Bæredygtigt Landbrug sagsøger staten for masseaflivning af mink
Det var en krænkelse af menneskerettighedskonventionen at kræve mink aflivet uden hjemmel, mener organisation.
På vegne af tre tidligere minkavlere sagsøger Bæredygtigt Landbrug staten i minksagen.
Det skriver interesseorganisationen i en pressemeddelelse.
Det var på et pressemøde i november 2020, at statsminister Mette Frederiksen (S) sagde, at alle mink skulle aflives af frygt for et muteret coronavirus.
Det kom efterfølgende frem, at der ikke var lovhjemmel bag beslutningen. Det kom der først senere.
Bæredygtigt Landbrug mener, at den manglende lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet udgør en krænkelse af menneskerettighedskonventionen.
- Det er velkendt i offentligheden, at påbuddet var ugyldigt på grund af manglende lovhjemmel.
- Mindre velkendt er det, at indgrebet formentlig udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, siger chefjurist Nikolaj Schulz, Bæredygtigt Landbrug.
Det ændrer ifølge organisationen ikke på sagen, at lovgrundlaget senere kom på plads.
- Den omstændighed, at Folketinget efter det ulovlige indgreb etablerer et lovgrundlag, ændrer ikke på, at indgreb i ejendomsretten efter menneskerettighederne kræver hjemmel på tidspunktet, hvor påbuddet udstedes eller skal efterleves, siger Nikolaj Schulz i pressemeddelelsen.
Søgsmålet er i første omgang rettet mod Fødevarestyrelsen, idet det formelt var styrelsen, der udsendte påbuddet om aflivning.
- Afhængig af retssagens forløb kan det ikke udelukkes, at det endelige juridiske ansvar for overtrædelsen af menneskerettighederne ender i Statsministeriet, siger Nikolaj Schulz.
Han henviser til, at minkkommissionen, der undersøgte forløbet, har konkluderet, at Mette Frederiksens instruks på pressemødet var groft vildledende.
Kommissionen lægger dog til grund, at statsministeren ikke vidste, at der ikke var lovgrundlag for at kræve de op mod 15 millioner mink aflivet.
Fødevarestyrelsen bekræfter over for Ritzau, at man er orienteret om søgsmålet, men ikke har modtaget en stævning ad officiel vej endnu.
- Men vi har under alle omstændigheder ikke kommentarer til stævningen, da sagen nu vil gå sin gang ved Retten i Glostrup, oplyser Fødevarestyrelsen i en kommentar.
Et politisk flertal indgik i foråret 2021 en aftale om kompensation til minkavlere og følgeerhverv på mellem 16 og 19 milliarder kroner.
Bæredygtigt Landbrug kræver en godtgørelse på tre gange 17.000 kroner, hvis organisationen får medhold i retten.
Der er ifølge pressemeddelelsen tale om et ”symbolsk” beløb.
/ritzau/