For knap syv år siden flyttede fem stemmer ind i 25-årige Frederikke Bertins hoved. De taler grimt til hende og gør, at hun ikke kan leve et normalt liv. Men bag hende står en stærk familie, der ikke giver op.
Der findes nisser.
Måske ikke i din verden. Eller min. Men de følges med 25-årige Frederikke Bertin i hendes liv. På godt og ondt. Gennem så mange år, at selv om de kun taler til hende, er de også blevet en del af hendes families liv.
»Hvad ønsker nisserne sig egentlig til jul?«
Spørgsmålet er ment i sjov. Men der er alvor bag.
Selv om noget ikke kan mærkes af alle, kan det stadig være virkelighed. Det er bare en særlig virkelighed. En ekstra dimension, som nogen vandrer i, og selv om man ikke selv vandrer ad den, kan man nogle gange krydse broen, og det er, hvad Frederikkes storesøster, Josefine, gør med sit spørgsmål.
Storesøsteren bor i Grønland i øjeblikket. Alt for langt væk fra Frederikke. Det er torsdag, og de facetimer.
Frederikke og hendes forældre sidder henslængt i sofaen, og hun holder mobilen oppe, så de alle kan se hendes søsters ansigt på den lille skærm.
Hvad ønsker nisserne sig?
Frederikke griner af spørgsmålet.
»Jamen de er jo ikke religiøse,« siger hun.
»Derfor kan man jo godt ønske sig noget – vi er da heller ikke religiøse,« svarer Josefine og fortsætter:
»Jeg kom bare til at tænke på, at de jo er med til jul hvert år, og det er uhøfligt ikke at have en gave.«
Frederikke trækker benene op under sig, kniber øjnene let sammen og smiler.
»Ja, det er bare lige fem ekstra gæster, vi skal dække op til – plus dyrene,« siger hun og aer chihuahua-blandingen Balto, som ligger med maven fremme på sofaen ved siden af hende.
Deres mor, Mette, bryder ind i samtalen.
»Nå, hvor mange var I så juleaften? Ja, vi var oppe på 12-13-stykker,« joker hun.
Det får alle til at grine.
»Nå, så der er ikke kommet nye ønsker fra nisserne?« spørger Josefine igen.
»Næh, Lora ønsker sig en lilla pude, og Rotello ønsker sig stadig en pegepind i træ,« siger Frederikke.
»Der er en inde nu, men så er det din tur bagefter,« siger en venlig kvinde i blå kittel, der om lidt skal føre Frederikke ind til scanneren, hvor hendes hofte skal undersøges, efter den igen er begyndt at drille.
»Okay,« nikker Frederikke med halvt lukkede øjne.
Hun læner sig ned mod sin venindes skulder.
Veninden rækker armen hen og giver Frederikkes hånd et klem. Udover veninden er en medarbejder fra bostedet, hvor hun bor, kommet for at støtte hende.
Rummet er sterilt. Hvidt og kantet, kun afbrudt af den store, runde MR-scanner midt i rummet. Frederikke lægger sig op på briksen, får hovedtelefoner på, og snart efter forsvinder hendes krop ind i maskinen. Hun ligger helt stille og lukker øjnene. Skiftende toner runger insisterende i rummet.
»Det var måske lidt meget, jeg fik indtaget,« siger Frederikke og griner lidt, da hun sidder i bilen efter at have forladt hospitalet.
Hun har taget beroligende piller, inden hun tog hjemmefra, for at holde angsten ude i strakt arm.
Det er overstået. Den scanning, hun havde frygtet så meget, og som nemt kunne have taget hende tilbage til de mange hospitalstraumer, hun efterhånden har fået erhvervet sig.
Nisserne er også ramt af pillerne.
De forholdt sig rimelig roligt, men Skygge kunne selvfølgelig ikke undgå at kommentere strålerne i scanneren. Og kontrastvæsken i kanylen ikke mindst. Tænk, hvis det var en aflivning, der var ved at foregå? Fuldstændig tilrettelagt. Som en del af planen.
De gange, Frederikke ikke magter at komme med ud til Olde, må hendes mor overtage neglesalonen, men den ordning er Olde ikke tilfreds med. Mette lægger kun ét lag, og det er ikke lige så flot, som når Frederikke gør det, mener Olde.
»First class,« gentager Frederikke og griner til sin mor.
Høje vandplask og smældet af vippen, der giver sig, blander sig med det konstante bølgeskvulp og legende børn i den anden ende af svømmehallen.
En efter en træder Frederikke og hendes holdkammerater op på vippen, går ud til enden og hopper i vandet med så strakte arme, ben, fingre og tæer som muligt.
»Lidt mere fremad,« siger træneren, da Frederikkes ører atter er oven vande. Frederikke nikker.
