Fortsæt til indhold
Indland

Statsborgerskab kræver rigtige svar om brand, kongen og ”Barbie Girl”

Udlændinge er onsdag blevet testet i deres viden om blandt andet dansk musik og lovgivning. Du kan tage testen her.

/ritzau/

Hvilken historisk bygning brændte i april, og kan man komme i fængsel, hvis man ulovligt tvinger nogen til ægteskab?

Det er to af de spørgsmål, som indgår i indfødsretsprøven, der onsdag er blevet afholdt på 46 sprogcentre over hele landet.

Spørgsmålene fremgår af prøven, der er blevet offentliggjort af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).

6.311 personer var tilmeldt prøven, hvor deltagerne havde 45 minutter til at besvare 45 spørgsmål.

Mindst 36 af svarene skal være korrekte. Alle spørgsmålene har to eller tre svarmuligheder.

Fem af spørgsmålene vedrører aktuelle emner og kan omhandle for eksempel politiske eller kulturelle begivenheder. Fem af spørgsmålene vedrører danske værdier og kan omhandle ytringsfrihed, ligestilling eller forholdet mellem religion og politik.

I prøven var der spørgsmål om, hvilket nummer i rækken kong Frederik er, hvilket symbol indgår i Grønlands flag og hvilken popgruppe, der står bag sangen ”Barbie Girl”.

Der kan gå op til fire uger, før at deltagerne får at vide, om de har bestået prøven eller ej. Hvis ikke, kan de gå op til en ny prøve. Den næste afholdes 27. november 2024.

Man skal som udlænding have bestået indfødsretsprøven for at kunne søge om dansk statsborgerskab.

Indfødsretsprøven skal ikke forveksles med medborgerskabsprøven. At bestå medborgerskabsprøven er en af betingelserne for at få permanent opholdstilladelse i Danmark.

Tag prøven her: