Socialdemokratiets politiske ordfører får modspil i debatten om danskere på deltid
Er samfundskontrakten ved at smuldre, når flere danskere arbejder på deltid? Ifølge blandt andre en lektor og en professor emeritus er det ikke arbejdsmoralen, der er forandret.
Der udspiller sig for tiden en debat, som rører ved hjertet – eller måske snarere lungerne – i velfærdssamfundet. Det handler om din ret og din pligt, som borger – og om hvor mange timer om ugen det er rimeligt, at vi arbejder, og dermed bidrager til velfærden.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, talte i et interview i Jyllands-Posten for nylig om, at det ikke hænger sammen, at stadig flere af os arbejder på deltid – og at vi i dag »forherliger det at være mindre på arbejdsmarkedet, end man kan«.
»Det er et ideal, som undergraver vores velfærdssamfund,« mente han.