Frederikke stopper lidt før vippeenden.
Hun lukker øjnene, og diskussionen starter. Hvornår skal hun hoppe, hvad skal hun lave for et spring, hvor lang tid skal hun egentlig være her i dag? De er ikke enige, nisserne.
Frederikke samler sig, træder et par hurtige skrift frem, løfter det ene ben og hopper højt op, bukker over i kroppen og rammer vandoverfladen med fingerspidserne først.
»Flot,« råber træneren.
Frederikke smiler til sin træner.
Gennem rummet fanger en ung kvinde i sort badedragt Frederikkes blik.
Det er Cecilie.
Hun kender Cecilie fra dengang, da de gik til cheerleading sammen.
Frederikke har stadig kontakt til flere piger fra sit gamle hold. Når hun har overskud til det, elsker hun at mødes om noget kreativt eller hjemmehygge.
Cecilie kommer hen, kaster armene om hende i et kram og løfter hende så op over jorden. De griner højt, da Frederikkes tåspidser igen kan mærke flisegulvet.
Frederikke havde gået til cheerleading i 12 år, da hun måtte sande, at det ikke gik. Hun var på landsholdet i flere år, men da hun fik det sværere og sværere psykisk og blev indlagt ad flere omgange, kunne hun ikke gå på holdet længere.
I stedet begyndte hun til udspring. Det kan hun nemmere tage i sit eget tempo.
Det er dog ikke altid lige nemt for Frederikke at være til udspring.
I dag svømmer der en masse guldfisk rundt i bassinet dernede under vippen, som hun skal springe fra.
Det er i og for sig ikke et problem, men Skygge er ikke sikker på, om de bider.
Desuden kan Skygge også godt mistænke, at det måske i virkeligheden er cement, hun hopper ned i.
Som så vil blive stenhårdt, når hun rammer overfladen.
Der er meget, der kæmper om hendes fokus i dag.
Det er ikke bare guldfiskene og nissernes indblanding. Der falder også fjer overalt fra det høje loft i hallen. De gør ikke Frederikke noget.
Selvom hun ikke er så tæt med folkene til træning, har hun fortalt lidt om nisserne til et par af dem. De spørger ikke om hendes syn og oplevelser.
Det er der ikke mange, der gør.
Frederikke har en idé om, at det er, fordi de ikke rigtig tør.
Måske er de bange for, hvad de kommer til at høre?
Det er lidt ensomt.
Hun kan godt føle, at hun bliver gjort til et monster på en måde.
Når hun selv spørger høfligt ind til, hvad der sker i folks liv, og de ikke spørger tilbage.
Som om hun er fra en fremmed planet.
»F, du tager ikke telefonen!«
Mette stormer ind i stuen og sætter armene i siden, da hun ser Frederikke eller F, som hun ofte kalder sin datter.
Hendes stemme dirrer let.
»Jeg har ringet og skrevet, og du har ikke taget telefonen i en time, så jeg var nødt til at køre hjem for at se, om du var her.«
Frederikke har ikke opdaget sin mors opkald.
Mette lægger armene om sin datter, der hver dag traver den lille kilometer, der er mellem bostedet og hendes forældres hus i Tilst.
Det er forkert at sige, at det er let at være familien Bertin, men på trods af Frederikkes sygdom har de det godt sammen.
Men nemt er det ikke.
Frygten for en dag at finde Frederikke livløs ligger som en sagte ulmen bag varme kram, høje grin og dybe snakke.
»Jeg er mæt af dage,« kan Frederikke godt finde på at sige.
I hvert fald på de hårde af slagsen.
For at skåne sin familie taler hun ikke alt for eksplicit om døden med dem og for at skåne sig selv heller ikke om læger og psykiatere.
Frederikke har mange tanker om, hvor hun egentlig kommer fra, og hvem hun egentlig er. Tanker, som ikke stemmer overens med den virkelighedsopfattelse, lægerne og samfundet omkring hende har, men som er yderst virkelige for hende selv.
Tanker om, at hun egentlig ikke hører til i denne menneskeverden, fordi hun ikke er et menneske, men i stedet er gensplejset – højst sandsynligt som en forsøgskanin i et større komplot.
Gennem tiden har disse tanker gjort mange læger og psykiatere bekymrede.
Og i perioder også hendes familie.
Særligt fordi nisserne på et tidspunkt mente, at hun ved at springe ud fra noget højt ville komme ind i en anden verden.
Den verden, hvor hun i virkeligheden hører til.
De forstår det ikke, lægerne, mener Frederikke. De forstår hende ikke.
Jonas Winding
Landsnæstformand, Liberal Alliances Ungdom
Manni Crone
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier
