Fortsæt til indhold
Indland

Kommuner uenige om håndtering af grænsehandel med hash

Den 1. april vil en delvis legalisering af cannabis træde i kraft i Tyskland. Danske grænsekommuner ser forskelligt på risikoen for, om danskerne vil tage cannabis med hjem over grænsen.

Indkøbssedlen kan måske få en bemærkelsesværdig tilføjelse for nogle af de mange danskere, som tager turen syd på, for at handle ind i de tyske grænsebutikker.

Fra den 1. april vil det være muligt for folk i Tyskland, at dyrke op til tre planter til privat brug, være i besiddelse af 50 gram derhjemme samt bære 25 gram i offentligheden. Det vil stadig være ulovligt at sælge cannabis for privatpersoner. Til gengæld må det dyrkes og deles i nye cannabis-klubber. Emnet har allerede skabt stor debat i Tyskland. Det skriver The Guardian.

Men det er ikke kun i Tyskland at det nye tiltag har skabt uenighed. To af de kommuner der grænser op til Tyskland har nemlig vidt forskellige opfattelser af, hvor alvorlig risikoen er for, at danskerne vil udnytte de de nye regler og tage cannabis med hjem til Danmark.

Sundhedschef i Aabenraa Kommune Michael Mentzsh ser alvorligt på sagen, og mener at det snart lovlige cannabis fra Tyskland har stor risiko for at flyde over grænsen:

»Vi kommer til at følge det her så tæt vi kan. Vi har allerede intensiveret vores forebyggende arbejde mod misbrug blandt de unge.«

Grænsekommunen Aabenraa har lavet et særligt samarbejde med Sønderborg Kommune, hvor de vil hjælpe hinanden med at håndtere det kommende lovlige cannabis fra Tyskland. Tønder Kommune, der også grænser op til Tyskland, er dog ikke en del af samarbejdet.

Fagchef for sundhed i Tønder Kommune Kia Fog Kristensen anerkender, at man i Tønder Kommune ser med anderledes øjne på sagens alvor:

»Det er vores klare vurdering, at det her ikke kommer til at ændre på tilgængeligheden af cannabis. Vores tilgang til emnet er, at vi ikke har en forventning om, at det vil få nogen mærkbar betydning, da de unge via sms eller sociale medier meget hurtigt kan få lige præcis hvad de vil. Det samme gør sig gældende for voksne.«

Derfor har Tønder Kommune heller ikke intensiveret sit forbyggende arbejde eller lavet andre ekstra tiltag på baggrund af de nye tyske regler, forklarer Kia Fog Kristensen:

»Vi følger med i udviklingen og laver en løbende vurdering af, om vi bør reagere.«

Michael Mentzsh deler ikke Kia Fog Kristensens opfattelse, når det kommer til graden af alvor. Han forklarer til Jyllands-Posten, at Aabenraa Kommune »løbende er i dialog med politiet, og vi har en oplevelse af, at det bliver taget meget alvorligt«.

»En fornuftig løsning«

Fungerende politiinspektør Jesper Hansen ved Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi udtaler i et skriftligt svar til Jyllands-Posten:

»Vi er bekendt med den politiske beslutning i Tyskland, og det vil selvfølgelig være et opmærksomhedspunkt i fremtiden, men det giver ikke anledning til ændringer. Indenfor flere områder har Danmark og Tyskland forskellig lovgivning, og det er op til den enkelte borger at være opmærksom på dette.«

Lektor ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet Esben Houborg er heller ikke klar til at trykke på den helt store alarmknap:

»Umiddelbart har Tyskland lavet en model, der gør det meget vanskeligt for danskere at udnytte den til at købe cannabis med hjem. Oveni det er det i forvejen meget nemt at få fat på i Danmark. Så hvorfor skulle man næsten tage til Tyskland?«

Esben Houborg anerkender samarbejdet på tværs af de to grænsekommuner, da det altid er godt med forebyggende indsatser, men i forhold til det konkrete tilfælde vurderer han:

»Jeg synes, det lyder som en fornuftig løsning, som Tønder Kommune har. I mine øjne er det ikke en forkert måde at gribe det an på. Dermed siger jeg ikke, at de forebyggende indsatser i Aabenraa og Sønderborg er forkerte. Det er altid en god idé, min vurdering er bare, at den tyske delvise legalisering ikke vil øge forbruget i Danmark.«