Her er de 20 løsninger til et robust sundhedsvæsen

I et år har Robusthedskommissionen med Søren Brostrøm i spidsen lagt det samlede sundhedsvæsen i den helt store scanner og gennemlyst det pressede væsen for at finde løsninger på det store dilemma: Hvordan sikrer vi en god og robust behandling til et stigende antal patienter med kroniske sygdomme og til ældre over 80 år – uden udsigt til, at der bliver væsentlig flere af de varme hænder i sundhedsvæsnet.

Mandag kl. 11 barslede kommissionen med sin rapport, som rummer 20 anbefalinger til, hvordan vi gør sundhedsvæsnet mere rubust. Det sker uden forventninger til, at vi kan rekruttere os ud af problemerne og uden at finde en masse ekstra lønkroner frem som lokkemiddel.

Der er ifølge rapporten nok at tage fat på:

Frem mod 2050 forventes antallet af borgere over 80 år at stige med 310.000. Det vil lægge et endnu større pres på sygehusene, når store ældreårgange skal undersøges og behandles.

Samtidig har vi i de seneste årtier brugt en stigende andel af samfundets ressourcer på sundheds- og ældreområdet. I dag er ca. 9 pct. af alle i beskæftigelse ansat i sund­hedsvæsnet, på et plejehjem eller på institutioner for personer med psykisk sygdom, handi­cap mv. I 1980 var tallet knap 7 pct.

Men udviklingen hverken kan eller vil fortsætte, fastslår kommissionen, for manglen på arbejdskraft er massiv, og rekrutteringsproblemerne ser ud til at fortsætte.

Mange personalegrupper i sundhedsvæsnet er i høj grad på deltid, for både sosu’ er og sygeplejersker er det langt over halvdelen, og mange søger væk fra deres fag. I 2020 var 12 pct. af de beskæftigede social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker ansat uden for sundheds- og ældreområdet, og det samme gjaldt 21 pct. af social- og sundhedshjælpere.

En afgørende korsvej

Som formand for Robusthedskommissionen lægger Søren Brostrøm, tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen og nuværende rådgiver i WHO, ikke fingrene imellem, da han i et interview med Jyllands-Posten mandag skitserer udfordringen:

»Vi står ved en afgørende korsvej. Sundhedsvæsnet og ældreplejen er alvorligt udfordret. Medarbejderne søger væk fra patienten og borgerne, nogle jobs er ulidelige at være i. Samtidig koster ældrepleje og sundhedsvæsen en stadig større del af samfundskagen, og det kan ikke blive ved. Og løsningen er ikke den, vi plejer at gribe efter: Vi kan ikke rekruttere os ud af problemerne, og det nytter ikke at råbe ”send flere penge”,« siger han.

Sundhedsprofessor emeritus Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, roser kommissionens arbejde og kalder de 20 anbefalinger »snusfornuftige og funderet med solid argumentation«.

»Anbefalingerne er ikke præget af ønsketænkning, men er realistiske. Men der er så heller ingen overraskelser eller columbusæg, hvilket ikke skal høres som kritik. Kommissionen samler mange af de tanker, forslag og forsøg, der allerede er i gang derude, og det giver et udmærket overblik over både udfordringerne og nogle af løsningsmulighederne,« siger professoren.

Der skal prioriteres

Et centralt forslag – faktisk anbefaling nummer 1 – er et nationalt prioriteringsråd. Bedre og klogere sortering af behandlingstilbud er omdrejningspunktet for flere andre anbefalinger. Som Søren Brostrøm formulerer det i Jyllands-Posten mandag, så »skal alle ikke have alt, og alle skal ikke have det samme«.

Et nationalt prioritetsråd er dog ifølge Kjeld Møller Pedersen ikke nødvendigvis svaret på en bedre prioritering. Han peger på, at der i dag allerede findes flere prioriteringsorganer i form af f.eks. Medicinrådet og Behandlingsrådet.

»Jeg ser ikke et stort behov for endnu et organ, for regionerne kan bare gå i gang. Til gengæld så jeg gerne, at man fulgte kommissionens arbejde op med hel- eller halvårlige evalueringer af, om anbefalingerne faktisk bliver implementeret. Hvis de ikke gør det, kan det hele jo være lige meget,« siger han.