Fortsæt til indhold
Indland

Borgerne raser: Silkeborg Kommune lever ikke op til outdoor-titlen

Silkeborg Kommune kalder sig Danmarks Outdoor Hovedstad. Noget tyder dog på, at byrådets beslutninger spænder ben for ambitionen.

»Nej, nej, nej! Sikke en idé! Hvad tænker I på. Skulle vi ikke være en grøn by?«

Hundredvis af kommentarer fra utilfredse og bekymrede borgere i Silkeborg Kommune er landet på Facebook.

Stormvejret har meldt sig ovenpå nyheden om, at flere af kommunens vej- og allétræer skal fældes næste år.

»Det er jo super paradoksalt, at vi er Danmarks outdoor-hovedstad, og at vi nu vil til at fælde en masse træer. Det giver jo ingen mening,« siger Martin Jakobsen (K), der er formand for Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune.

Byrådet har vurderet, at udgiften til at beskære kommunens vej- og allétræer ikke kan findes i budgettet for 2023. Derfor har man besluttet at fjerne problemet ved at fælde træerne.

To millioner kroner er summen, der kan spares, hvis træbeskærings-udgiften forsvinder.

»Der skal egentlig ikke spares, men ressourcerne skal bruges andre steder,« siger Martin Jakobsen.

Beslutningen om at spare to millioner kroner ved at fælde træer er truffet i krydsfeltet mellem forvaltningen og Entreprenørgården, som varetager vedligeholdelsen af de grønne områder i Silkeborg Kommune.

»Vi kunne godt redde de vejtræer, hvis vi ville, men det er der ikke et flertal i byrådet, der har politisk vilje til, fordi fokus er et andet sted,« siger Martin Jakobsen.

Træerne får lov til at blive stående hen over vinteren. Først når de er sprunget ud til foråret og i løbet af sommeren, begynder træfældningen. Til den tid bliver det Entreprenørgårdens ansvar at vurdere, hvilke træer, der skal fældes.

»Den samlede forvaltning er grebet af panik og overbyder med kortsigtede, tåbelige, ulogiske og nærmest uoprettelige beslutninger. Kommunen vil jo også gerne nå et CO2-mål. Gad vide, hvor meget træfældning trækker ned i det regnskab?,« skriver en borger på Facebook.

Martin Jakobsen er ikke overrasket over borgernes utilfredshed. Han havde forventet den.

»Reaktionen viser, at disse træer betyder rigtig meget for mange almindelige mennesker i Silkeborg Kommune,« siger han.

Beslutningen om at fælde vej- og allétræer blev offentliggjort få dage inden en gruppe elever fra Dybkær Specialskole og Gødvadskolen tidligere i denne uge plantede 3.200 små nye træer i Hundredemeterskoven, der ligger ved bydelen Eriksborg i det nordlige Silkeborg. Planen er, at der på sigt skal plantes 15.000 nye træer. Formålet med de mange nye træer er, at de på sigt skal bidrage til at skabe et rekreativt område for Eriksborg-bydelens kommende beboere, og for at beskytte fremtidens drikkevand samt med henblik på at optage mere CO2.

Hvorfor fælde træer samtidigt med, at man vil plante tusindvis af nye?

»Det er godt, at børnene har været ude at plante træer, men i kontekst til det andet, så er der et kæmpe paradoks. Det er jo næsten grinagtigt,« siger Martin Jakobsen.