- Opdateret 19/12/2022 kl. 16:08
Går imod byretten: Landsret skærper straffen for hjemtaget Syrien-kvinde
Kvinden blev oprindeligt ved byretten idømt tre års fængsel, idet dommeren mente, at opholdet i en syrisk fangelejr talte med i hendes straf.
De tre år, en 35-årig dansk kvinde sad i en syrisk fangelejr med sine fem børn, kan ikke trækkes fra den fængselsstraf, hun er idømt for bl.a. at have fremmet Islamisk Stat i Syrien. Det har Vestre Landsret mandag fastslået.
Her skærpede dommeren straffen fra byretten i Esbjerg og idømte kvinden fire års fængsel for at have fremmet terrororganisationen med sin mand og for at have rejst ind i et såkaldt konfliktområde. Det skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
I byretten blev kvinden i november idømt tre års fængsel, og her lagde dommeren vægt på, at de år, hun med sine børn sad i al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien, til dels kunne trækkes fra den fængselsstraf, hun blev idømt i Danmark. Argumentet var bl.a., at der ifølge dommeren var tale om fængselslignende forhold i lejren, hvor hun og børnene ikke kunne færdes frit.
Anklagemyndigheden valgte at anke til landsretten, og landsretten gav anklagemyndigheden ret. Fordi kvinden ikke var tilbageholdt i den syriske lejr som led i den danske straffesag mod hende, kan opholdet ikke trækkes fra hendes straf, lød vurderingen nu.
»Vi er tilfredse med, at landsretten er nået frem til et andet resultat, og at der ikke er fundet grundlag for at afkorte straffen med den periode, hvor kvinden opholdt sig i en lejr i Syrien,« udtaler anklager Frederik Rasmussen, Statsadvokaten i Viborg.
Kvinden blev i oktober 2021 sammen med sine fem børn evakueret fra al-Roj-lejren med to andre kvinder og deres børn. Hun blev ved ankomsten til Danmark om natten den 7. oktober 2021 anholdt og har været varetægtsfængslet siden.
Kvindens forsvarer, Mette Grith Stage, kalder udfaldet for »smadderærgerligt«.
»Vi er begge skuffede. Ikke mindst min klient, idet det jo har stor betydning for hende og ikke mindst hendes børn.«
Hun vil med sin klient bruge de næste dage på at overveje, om de vil ansøge om at få prøvet sagen for Højesteret hos det såkaldte Procesbevillingsnævn.
»Det er en principiel sag. Det er den første sag på det her område, og den kan få betydning for de to andre sager,« siger hun med henvisning til, at sagen er den første af i alt tre, hvor danske Syrien-kvinder stilles for en domstol.
Sagen er kørt som en tilståelsessag, idet kvinden allerede kort efter anholdelsen erkendte forholdene.
Den nu 35-årige kvinde rejste i 2014 med sin mand og børn fra deres hjem i Varde til Raqqa i Syrien, hvor de i fire år levede under kalifatet. Her arbejdede manden for Islamisk Stat, mens kvinden fungerede som husmor under terrororganisationen.
I 2018 blev kvinden og børnene, ifølge kvindens forklaring, under et flugtforsøg bragt til al-Roj-lejren, hvor de altså boede frem til evakueringen i efteråret 2021.