Op til 25 centimeter sne: DMI varsler om farligt vejr
Viborg er et af de steder i det jyske, der kan blive ramt af kraftigt snefald inden for de næste timer.
Hvide dyner på vejene. Dem kan du godt forvente stakkevis af de kommende timer.
DMI varsler nemlig om kraftigt snefald i bla. Viborg fra onsdag kl. 12 til og med kl. 02 natten til torsdag.
I perioder vil der kunne komme mellem 15-20 cm. sne på 6 timer, og sammenlagt vil der kunne være tale om 15-25 cm. sne i varslingsperioden, og der er tale om en såkaldt orange advarsleskategori, der betyder farligt vejr.
Kraftig sne kan hurtigt medføre lukning af udsatte veje pga. fygning og dannelse af snedriver, nedsat sigt samt risiko for standsning af kollektiv trafik, skriver DMI.
Udover Viborg gælder varslingen Nordjylland, Djursland, Århus NV (Kronjylland), Thy og Mors, Skive, Holstebro, Lemvig og Struer.
Men selvom der nu er udsigt til en hel del sne, så hænger chancerne for hvid jul i Danmark i en tynd tråd, lyder det.
»Men alt julehåb skal ikke slukkes. Der er endnu lang tid til jul og prognoserne er endnu usikre, men den seneste beregning viser faktisk at der de sidste dage op til jul igen kan blive koldere vintervejr med spredte sne- og sludbyger. Derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at det kan blive til en lokal hvid jul,« skriver meteorolog Thor Hartz på DMI’s hjemmeside.