Facebook låser alle konti i Danmark: Først når man har truffet et valg, bliver man lukket ind igen
Selskabet Meta, som driver Facebook og Instagram, indfører betaling for alle efter dom. Der er to vidt forskellige måder at betale på.
Alle Facebook-brugere i Danmark bliver i disse dage mødt med en låst skærm og to valgmuligheder.
Og man skal svare for at få adgang til sin profil. Ingen bliver lukket ind til kattevideoer og nyt fra lokalområdet, før de har valgt en af de to svarmuligheder:
»Vil du abonnere eller fortsætte med at bruge vores produkter gratis med annoncer?«
Fremover får samtlige Facebook-brugere disse to valg:
1) Man kan betale 75 kr/måned og slippe for reklamer på både Facebook og Instagram.
2) Man kan fortsætte med en gratis version med reklamer.
Det nye ”tilbud” kommer efter en dom fra EU-Domstolen, der har slået fast, at selskabet Meta, som driver Facebook og Instagram, ikke har ret til at anvende brugernes data til målrettede reklamer.
»Lovene ændres i dit område, så vi introducerer et nyt valg om, hvordan vi bruger dine oplysninger til annoncer,« skriver Facebook.
Indtil nu har Facebook brugt folks søgninger og onlineadfærd for bedre at ramme plet. Det er ikke tilfældigt, at man bliver bombarderet med annoncer for charterrejser til Kreta, hvis man har søgt efter ferieøens fem bedste strande.
Men det har ikke været lovligt.
Meta blev i maj i år idømt en rekordstor bøde på 9 mia. kr. for overtrædelse af EU’s GDPR-lovgivning efter at have sendt europæiske brugeres data til USA uden tilstrækkelig beskyttelse mod nysgerrige blikke fra amerikanske sikkerhedstjenester.
Det er derfor, at selskabet nu kræver et svar fra alle brugere. Enten betaler brugerne penge, eller også betaler de med deres oplysninger.
Brugere, der vælger betalingsløsningen, vil ikke få annoncer, og deres personlige oplysninger vil ikke blive brugt til målrettede annoncer, lyder det fra Meta.
Man skal vælge
Vælger man den gratis løsning, giver man derimod samtykke til, at ens oplysninger bliver delt med potentielle annoncører. Og der er ingen vej udenom valget. Ellers må man droppe de to populære tjenester.
»Vi håber, at du accepterer disse vilkår og fortsat vil bruge Meta-produkterne. Hvis du ikke ønsker at acceptere ændringerne, står det dig frit for at forlade vores tjenester, selvom vi ville være kede af, at du forlader os,« skriver selskabet.