En mørk oktober-dag stak Daniel kniven i en anden dreng: »Det var nødvendigt«
I årevis har Daniel Jørgensen levet på kanten af samfundet. Som 14-årig pakkede han en kniv i skoletasken, fordi han frygtede overfald. Det her er hans historie.
Ingen skulle fucke med Daniel Jørgensen.
Han var 14 år, spinkel af statur, og så bar han kniv.
Han følte ikke, at han havde en chance i en slåskamp uden et våben. Og slet ikke over for den 17-årige mand, der stod foran ham.
»Jeg skal ha’ de penge,« sagde Daniel vredt.
Det var en tåget oktoberdag, og mellem boligområdets høje bygninger i Kalundborg skændtes de to drenge. Den 17-årige skyldte Daniel 400 kr. for stoffer.
»Glem det, mand, hvad vil du gøre, hva’?« spurgte fyren.
Daniel vidste præcis, hvad han ville gøre. Han tog hånden ned til buksekanten og trak en 30 cm lang kniv frem. I en hastig bevægelse stak han ud efter den 17-årige. Et snitsår plantede sig på underarmen. Daniel stak igen og ramte ham i brystet.
Fyren stak af, før Daniel nåede at se, hvor alvorligt snitsåret var. Han troede, at han havde styr på, hvordan han brugte sin kniv. Hans intention var aldrig at dræbe.
I en artikelserie har Jyllands-Posten sat fokus på knive blandt unge. Vi har talt med pårørende til knivdræbte unge, obducenter, eksperter og politi. Vi har detaljeret afdækket, hvad der sker, når knivstikkeri får den ultimative konsekvens.
I 2024 blev der sat ny rekord med 600 sigtelser mod børn og unge for ulovligt at bære kniv – dobbelt så mange som for seks år siden.
Alene sidste år var der ifølge Jyllands-Postens optælling mere end 20 knivoverfald, hvor gerningsmanden var under 20 år gammel. I mindst tre tilfælde døde ofrene.
Ungdomskriminaliteten er generelt faldende, men en hård kerne bliver ifølge politiet vanskeligere og vanskeligere at trænge igennem til. Gruppen af unge – særligt drenge og mænd – er i tiltagende grad blevet mere voldsparat og bærer kniv, siger politiet.
Daniel Jørgensen var en af dem. Han tilhørte indtil for få år siden gruppen af kriminelle, der stikker først og tænker bagefter. Som lever på kanten.
Nu står han frem i Jyllands-Posten for at advare andre unge mod at gøre, som han gjorde. For at vise, at der findes en anden vej. Han håber samtidig, at han kan være med til at råbe voksne og myndigheder op, så de bedre kan forhindre, at unge når så langt ud, som han gjorde.
I dag er han 21 år gammel og kan se, hvor farlig situationen var den tågede oktoberdag for godt seks år siden: Han risikerede at slå et andet menneske ihjel for sølle 400 kroner.
»Jeg ved, hvor vanvittigt det var. Dengang tænkte jeg, at det var nødvendigt. Jeg måtte sikre min respekt, og jeg ville ikke klare mig i en slåskamp uden et våben,« siger han.
Han var ikke bange for, hvor hårdt han havde såret sit offer.
»Jeg tænkte kun, at det var godt, at det ikke var mig, der var blevet stukket ned.«
Den 17-årige klarede sig. Såret i brystet var ikke livstruende, og der blev aldrig rejst sigtelse. Daniel fik endda sine 400 kroner ved et senere møde.
Gennem samtaler med Daniel, hans pårørende og ved at læse en omfattende mængde dokumenter fra Daniels opvækst og kontakt med kommunen tegner Jyllands-Posten et billede af et liv, som begyndte godt, men gik helt skævt.
»Hvorfor har jeg ikke særligt mange venner?«
Udadtil lignede Daniels familie en typisk kernefamilie.
To forældre, storesøster, Daniel og en lillebror. Forældrene arbejdede begge for store danske virksomheder, og familien boede i en stor, gul murstensvilla i et roligt kvarter i Kalundborg.
Et af værelserne havde lyseblå vægge og et vindue i loftet. Det var Daniels. Han havde et tv og en computer på sit skrivebord, som han flittigt benyttede til at spille World of Warcraft.
Tidligt i Daniels liv var noget anderledes: Kiss-Kidd-syndrom. Sygdommen kan give spændinger og smerter i nakke og ryg.
Han oplevede timerne i skolen som tortur. På grund af sine nakkesmerter fik han en madras at ligge på i klassen.
