Fortsæt til indhold
Indland

Sådan laver du den ultimative kartoffelmad

Spørger man til kokken Wassim Hallals livret, er svaret mad. Bare ikke leverpostej. En kartoffelmad med et hint til hans barndom i form af løvstikke er en af hans mange favoritter. Her er hans bud på en kartoffelmad med stjernedrys.

Når man spørger stjernekokken Wassim Hallal om, hvad der er hans livret, er hans svar enkelt: Mad.

Kokken, der i Aarhus har den tostjernede restaurant Frederikshøj samt frokostrestauranten anx i en sidebygning, elsker stort set alt slags mad, så længe det er lavet ordentligt.

»Men jeg spiser ikke leverpostej. Det stoppede jeg med for mange år siden, da jeg som kokkeelev skulle lave det første gang. Køkkenchefen kom med 10 kilo spæk og 10 kilo lever, et par kilo smør og et par liter fløde. Værsgo’ – lav noget leverpostej,« fortæller han.

»What the fuck, tænkte jeg. Hvis det er leverpostej, skal jeg aldrig spise det mere. Jeg har ikke rørt det siden.«

Til gengæld excellerer Wassim Hallal i smørrebrød af en karakter, som restauranten selv kalder for »knivskarp«. Det er lige nu f.eks. håndpillede rejer på ristet brød med rejesalat og nye asier, letrøget færøsk laks på ristet brioche samt frisk ost og jalapeño eller fiskefilet, stegt i brunet smør, med citronkompot og hummerremoulade.

»Alt vores smørrebrød har en eller anden klassisk tangent, men vi prøver at pifte det lidt op, så det også bliver en ny lækkerhed over den,« siger Wassim Hallal.

Han giver gerne nogle gode tips fra sig om, hvordan man pepper smørrebrød op hjemme ved sig selv.