligt.

Men hun har svært ved at forholde sig til, hvad hun selv får ud af det frivillige arbejde. Som om, at hun ikke rigtig vil tage æren for at gøre os andre en tjeneste:

»Det er en gevinst for mig, at det initiativ, som jeg har startet, kan få nogen med ud at gå, som havde svært ved at komme ud. Mange af de unge eller ældre er ensomme.«

»For mig og mange andre tømmer man også hovedet, når man samler affald. Det er meditativt, for man skal spotte noget, der ikke hører til i naturen.«

»Jeg brænder enormt meget for det, for der er nogen, der synes, at det er svært at komme ud og motionere, men de vil gerne med, når der er et formål.«

Der er dog en ting, der gør Lisbeth Olesen trist, når hun samler affald.

»Et stykke tid efter, at jeg var begyndt, tog jeg en kuffertvægt i lommen, for det kan af og til virke som om, at man ikke samler ret meget, men selv mange stykker ispapir og juicekartoner vejer godt til. Hvis man skal sætte et billede på det, vejer 48 øldåser 1 kg. I går gik jeg fra mit arbejde på Vestervang og hen til Harald Jensens Plads. 14,5 kg.«

I alt har foreningen samlet over 54 ton affald på fire år. 45 af dem kommer fra Aarhus.

»Det svarer til 2,5 mio. øldåser. Det er sørgeligt.«