Han hadede det. Når de andre børn løb til frikvarter eller deltog i undervisningen, var han den underlige dreng på madrassen i hjørnet, som de andre børn løb grinende forbi.
»Du er bare speciel,« trøstede en lærer Daniel, hvilket fik ham til at føle sig mærkelig.
I sin seng om aftenen kiggede den lille dreng på den mørke himmel gennem sit loftvindue og tænkte:
»Hvorfor har jeg ikke særligt mange venner?«
Han var diagnosticeret med adhd og autisme, og det blev ofte italesat derhjemme. Han følte, at hans forældre ikke var lige så stolte af ham som af hans søskende. Mange aftener gentog han en bøn til sin bamse:
»Jeg vil bare gerne være som mine søskende. Hvorfor skal jeg være så anderledes?«
Bønnen forblev ubesvaret, husker Daniel i dag.
Hans søskende klarede sig godt i skolen og passede i Daniels øjne altid ind. Daniel selv skiftede skole fem gange og kom på specialskoler, hvor han følte sig fremmed fra de andre børn.
Frustrationerne førte til selvhad. Også et had mod sin familie.
Derhjemme førte frustrationerne til spændinger og skænderier.
Daniel oplevede, at hans far havde et stort temperament og kunne tage fysisk fat i ham.
Faderen var »voldsom«, sagde Daniel ifølge dokumenter fra kommunen.
Forældrene forklarede til kommunen, at de var nødt til at stoppe Daniel, når tingene spidsede til. De afviste, at det var voldeligt.
»Det er som at have fået et barn uden brugsanvisning,« forklarede de.
Det fremgår ikke af dokumenterne, at der herefter blev talt mere med Daniel eller hans forældre om de episoder, eller hvad der lå bag.
Små gule ugler
I 2017, da Daniel var 13 år, arrangerede kommunen, at han en weekend om måneden kom i aflastning på Møllehuset – et tilbud til børn og unge.
I beretninger til kommunen beskrev Møllehusets ansatte en dreng i mistrivsel.
Daniel talte om en »lortefamilie, der ikke kan lide ham«, står der:
»Alt i alt virker Daniels trivsel og udvikling til at gå i en uhensigtsmæssig retning. Hans adfærd virker som resultatet af manglende omsorg.«
Møllehuset beskrev også de positive øjeblikke med Daniel, og at han »egentlig er ret ukompliceret og en rigtig god dreng gemt inde bag sine udfordringer«.
Daniel var i fuld gang med at træffe de forkerte valg i livet, og ingen stoppede ham.
I skolegården var han ivrig efter at hænge ud med to ældre elever. En dag viste de ham en joint og spurgte, om han ville ryge den med dem. Daniel sagde ja – alt for at være en del af hulen.
Gennem en ven i bl.a. Møllehuset og via sit fritidsjob mødte Daniel i en alder af 13-14 år børn og unge, der tog ecstasy formet som små gule ugler. Også det sagde han ja til at prøve.
Følelsen var fantastisk. Han var lykkelig, og alle problemer var væk. Som en overraskende bonus voksede hans omgangskreds med andre unge, der tog stoffer.
Snart begyndte Daniel at sælge pillerne. Han fik andre drenge til at hjælpe sig med salget. De blev hans nye vennekreds, bande endda, som lyttede til ham, respekterede ham og var klar til at hjælpe ham, hvis han fik brug for det, når andre grupperinger truede ham.
Sammen med sin nye omgangskreds hang han ud i anlægget. Drak alkohol. Brød ind i biler og lavede ballade. De unge drenge talte aldrig om, hvordan de havde det, eller hvorfor de gjorde så mange dumme ting. De handlede på impulser og spænding. Det hele gav dem et fællesskab. Daniel følte sig endelig populær.
I dokumenter til kommunen skrev skolen, at Daniel pralede med at være pusher.
Også i fritidsklubben observerede pædagogerne udviklingen.
»Daniel er for nylig bortvist fra Kalundborg Kommunes ungdomsklubber, da han er skønnet fremmødt påvirket og involveret i salg,« hedder det i sagsdokumentet om den 14-årige dreng.
I mellemtiden bad hans forældre igen og igen kommunen om hjælp. De klagede til borgmesteren og kritiserede flere gange kommunen for, at Daniels situation eskalerede, uden at der blev grebet ind.
Forældrene magtede ikke opgaven med deres søn, men følte, at de talte for døve øren over for kommunen.
I de følgende år – nogle gange flere uger ad gangen – kom Daniel ikke hjem. Ofte vidste hans forældre ikke, hvor han var.
Selv fortæller Daniel, at han overnattede på offentlige toiletter og hos venner. I dokumenterne fremgår det, at han blev fundet sovende på en offentlig bænk og i en trappeopgang.
