Det værste for Thomas Thomsen er lyden af sønnens telefon, der rammer gulvet

Thomas Thomsen og Lea Lorentsens 16-årige søn blev torsdag i Vestre Landsret idømt otte års fængsel for knivdrabet på den 15-årige Malthe B. Termøhlen i Grenaa.

Det er traumatisk for familien og giver sig udslag i en helt særlig oplevelse hos faderen, som gør ham ekstremt ked af det. Den signalerer, at alt er godt, hvad det slet ikke er.

Siden varetægtsfængslingen dagen efter drabet i november 2023 har 16-årige Vito været anbragt på en sikret institution, hvor hans fraskilte forældre har set ham et par timer om ugen frem til byretssagen i juni i år og lidt mindre efterfølgende.

Sorg, frustration og afmagt har præget familien, og det er slet ikke usædvanligt, at især forældrene til unge gerningsmænd også føler sig som ofre i en drabssag. Det fortæller tidligere politiinspektør og efterforskningschef Bent Isager-Nielsen, der også har en fortid som drabschef og leder af Rigspolitiets såkaldte rejsehold.

»Det er ikke ualmindeligt, at pårørende, især forældrene, til unge gerningsmænd også føler sig som ofre i en drabssag,« siger Bent Isager-Nielsen og tilføjer:

»Selvfølgelig kan deres situation ikke sammenlignes med offerets forældre, der jo har mistet deres barn for altid. Alligevel er det ofte en sørgelig og tragisk situation for gerningsmandens forældre, da følelsen af tab og savn jo er reel, ofte sammenholdt med afmagt, skam og skyldfølelse.«

Når det siger »bump«

Det er i den kontekst, at Thomas Thomsens særlige oplevelse skal ses.

Før drabet boede Vito mest hos sin far. Han havde værelse på førstesalen. Når Vito faldt i søvn, gled hans mobil ned på gulvet og gav et højt »bump«. Vitos far lå i sofaen nedenunder og kunne høre det.

Det var lyden af tryghed. Vito var på sit værelse, han sov.

Selvom Vito længe har sovet bag lås og slå langt væk fra sin far og mor i Grenaa, vågner Thomas Thomsen stadig på sin sofa og hører lyden af mobilen, der falder på gulvet.

»Jeg når at tænke: Han er der. Men nej, det er han ikke.«

»Det er det værste for mig.«

Et år efter tragedien kæmper forældrene til Vito stadig med psykiske problemer. De får professionel hjælp. Thomas Thomsen er førtidspensionist. Vitos mor, Lea Lorentzen, er pædagogmedhjælper, men har som følge af drabet i perioder været sygemeldt eller på nedsat tid.

At miste

»Jeg føler, jeg har mistet Vito. Jeg har en grundlæggende følelse af sorg over tabet af ham,« siger Thomas Thomsen:

»Det er jo en dreng, der har været igennem en voldsomt traumatisk oplevelse, og som nu er lukket inde på en sikret institution, hvor vi ikke har mulighed for at påvirke ham. Vi ved ikke, hvordan opholdet påvirker ham, men han er et voksent menneske, når han bliver lukket ud.«

Vitos mor, Lea Lorentzen, har det på samme måde.

»Jeg har følelsen af at have mistet den relation, jeg havde til Vito. Jeg er stadig mor. Men det er ikke mig, der opdrager ham mere. Jeg har mistet al indflydelse. Jeg er bekymret for, at han skal starte helt fra bunden, når han bliver lukket ud, fordi han har sociale udfordringer, som han ikke får trænet i institutionen.«

Deres dreng har haft selvmordstanker og forsøgt at begå selvmord, mens han har været anbragt på den sikrede institution, fremgår det af byretsdommen.

Vitos far oplevede længe efter drabet svære følelser. Han græd meget, og det skammede han sig over. For Vito var i live, mens offeret, Malthe B. Termøhlen, var død.

»Jeg havde ingen ret til at græde. Sådan følte jeg i lang tid. Faktisk helt frem til retssagen i byretten i juni,« siger han.