- Artiklen opdateres
Sagen om kræftpatienter, der venter for længe på operation, vokser: Det drejer sig ikke kun om 182 patienter
I en redegørelse til sundhedsmyndighederne fastholder Region Midtjylland, at man har fulgt indberetningsreglerne, selv om man i 2022 ikke har indberettet et eneste af de tilfælde, hvor mavetarmkræftpatienter har måttet vente for længe.
Sagen om kræftpatienter, der er blevet opereret for sent på AUH, handler ikke blot om 182 patienter, som hidtil beskrevet, men om 293 alvorligt syge kræftpatienter, som siden januar 2022 har fået besked på, at man ikke kunne operere dem for deres fremskredne mavetarmkræft til tiden.
Det fremgår af den foreløbige redegørelse, som Region Midtjylland torsdag kl 13 afleverede til Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet. Hidtil har der kun været offentliggjort tal for maj til december 2022, men når man kigger tilbage på perioden siden 1. januar 2022 er antallet af patienter altså højere.
Ifølge redegørelsen er det primært patienter med endetarmskræft, som har måttet vente for længe – det vil sige mere end to uger – på at blive opereret. De udgør 110 af de 293 kræftpatienter.
Samtidig fremgår det, at det er de patienter, der skal gennemgå en såkaldt HIPEC-operation – en meget kompliceret kræftoperation, der har ventet længst – op til 56 dage eller otte uger på at blive opereret.
I gennemsnit er kravet på maksimalt to ugers ventetid blevet overskredet med 12,7 dage.
At den lange ventetid kan have meget alvorlige konsekvenser for patienterne medgiver man:
»AUH kan ikke udelukke, at den ekstra ventetid til operationer har medført en forværring af sygdommen hos nogle af de patienter, der har ventet længere end de maksimale ventetider,« står der i redegørelsen.
Selv om Region Midtjylland ikke har indberettet et eneste tilfælde af de 293 kræftpatienter, som i perioden er blevet opereret for sent på AUH for deres mavetarmkræft, fastholder regionen, at man har fulgt reglerne, der fastslår, at regionerne skal indberette de patientsager, hvor man ikke kan tilbyde kræftpatienter en tid inden for to uger og dermed overholde de maksimale ventetider. Der er visse situationer, som undtager regionerne fra indberetninspsligten - og det er dem, som Region Midtjylland henholder sig til.
»Det er Region Midtjyllands klare opfattelse, at man har fulgt reglerne og praksis for indberetning af overskridelser af de maksimale ventetider til Sundhedsstyrelsen,« står der.