Stofferne førte også et andet element ind i Daniels liv: trusler og overfald.
En kniv i tasken
I 2018, da Daniel var 14 år, blev han overfaldet af flere unge med relation til salget af stoffer. Han kom på hospitalet, slemt tilredt, og han følte, at han var nødt til at kunne forsvare sig.
I skoletasken pakkede Daniel en køkkenkniv, som han havde med sig overalt.
Kniven fandt hans forældre. De fandt også poser med narko.
»Han kan ikke bo her mere,« skrev hans mor til kommunen og bad den finde et botilbud.
Kommunen afviste.
Selvom Daniel ofte var påvirket, solgte stoffer, gik med våben og sjældent dukkede op i skolen, vurderede kommunen, at udfordringerne med Daniel var »almindelige teenageproblemer« og ikke af så »alvorlig karakter«, at han skulle flyttes.
Hans forældre klagede flere gange:
»Det virker, som om der ikke sker noget fra kommunens side, på trods af at vi løbende har oplyst om Daniels misbrug, salg af stoffer, voldelige adfærd og kriminelle opførsel. Det eneste, der er sket, er en lang række møder, som ikke er mundet ud i nogen hjælp til vores uholdbare situation.«
I stedet fortsatte Daniels liv med stoffer, kriminalitet og vold.
Flere gange truede han folk med en kniv. Tre gange forsøgte Daniel at stikke nogen. To gange ramte han. Begge gange overfladisk.
Kommunen modtog flere indberetninger om, at Daniel bar kniv. Blandt andet fra hans skole, hvor Daniel havde truet en gruppe unge, der mobbede ham.
»Daniel er ved mindst en lejlighed fremmødt i skole med en kniv på sig,« står der i dokumenterne. Daniel havde »fortalt, at han to gange har stukket en kniv i folk«.
Kniven var nødvendig for at overleve, tænkte Daniel.
Politiet var i kontakt med Daniel om alt fra en stjålet Puch Maxi, biltyveri til stoffer og rapseri fra butikker. Flere gange fik han en dom, men det endte altid med betinget fængsel og bøder.
I 2019, da Daniel var 15 år, gav kommunen efter for forældrenes ønske.
Han blev frivilligt anbragt på et botilbud.
Lys i mørket
I den kommende tid begyndte Daniel at tænke på at forlade sit kriminelle liv og stofferne, for hans lillebror var blevet ældre, og Daniel ville gerne være en bedre rollemodel for ham.
At blive stoffri var vanskeligt. Alle omkring ham var afhængige.
Tidligere havde han været tilknyttet behandlingstilbud, men misbrugskonsulenterne gav ham ikke den støtte, han havde brug for. Nogle gange kunne han lugte, at de selv havde røget hash, før de mødtes med ham.
Da Daniel var 17 år, blev han præsenteret for en mand, der ændrede alt.
Misbrugskonsulenten John Kastrup fra Udveje Behandlingscenter besøgte de unge, hvor Daniel boede.
En tøvende Daniel tog sammen med en række andre unge plads foran John.
»Hvis I ikke er fuldstændigt indstillet på at stoppe med at tage stoffer, skal I ikke blive her. Så må I gerne gå nu,« indledte John Kastrup mødet.
De fleste rejste sig og forlod lokalet. Daniel og en pige var de eneste tilbage.
Derfra begyndte kampen, og han gav sin daværende kæreste et ultimatum. Enten stoppede hun også med stofferne, eller også måtte de stoppe med at ses.
Hun forlod ham. Han var alene igen, men så alligevel ikke.
John viste sig at være en uvurderlig hjælp.
Han så en dreng, der var »forsømt af alle voksne omkring sig«. En dreng, der »intet hold havde i verden, og som var efterladt til sig selv og syndebuk i alle sammenhænge, han optrådte i«. Han havde lavt selvværd, tænkte John om Daniel, der altid råbte højt og »buldrede frem« for at gøre opmærksom på sig selv.
Det var første gang, at Daniel følte, at der var en voksen, som lyttede. Daniel kunne ringe til ham døgnet rundt.
Også Daniels mor forsøgte at råbe kommunen op om rusmiddelbehandling i en e-mail:
»Jeg har adskillige gange ringet(...) og lagt beskeder på jeres telefonsvarer (...) men ikke hørt fra nogen af jer. (...) Jeg er desperat, jeg ved simpelthen ikke, hvem jeg skal kontakte for at få hjælp til Daniel.«
Daniel følte sig »syltet« af kommunen, sagde han til et møde med en sagsbehandler.
