»Vi har ikke alle råd til at tage til udlandet for at få lov at dø«
Hårdt mærket af sin lungesygdom havde Pernille Sylvest Lewis planlagt sin egen død, og hun tog særligt hensyn til sine pårørende. En operation har gjort hendes helbred bedre, men det er en stakket frist. Derfor har hun en bøn.
Et afskedsbrev i en lille kuvert.
Placeret på kommoden i entréen, så ægtemanden ville opdage den som det første, når han kom hjem fra arbejde.
Det aftalte signal om, at Pernille Sylvest Lewis omsider havde givet op og havde givet slip.
Hun havde gjort en ende på sit eget liv, havde fået fred for smerterne og ville ligge inde i sengen.
I denne sidste stund ville Pernille Sylvest Lewis allerhelst have haft selskab, men hun turde ikke lade hverken manden eller sønnen Benjamin være ved sin side.