For fire år siden troede hun aldrig, at hun ville blive student: Nu har hun trodset dem, der kaldte hende dum

På Ida Raagel Larsens værelse ligger hendes ting i små bunker.

Det er ikke rod. Det er et system, hun har udviklet, så hun ved, hvor alting er. Sådan fungerer hendes hjerne.

Den kan også bedst finde ud af klokken, hvis hun ser på et digitalur. Hun ved ikke helt, hvad det betyder, når hendes mor siger, at de skal noget klokken kvart i syv. “6.45” er lettere at forstå.

Det med tiden er svært. Hvis hun får øje på en bog på vej ud ad døren, kan hun blive så distraheret, at hun glemmer, at hun havde travlt med at komme i skole. 20 minutter senere kan hendes forældre finde hende opslugt af ordene.

Af samme grund har hun et skema, der kortlægger hendes dage. Så er det tydeligt, hvad hun skal og hvornår. Det er konkret. Det fungerer.

Det har det ikke altid gjort.

For fire år siden havde Ida Raagel Larsen ikke turdet håbe på at få en studenterhue på.

Men det gjorde hun den 21. juni.

I disse sommerdage udklækkes studenter med huer i alle farver fra landets ungdomsuddannelser. For Ida og hendes klassekammerater har det været en større udfordring at nå dertil end for de fleste.

De er blevet studenter fra en linje, som er særligt tilrettelagt til unge med diagnoser som autisme, angst og adhd. Mennesker, der kan beskrives som neurodivergente.

Siden den første neurodivergent-klasse på HF & VUC København Syd blev oprettet i 2019, er antallet af ansøgere til de omkring 20 pladser mere end fordoblet.

Skolen ville formentlig se en endnu større stigning, hvis ikke ansøgerne var afhængige af tilskud fra deres kommune, fortæller skolens uddannelseschef, Lasse Tolstrup Schmidt. Havde den ressourcerne, kunne der oprettes en hel klasse mere.

Fælles for eleverne på linjen er, at deres diagnoser gør det nærmest umuligt at gennemføre en almen gymnasial uddannelse.

Det anslås, at omkring én procent af danskerne har autisme. To en halv procent af voksne har adhd. 20-årige Ida Raagel Larsen tilhører sidstnævnte gruppe, og diagnosen påvirkede hende voldsomt, da symptomerne for alvor begyndte at vise sig.

»Til sidst knækkede jeg helt sammen,« fortæller Ida Raagel Larsen ved et havebord uden for sine forældres røde træhus i Hvidovre.

Havde brug for hjælp

Hun havde egentlig altid været glad og god i skolen. Især i sprogfagene. Men hun havde brug for struktur og tydelige instrukser.

Allerede i 0. klasse opstod mistanken om, at hun havde adhd. Som teenager blev det tydeligt, hvor meget hun havde brug for hjælp.

Hun begyndte at græde, når hun skulle i skole, og havde svært ved at fokusere. Det blev svært at være social, og det gik op for hende, at der var noget ved hende, der var anderledes.

Hun skulle altid være i gang med noget, om så det var en bog eller et spil. Men hun var aldrig udadreagerende eller hang i gardinerne. Netop derfor mistænker hendes mor, Tine Raagel Larsen, at hendes adhd blev overset i skolesystemet.

I 7. klasse blev Ida Raagel Larsen udredt, og det var ikke en stor overraskelse for familien, da hun fik diagnosen.

»Jeg kan ikke helt forstå, at I først kommer nu,« havde psykiateren sagt, første gang hun var der. Der var ikke meget tvivl, efter at psykiateren havde sat en masse krydser på et stykke papir.

Det viste sig senere, at den medicin, der skulle hjælpe Ida Raagel Larsen, kun gjorde alting værre.

Hun fik paranoia, spisevægring, angstanfald og blev vred og nervøs. Bivirkninger, der står langt nede på indlægssedlen.