John endte med at behandle Daniel gratis, og det lykkedes at holde Daniel væk fra stofferne.
Fortiden spøgte imidlertid.
En alternativ løsning
En gruppe mænd, som Daniel i sit liv som pusher havde været i kontakt med, ønskede at slå kløerne i ham.
En dag opsøgte de ham og ville have penge.
Daniel var bange for, hvad de ville gøre ved ham, og straks efter mødet ringede han rundt for at få hjælp. Hans far tog telefonen og kontaktede kommunen.
I sagsakterne er der intet svar.
Gruppen af mænd opsøgte atter Daniels bopæl, hvilket fik faderen til at kontakte kommunen igen.
»Fire somaliere forsøgte at sparke døren ind til Samala Care-bygningen i går (hvor Daniel boede, red.). Jeg er overbevist om, at Daniel er ved at være i alvorlig fare nu. Han har brug for et andet sted at bo. Langt væk fra Kalundborg,« skrev Daniels far.
I sagsakterne er der fortsat intet svar fra kommunen.
John Kastrup fandt en alternativ løsning.
Daniel flyttede ind hos en gruppe håndværkere, der var i gang med et stort projekt på en byggeplads.
Her arbejdede Daniel fra morgen til aften som arbejdsdreng og gik træt i seng. Han kunne holde sig fri af stofferne og det dårlige selskab. Andre kriminelle vidste ganske enkelt ikke, hvor han var.
Efter godt et halvt år på byggepladsen flyttede Daniel til et herberg for unge, der havde forladt stofferne.
Et barns ansvar
John Kastrup hjalp Daniel i gang med håndværkeruddannelsen, som han i år bliver færdig med. Gennem John har Daniel de seneste par år arbejdet for at få andre unge væk fra stoffer og kriminalitet.
»Jeg ved, hvor vigtigt det er at blive set og hørt af nogen, som virkelig interesserer sig for én. Det vil jeg gerne gøre for andre og vise dem, at der er et andet liv. Stoffer og vold er ikke den eneste vej til et fællesskab,« siger Daniel i dag.
Han undrer sig over sit eget forløb:
»Jeg følte, at alle havde opgivet mig. Hvilket er rigtigt, når jeg ser udtalelserne i min sag. Jeg var et barn, og jeg fik lov til at vælte helt ud over kanten, uden at nogen greb ind,« siger han.
Havde du selv et ansvar for, hvordan tingene gik?
»I dag har jeg et ansvar. Dengang var jeg for lille til at forstå konsekvenserne ved den vej, jeg valgte.«
Har man ikke et ansvar for, om man vælger at gå med kniv og endda bruge den, også når man er teenager?
»Du har altid et ansvar, når man går med kniv, men jeg følte større ansvar for at passe på mig selv. Jeg ville ikke have tæsk igen. Du kan ikke belære en dreng om ansvar, når han er bange for at blive slået ned – eller selv blive slået ihjel.«
Hvad kunne der være gjort anderledes for at hjælpe dig?
»Jeg manglede, at der var en voksen, som så mig og virkede oprigtigt interesseret i at hjælpe mig og forstå mig i stedet for at se mig som et problem. Mine forældre magtede det tydeligvis ikke. Hvorfor greb ingen ind?«
Han har ikke længere kontakt til sine forældre, men bor i egen lejlighed med en kæreste, han mødte for et år siden.
»Jeg håber, at voksne også vil læse min historie og forstå, at børn ikke bare kaster sig ud i den slags, fordi de er født sådan,« siger Daniel.
Hvad skal man gøre for at få de unge på ret køl og f.eks. ikke gå med kniv?
»Løse de grundlæggende problemer, de har. Der er en grund til, at de tager stoffer, går med kniv og laver ballade. Det skal løses, og den årsag finder du ved at lytte til dem og hjælpe dem,« siger Daniel:
»Du kan ikke tale rationelt med en barn eller ung i den situation og forklare dem, at det er en dårlig idé at gå med kniv. Du er nødt til at fjerne årsagen til, at de har taget den med.«
Når man læser akterne, ser det ud til, dine forældre virkelig forsøgte at få hjælp til dig. Hvad tænker du om det i dag?
»Jeg har en meget anden oplevelse af det forløb. Jeg mærkede aldrig selv nogen interesse fra de voksne omkring mig. Det er ikke nok at holde møder om mig. Det fik jeg det ikke bedre af.«
Hvordan har du det med ikke at have kontakt til dine forældre i dag?
»Alle kan have brug for at ringe til sin mor. Det behov har jeg også. Men vi havde ikke en god relation, og derfor savner jeg hende ikke.«
