Et jordskred har revet Gl. Aarhusvej med sig, og nu må der sættes pumper ind for at redde Alling Å
Randers Kommune har i flere dage arbejdet intensivt på at redde Alling Å. I dag har kommunen set sig nødsaget til at ændre strategi.
Randers Kommune arbejder fortsat på højtryk for at forhindre en større miljøskade i Alling Å.
Hele miseren drejer sig om et større jordskred ved Nordic Waste nær Randers, der håndterer forurenet jord fra industrien. Jordskredet er accelereret på grund af voldsomme nedbørsmængder, og det er bestemt ikke blevet bedre, efter stormen Pia ramte torsdag.
Randers Kommune har arbejdet på at omlægge åen, så den rørføres under Gammel Århusvej forbi Nordic Waste, så jordskredet ikke stopper vandet. Men kommunen er nu nødsaget til at ændre planen og indsætte pumper.
»Gl. Aarhusvej skulle have fungeret som beskyttelse for rørene, men jordskredets kræfter har i dag revet vejen med sig,« skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
»Derfor har entreprenørerne udvidet længden af det område, hvor Alling Å er tørlagt og indsat pumper, der skal flytte vandet i pumperør over jordbunkerne og udenom den tørlagte del af åen,« står der videre.
Jyllands-Posten har forsøgt at få en kommentar fra Randers Kommune.
»Jeg håber på forståelse for, at der lige nu ikke er mulighed for at svare på disse spørgsmål. Vores fokus er udelukkende på at håndtere den akutte situation. Kommunens medarbejdere, beredskabet, politi, hjemmeværnet og entreprenørerne på stedet arbejder i døgndrift i en kamp mod tiden og under vanskelige forhold,« lød det fredag fra borgmester for Randers Kommune, Torben Hansen, i et mailsvar.
Samtidig lagde han op til, at virksomheden Nordic Waste skal kigges efter i sømmene.
»Selvfølgelig vil der i forlængelse af det være et forløb, hvor vi blandt andet skal finde årsagen til, at virksomhedens drift har fået disse konsekvenser.«