Psykiatrien frygtede, at hun var maniodepressiv, og i en periode var hun dagindlagt.

Hun skiftede til en specialklasse i 9. klasse, som hun måtte gå om. Efterfølgende gik hun et år på en specialefterskole i Vordingborg.

»Jeg er blevet kaldt lidt af hvert gennem tiden. Dampbarn, hyperbarn, dum pige. Det provokerede mig, fordi jeg vidste, at jeg ikke var dum,« siger Ida Raagel Larsen.

Hendes eneste frirum var hestene på rideskolen og fantasiverdenerne i bøgerne. Hun læste om mennesker med superkræfter, der bekæmpede onde skabninger. De var anderledes på en god måde. Modsat hende selv, tænkte hun.

Ikke en udholdenhedsprøve

I 2021 startede hun på HF Neurodivergent i Hvidovre. Linjen er målrettet unge, der ligesom hende selv kan klare sig fagligt, men kæmper med gymnasiets rammer og sociale koder.

Anne Jakshøj er uddannet socialpædagog og teamleder for de såkaldte mentorer, der er tilknyttet hver årgang af linjen. Hun var med til at starte tilbuddet, der indtil videre har hjulpet 27 personer med at få huen på.

»Mange af vores elever har tidligere følt sig forpint og ikke vidst, hvorfor de var anderledes. Vi betragter ikke vores elever som stakler, men som unikke væsener, der ikke kan passe ind i en kasse,« siger Anne Jakshøj.

Mentorerne deltager i al undervisning og kender eleverne indgående. I løbet af de seneste fem år har de lært, hvad der fungerer for eleverne.

For eksempel blev de hurtigt klar over, at et tikkende ur kan tage halvdelen af hjernebatteriet. Nu er der kun ure, som ikke tikker.

»Vi ændrer det, der kan lade sig gøre. Det er en uddannelse – ikke en udholdenhedsprøve,« siger hun.

Undervisningen foregår i det samme lokale i sit eget hjørne af skolen. Eleverne møder som regel klokken ni, og timerne ligger sjældent efter klokken 14, hvor koncentrationen og overskuddet er sluppet op.

Lokalet er indrettet med små kroge og sofaer, så det er let at finde ro.

Mange af eleverne har belastningsreaktioner, som fylder deres kroppe med stresshormonet kortisol, forklarer Anne Jakshøj. Derfor skal de forskellige hensyn sikre stressreducering.

Udskyder I ikke bare virkeligheden for eleverne? På den anden side af studentereksamenen er det ikke sikkert, der findes de samme hensyn?

»Det er ligesom at sige, at børnehavebørn skal være skoleklar, længe før de skal gå i skole,« siger Anne Jakshøj og fortsætter:

»Det svarer til at sige, at du skal ud at løbe på et brækket ben, før det er helet. Mange af vores elever har hjerner, der som et batteri løber tør og skal bruge længere tid på at genoplade. Det kan man ikke ændre med mere pres. Tværtimod.«

Hun vurderer, at meget få af eleverne ville kunne klare en almindelig ungdomsuddannelse. I hvert fald ikke uden at gå ned med flaget efterfølgende.

»De bliver utroligt belastede af alle skiftene og af det sociale spil. Samtidig er der meget rigide regler for, hvor meget man skal være der fysisk, og hvor meget man skal sidde på sin plads. Det kan være svært at leve op til som neurodivergent,« siger hun.

En anden fortælling

Selvom Ida Raagel Larsen er den eneste i sin klasse, der udelukkende har adhd, er hun blevet en del af et fællesskab af mennesker, der kan relatere sig til hende.

Hun synes, de er gode til at passe på hinanden, selvom der kan være en meget sarkastisk humor og en bramfri ærlighed. Sidstnævnte følger ofte med en autisme-diagnose.

»Det er de absolut sødeste mennesker, der går på skolen. De har bare alle sammen noget med i bagagen,« siger hun.

Af samme grund er der andre ting end det faglige, som fylder i hverdagen.

