Fortsæt til indhold
Indland

Etikformand: »Vi risikerer en glidebane, og det vil ændre vores syn på livet og døden«

Sagen om den 81-årige Ebbe Preisler, der efter drabet på sin hustru og sit mislykkede selvmordsforsøg nu skal for retten, har fået formanden for Det Etiske Råd til at spekulere på, om rådet har overset noget i sin modstand mod at indføre aktiv dødshjælp. Læs her, hvilke overvejelser han har gjort – og hvad han frygter mest.

Mindre end tre måneder efter at et meget stort flertal i Det Etiske Råd meldte ud, at man ikke kan anbefale at indføre hverken aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord i Danmark, besluttede den 81-årige Ebbe Preisler at gøre alvor af sin plan om at tage livet af sin alvorligt Parkinsons-syge og demensramte hustru, Mariann Preisler.

Han troede ikke på, at regeringen og Folketinget ville trodse Det Etiske Råd og indføre dødshjælp, og han kunne ikke længere bære at se sin hustru lide og være 100 pct. afhængig af plejepersonalets omsorg. Straks efter meldte parrets to børn klart ud, at de støtter deres far og opfatter hans gerning som en stor kærlighedserklæring til deres mor. Alligevel skal Ebbe Preisler nu retsforfølges for drab, efter han blev genoplivet i forbindelse med sit eget mislykkede selvmord.

Er der noget galt med vores lovgivning, når man som pårørende ikke kan hjælpe dem, man elsker, med at komme herfra? Og hvordan kan et stort flertal i Det Etiske Råd igen og igen nå frem til et klart nej til dødshjælp, når et kæmpeflertal af befolkningen tilsyneladende går ind for at indføre dødshjælp herhjemme?

Jyllands-Posten har spurgt formanden for Det Etiske Råd om, hvordan den konkrete og ulykkelige sag om Ebbe og Mariann Preisler og deres børn har rokket ved hans overbevisning.