Lucif Dalin fandt en måde at håndtere sit handicap på, der har ført til en tvist med Dansk Blindesamfund

Lucif Dalin smilede stolt, da billedet blev taget af de nyindvalgte, frivillige bestyrelsesmedlemmer i en af Dansk Blindesamfunds underafdelinger.

I hånden bar hun en pink blindestok. Hun har altid set den som en del af sin krop.

Men den farverige stok er også grunden til, at Lucif Dalin trådte ud af bestyrelsen i Dansk Blindesamfund, kort tid efter at billedet blev taget.

»Min stok er en forlængelse af mig, den hjælper mig med at kunne ting på egen hånd, jeg ellers kun kunne drømme om. Så den er et kæmpe neonskilt til omverdenen om, at jeg er handicappet. Et pink neonskilt. Det er min måde at kunne være i mit handicap på,« siger Lucif Dalin.

Men Dansk Blindesamfund har en helt anden holdning til stokken.

Det begyndte med morgen-tv

Efter at Lucif Dalin optrådte på bestyrelsesbilledet med sin pink stok, fik hun en melding om, at den ikke var tilladt at bruge, når hun repræsenterede Dansk Blindesamfund. De har fælles retningslinjer, der siger, at man i offentlig sammenhæng skal bære en hvid stok.

Derfor er Lucif Dalin nu trådt ud af bestyrelsen.

»Min stok er pink og har altid været det,« siger hun.

Det er ikke første gang, Dansk Blindesamfund forbyder Lucif Dalins pink blindestok, fortæller hun.

For ca. et år siden var Lucif Dalin ikke bare frivillig hos Dansk Blindesamfund, hun var også fastansat podcastvært.

Det begyndte med, at Lucif Dalin blev inviteret i ”Go’ Morgen Danmark”, fordi hun vandt en pris for sin podcast for Dansk Blindesamfund. Før interviewet bad Lucif Dalins chef i Dansk Blindesamfund hende om ikke at tage den pink blindestok med på tv.

Lucif Dalin havde ikke en alternativ stok, så hun tog den med, men lagde den uden for kameraets vinkel.

Lucif Dalin synes, at det var meget ubehageligt at blive bedt om at undlade sit personlige hjælpemiddel og bad om en samtale efter tv-interviewet.

»Som hjælpemiddel er blindestokken en del af min krop. Når nogen går ind og bestemmer over den, er det meget grænseoverskridende,« siger hun.

Indkaldt til samtale

Lucif Dalin fortæller, at hun kort tid efter blev indkaldt til en samtale, hvor en ny regel blev præsenteret. Nu var det officielt, at alle, der repræsenterer Dansk Blindesamfund i offentligheden, skal bære en hvid stok.

»Ud af Dansk Blindesamfunds 200 ansatte så ramte reglen kun mig,« siger Lucif Dalin.

Og hvad så, hvis jeg beholder min pink stok, spurgte hun. Så ville de finde en anden kollega, der kunne varetage opgaven, lød det.

Den hvide blindestok er blot en anbefaling til synshandicappede, men det er nu en regel, at organisationens ansatte bruger en hvid stok, når de repræsenterer Dansk Blindesamfund offentligt.

»I dansk ret er den hvide stok et kendetegn for, at bæreren har et svækket syn, og kørelærere underviser elever i, at blinde og svagsynede kan genkendes på den hvide stok. Det er vigtigt, at vi tager et standpunkt, og her må prioriteringen være sikkerhed,« siger Ask Løvbjerg Abildgaard, landsformand i Dansk Blindesamfund.

Ask Løvbjerg Abildgaard siger, at Dansk Blindesamfunds holdning til den hvide blindestok er baseret på internationale regler, gældende lovgivning og forskning.

Sikkerhed er også et af Dansk Blindesamfunds argumenter for reglen:

»Der er en grund til, at vi har nogle symboler i samfundet, som vi har en fælles forståelse af. For eksempel at alle vejskilte er ens på tværs af landet. Det handler om at skabe genkendelighed og sikkerhed ligesom med blindestokke,« siger Ask Løvbjerg Abildgaard.

Klara Hoffritz, der er advokat i arbejdsmarkeds- og ansættelsesjura hos HK, forklarer, at »når man indfører en regel for de ansattes fremtoning, er det vigtigt, at den gælder for alle«.

Ifølge Lucif Dalin ændrede den nye regel kun noget for hende, da hun var den eneste, der brugte en farvet stok. Men reglen gælder for alle, og derfor er den lovlig, forklarer Klara Hoffritz.

Udover at reglen skal gælde for alle, skal den også være »rimeligt og sagligt begrundet,« forklarer Klara Hoffritz, der på dette punkt ikke ønsker at gå ind i den konkrete sag.

Der er mulighed for at klage, hvis man føler sig diskrimineret af en dresscode på arbejdet, men det er ikke sikkert, man får ret.

»Hvis man anser reglen for diskriminerede, kan man for eksempel tage det til Ligebehandlingsnævnet. Men hvis reglen er rimelig, sagligt begrundet og gælder for alle, så kan man ikke gøre særlig meget,« siger Klara Hoffritz.

»Jeg er blind, for pokker«

Lucif Dalin fortsatte hos Dansk Blindesamfund i nogle uger, efter at reglen trådte i kraft, men hun følte sig presset og utilpas og endte med at sige op. Ligesom hun trådte ud af bestyrelsen, efter at hun blev gjort bekendt med, at reglen også gælder frivillige.

»Jeg kunne slet ikke overskue at skulle gå ud med en hvid stok. Det er slet ikke mig. Når jeg har min pink stok, bliver jeg mødt på en helt anden måde. Folk siger: ”Kæft, den er sej” i stedet for at behandle mig som en stakkel.«

Lucif Dalin ser den pink stok som en del af sin identitet, men hun ser den også som et udtryk for diversitet blandt blinde:

»Min pink stok er min måde at owne mit handicap på i offentligheden. Med den i hånden viser jeg: Jeg må gerne være her, og jeg må gerne fylde – med handicap og alting.«

For Ask Løvbjerg Abildgaard kommer sikkerheden først:

»Hvis der kommer en forskningsartikel, der siger, at den lyserøde eller den lysegrønne stok er mest genkendelig for alle, så er sagen jo fuldstændig anderledes. Men det er jo ikke dér, vi er. Jeg er blind, for pokker. Jeg er ligeglad med, om stokken er hvid eller lysegrøn. Jeg vil bare gerne have, at vi bliver genkendt,« siger han.