Foruden lektier og afleveringer bruger eleverne tid på at arbejde med deres egen selvforståelse og selvværd.

Det er der en god grund til, mener Anne Jakshøj.

»Mange af dem har siden de små klasser hørt, at de er dumme eller dovne eller aldrig kan lære matematik. De lærer, at der findes en anden fortælling om dem selv. At man kan udvikle sig,« siger hun.

Et tiltag, som Ida Raagel Larsen har været glad for.

»Der er et andet fokus, som ikke nødvendigvis er at få de højeste karakterer, men også at komme et bedre sted hen i livet,« siger hun.

Efterhånden har hun lært at vende sin diagnose til noget positivt. For eksempel når hun kan læse bøger i timevis eller huske alverdens detaljer om ord og deres betydninger. Når hun virkelig interesserer sig for noget, kan hun blive helt opslugt.

»Som voksen kan jeg mærke, at min adhd også er min styrke,« siger Ida Raagel Larsen.

Nogle ting har ikke forandret sig. Hun overvejede, om der skulle stå »undskyld, jeg kommer for sent« i skyggen af hendes studenterhue.

Kanariefugle i kulminen

Eksamensperioden kan være en udfordrende tid for de elever, der går på linjen. Især når det kommer til de mundtlige eksamener.

Ikke nok med, at de skal forklare begrebet fotosyntese – de skal gøre det i et fremmed rum med fremmede lugte, lyde og ikke mindst et fremmed menneske.

»Der er ingen vej udenom lige nu, men vi kan fortælle censorerne, hvilken type elever de kan møde. At det ikke er uhøflighed, der gør, at de ikke ser dem i øjnene. Mange tænker ikke over, at mundtlige eksamener også tester ens evne til at møde nye mennesker,« siger Anne Jakshøj.

Egentlig mener hun, at mange af linjens principper burde bredes ud til alle landets ungdomsuddannelser.

Hun sammenligner sine neurodivergente elever med de kanariefugle, der blev brugt som advarselsalarm i kulminerne.

»De registrerer noget, som ikke er godt for nogen. Det er ikke godt for unge mennesker at have syv afleveringer på en uge, føle, at de skal have 12 i snit – og samtidig have et fritidsjob,« siger hun.

Kan bidrage til samfundet

Syv år efter at hun fik sin diagnose, har Ida Raagel Larsen det godt. Hun tager medicin, der ikke giver hende bivirkninger. I stedet føles det som at lægge låg på en gryde.

Når sommerferien er slut, skal hun en weekend på adhd-camp for unge. Hun har desuden fået arbejde som avisomdeler.

Spørgsmål om fremtiden er begyndt at dukke op. Kan hun bo selv, eller skal det være sammen med andre? Kan hun få hjælp til at strukturere en hverdag, hvor der skal vaskes op og handles ind? Kan hun klare en videregående uddannelse og et fuldtidsjob?

På sigt drømmer hun om at tage en uddannelse som ergoterapeut. Hun er selv stødt på faget, når hun har haft brug for fidget toys og tyngdepuder, der giver ro i benene.

Hun ved, at det vil kræve en god studievejleder, der kan hjælpe hende med at skabe struktur og overblik.

Måske er det heller ikke meningen, at Ida skal arbejde fuldtid, pointerer hendes mor.

Det bliver formentlig realiteten for mange af studenterne, mener Anne Jakshøj.

»Det er ikke alle, der skal have et 37-timers job. Måske de skal have et specialistjob. Det er heller ikke alle, der skal læse en videregående uddannelse med tusind mennesker og gruppearbejde. Måske de skal have selvstudie,« siger hun.

Når alt er gjort op, er det umagen og ikke mindst pengene værd, mener hun:

»Det, man lægger i ressourcer nu, sparer man i den anden ende i psykiatrien og på førtidspensioner. Det her er et skridt hen mod, at de kan bidrage til samfundet.«