Feyza Yazman har gjort noget, som kun få som hende gør. Og først skulle hun forklare sin far, hvad det egentlig var
I over 20 år har de danske højskolerne forsøgt at tiltrække unge med minoritetsbaggrund – men uden stor succes. En af de få er Feyza Yazman, der ved et tilfælde faldt for højskoledrømmen. Men hvad skal der til for at få flere som hende?
Rødding Højskole står der med store bogstaver hen over døren på den gamle hvide bygning.
Siden 1844 har højskolen ligget i naturskønne omgivelser i den nordlige del af Sønderjylland, godt 20 km fra Ribe.
Hen over gårdspladsen kommer Feyza Yazman gående gennem gruset i kortærmet skjorte og Birkenstock-sko.
»Vi kan sætte os herinde,« siger hun og viser hjemmevant vej gennem højskolens gange ind i et stille lokale med aflange træborde og Børge Mogensens “Folkestole” i eg.
Undervejs hilser hun på nogle andre elever, der udnytter en pause fra deres undervisning til et slag bordtennis. På mange måder er Fayza Yazman som de fleste andre elever på højskolen. Hun er ung, 21 år gammel, færdig med gymnasiet og i gang med sabbatår, født og opvokset i Danmark, i Køge, nærmere bestemt.
Og så er der noget, der gør, at hun alligevel ikke er som de fleste andre her.