»Er man til den runde side, skal man helst undgå at få meget glimmerstads på maven«
Kjoledesigner Jesper Høvrings udtalelser om kvinderne ved dronningens nytårskur har fået mange op af stolene. En chefredaktør frygter, at designeren giver unge opfattelsen af, at det er skamfuldt at være tyk. Andre tager ham i forsvar.
»Hun ser fantastisk ud – den her lange, slanke skikkelse … De her store kraftige pailletter kræver en slank skikkelse, fordi de lægger lidt til.«
Sådan lød en begejstret kommentar fra kjoledesigner Jesper Høvring, da beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i weekenden dukkede op til dronningens nytårskur iført en blå kjole med pailletter.
I selskab med DR-værterne Kåre Quist og Stephanie Surrugue og dronningens tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen kommenterede Jesper Høvring kjolerne ved DR’s dækning af det årlige taffel.
Kjoledesignerens kropsfokus har sidenhen fået det til at regne med kritik over statskanalen og Jesper Høvring.
Fat-shaming på licenskanalen
Bl.a udtrykte modedesigner Jim Lyngvild sin mening om kommentaren i utvetydige vendinger.
»Jeg troede, vi i 2023 var stoppet med at fat-shame … på licenskanalen,« skrev designeren dagen efter nytårskuren på sin facebook-side.
Som en af DR’s eksperter ved dækning af nytårskuren havde Jesper høvring flere udfald, der var møntet på de fremmødte kvinders kroppe:
»Det er så flot, helt rent og klart, og Lene ser forrygende ud. Det kræver en ret flot skikkelse at bære en smal, hvid kjole,« sagde Jesper Høving bl.a. om Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby.
Også kirkeminister, Louise Schack Elholm, fik en cadeau for sin smalle skikkelse.
Christina Egelund, der er folketingsmedlem for Moderaterne, blev derimod genstand for råd om bryster: »Der er noget mere barm, man skal også passe på nogle gange, hvis man pakker en lidt større barm ind, kan det godt blive til en meget stor barm.«
Udtalelserne fik redaktionschef på Elle og chefredaktør på Vi Unge, Nikita Hoffmann Andersen, til at reagere prompte med et debatindlæg, hvori hun indikerede, at Jesper Høvring ikke blot fungerede i rollen som kjolekommentator, men også kropskommentator.
Foruden at få ødelagt sin glæde ved at se nytårskuren, handler Nikita Hoffmann Andersens største bekymring i indlægget om, hvorvidt Jespers Høvrings kommentarerer i virkeligheden signalerer til unge mennesker, at det er skamfuldt at være tyk.
»Alle har ret til at iføre sig præcis, hvad pokker de vil... Men det bliver jo bare lidt svært for børn og unge at vokse op med den forståelse, hvis vi tillader midaldrende mænd at kommentere, hvad man kan og ikke kan bære på baggrund af ens krops ”figur” og ”skikkelse” i bedste sendetid,« lyder det fra Nikita Hoffmann Andersen i indlægget.
Skam få den, der taler sandhed
Både DR og Jesper Høvring har siden undskyldt for kommentarerne.
Bla. siger Nikolai Thyssen, der er redaktionschef i DR Nyheder i BT, at alle må gå i det tøj, de har lyst til:
»Derfor rammer vi den heller ikke rent, når vi i gårsdagens udsendelse siger, at det ’kræver’ en bestemt skikkelse at gå i en bestemt kjole.«
DR’s undskyldning har dog ikke formået at stoppe debattoget. Debattør og teolog Katrine Winkel Holm understreger i dag på sin egen facebook-side, at det ikke er alle, der deler forfærdelsen over Høvrings kropskommentarer:
»En Skam få den, der taler sandhed. Selv om noget så komplet ligegyldigt som nytårspailletter og fedt på sidebenene,« tager hun til genmæle på vegne af kjoledesigneren.
»Alle ved, at den stakkels modemand har ret. Er man til den runde side, skal man helst undgå at få meget glimmerstads på maven.«
Katrine Winkel Holm var i sin tid med til at grundlægge Trykkefrihedsselskabet i selskab med Lars Hedegaard. Facebook-opslaget slutter med en tør bemærkning om, at krænkelsesparatheden er komme godt ind det nye år.