Radio- og tv-nævnet vil undersøge TV 2 for betalt omtale
Radio- og tv-nævnet vil undersøge TV 2's aftaler efter en række kritiske artikler om betalt omtale.
Radio- og tv-nævnet vil undersøge tv-stationen TV 2, efter Jyllands-Posten gennem den seneste tid har bragt en række afsløringer, om hvordan det har været muligt at købe sig til omtale på tv-stationen.
Det oplyser Slots- og Kulturstyrelsen, hvor Radio- og tv-nævnet hører under, til Ekstra-Bladet.
Jyllands-Posten har bl.a. beskrevet, hvordan interesseorganisationen Alkohol & Samfund betalte sig til en række indslag i TV 2-programmerne ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ aften Live”, der belyste emnet.
Ligesom det tyske turistkontor Tysk Turist Information har betalt for omtale i kanalens vejrudsendelser TV 2 Vejret.
Også Læsø Turist- og Erhvervsforening har indgået en aftale, hvor TV 2 Vejret mod betaling lavede en række indslag fra øen om bl.a. jomfruhummere.
TV 2 har hele tiden holdt fast i, at de betalende virksomheder og organisationer ikke kan bestemme over, hvordan emnet fremstilles.
Hvis »vi indgår en aftale, så er det os, der bestemmer, hvordan indholdet skal foldes ud,« har TV 2’s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, forklaret i TV 2-programmet ”Presselogen”.
TV 2 har dog alligevel oven på sagerne meldt ud, at kanalen dropper betalte samarbejder med organisationer i formaterne ”Go’ Morgen Danmark”, ”Go’ Aften Live” og ”TV 2 Vejret”.
Det har stadig ikke været fremme, hvor mange penge kanalen har modtaget i disse betalte samarbejder.
Ifølge loven på området må indholdet i eksempelvis et sponsoreret tv-program »ikke påvirkes af sponsor på en sådan måde, at det indvirker på radioforetagendets eller medietjenesteudbyderens ansvar og redaktionelle selvstændighed med hensyn til programmerne«.
Og flere eksperter har over for Jyllands-Posten sat spørgsmålstegn ved, om TV 2 reelt har lavet uafhængige tv-programmer i forbindelse med de betalte samarbejder.
»Den frihed har der ikke været i vejrudsigterne. Her har der været en sammenhæng mellem dem, der kom med pengene, og selve omtalen,« har Peter Lind Nielsen, der er specialist i medieret i advokathuset Bech-Bruun, samt ekstern lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og medforfatter til lærebogen ”Mediejura”, tidligere sagt til Jyllands-Posten.