Fortsæt til indhold
Indland

Nyt om drab i Hjallerup: Anholdt havde kæresteforhold til dræbt 13-årig pige

En 13-årig pige er blevet løsladt, mens en 17-årig dreng er blevet sigtet for drabet på en 13-årig pige i Hjallerup.

Den 17-årige dreng, der er blevet anholdt efter drabet på en 13-årig pige i Hjallerup, havde haft et forhold til offeret. Han er blevet sigtet for voldtægt og drab ved et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring tirsdag. Han nægtede sig skyldig i drab, men erkendte at have begået vold med døden til følge.

»De har haft et kæresteforhold, som for kort tid siden er ophørt,« siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Frank Olsen oplyser desuden til Ekstra Bladet, at det var pigens mor og far, der fandt hende svært tilskadekommen i området ved Hjallerup Fjernvarme sent mandag aften.

»Det er moderen, der ringer 112. Vi fik alarmen klokken 22.12,« siger han til avisen.

Frank Olsen oplyser desuden til Nordjyske, at er der blevet fundet et gerningsvåben, uden han vil kommentere fundet yderligere.

En 13-årig pige er blevet løsladt, efter hun blev anholdt natten til tirsdag sammen med den 17-årige dreng. Ifølge Frank Olsen opholdt de sig på den samme bopæl, da politiet traf dem.

Inden da havde de været i ungdomsklub sammen mandag aften, hvorefter den 13-årige pige mistede kontakten til sin nu afdøde veninde på vejen hjem og tog ud for at lede efter hende sammen med den 17-årige samt offerets forældre, lyder det fra efterforskningslederen til Ekstra Bladet.

Ifølge politiets undersøgelser er der ikke noget, der tyder på, at den løsladte pige har noget med en forbrydelse at gøre.

»Der er tale om en dybt ulykkelig hændelse, hvor en kun 13-årig pige har mistet livet. Vi er fuldt ud klar over, at borgerne i Hjallerup er vågnet op til en meget tung og anderledes tirsdag – hvor både spørgsmål, frustrationer og utryghed vil melde sig. Vi har allerede i nattens løb været i dialog med forskellige instanser, herunder en leder på Hjallerup Skole, hvor den dræbte var tilknyttet,« siger Frank Olsen, der er leder af efterforskningen.

Almindelige ungdomsproblemer

På Hjallerup Skole er distriktskoleleder Christian Bak mødt ind til en ubarmhjertig opgave. Det var her på skolen, at den afdøde pige var elev.

»Alle har reageret med chok. Vores personale har fået hjælp af en psykolog, så de kan støtte eleverne så godt som overhovedet muligt. Det bliver jo ikke bare en opgave i dag, men de næste mange uger,« siger han.

Christian Bak er også engageret i det lokale SSP-arbejde og kan derfor slå fast, at der ikke hersker et særligt udsat miljø i området.

»De sidste år har sagerne mest handlet om knallerter, der kørte for hurtigt, eller de unges brug af puff-bars. Der har ikke været nogen tegn fra f.eks. de sociale myndigheder på, at noget i den her stil kunne ske. Vi er fuldstændig overraskede,« siger han.

Distrikskolelederen har været i kontakt med politiet, der ikke har kunnet give yderligere oplysninger end det, der er blevet meldt ud i offentligheden.

Politiet har dog oplyst til skoleledelsen, at børnene trygt kan blive sendt i skole.

»Det er politiets vurdering, at det er et enkeltstående tilfælde, og at der ikke er grund til at følge sig utryg,« siger Christian Bak.

Kort før klokken 8 tirsdag morgen blev lærerne samlet, efter der blev sat gang i krisehåndteringen på skolen.

Samtidig er forældrene blevet kontaktet, og børnene bliver opfordret til at møde i skole tirsdag.

»Der vil være krisepsykologer til stede på skolen hele dagen. De vil bl.a. gøre opmærksom på, hvilke tegn man skal holde øje med både hos sig selv og de andre på skolen. Det er svært at vide, hvordan børn reagerer, når sådan noget sker. Uanset hvad slutter vi dagen af med at samle alle, så vi kan kigge hinanden i øjnene og støtte hinanden så godt som muligt,« siger distrikskolelederen.

Efterforskning på »højtryk«

Den 13-årige pige blev fundet nær varmeværket på Gravensgade, efter politiet havde modtaget en anmeldelse klokken 22.10 mandag aften.

Der blev udført førstehjælp, men pigens liv kunne ikke blive reddet.

Nordjyllands Politi vil nu iværksætte tryghedsskabende tiltag i Hjallerup hen over de kommende dage, og der vil bl.a. blive installeret en mobil politistation, hvor borgere kan komme i kontakt med politiet.

Derudover vil efterforskningen »køre på højtryk hen over de næste mange dage«, oplyser politiet.