Populær sushi-kæde lukker sin restaurant i Viborg
SushiMania har valgt at lukke i alt 10 butikker rundt i det Jyske.
Sushi-elskere skal kigge sig om efter et andet sted at købe sashimi, uramaki, nigiri, hosomaki, og hvad de forskellige varianter ellers hedder.
Sushi-kæden SushiMania har nemlig valgt at lukke 10 af sine restauranter i det jyske, og det gælder blandt andet restauranten på Gravene 6 i Viborg.
Det skyldes, at kæden har ophævet samarbejdet med en nu tidligere franchisetager, oplyser virksomhedens direktør Nathalie Ina Kühl i en pressemeddelelse, hvor hun også siger, at beslutningen bunder i et ønske om at sikre, at SushiManias brand bliver ”forvaltet efter virksomhedens værdier”. Det uddybes ikke nærmere.
Kunderne behøver dog ikke lede længe, for faktisk genåbner alle 10 butikker - blot under navnet Sushiart, skriver Nordjyske, som har talt med Karam Ali Ayad. Det er ham, der står bag Sushiart og tidligere havde et franchise-samarbejde med SushiMania.
»Både vores ansatte og kunder kan være helt rolige. Vi har blot fået et nyt navn og fortsætter vores forretning ufortrødent«, siger Karam Ali Ayad til Nordjyske.
SushiMania opstod tilbage i 2009 med den første restaurant i Aalborg.