Tag med på smugkig i Vejles nye Ikea inden åbningen
Fredag åbner Ikeas nye og længe ventede butik i Vejles midtby.
Det kræver ofte både tid og overskud at komme gennem den labyrint af boliginteriør og køkkengrej, der går under navnet Ikea.
I kædens nye butik i Bryggen kan du med lidt god vilje se det hele på under et minut, hvis du går tjept. For butikken er ikke som Ikeas varehuse er flest: Det er et såkaldt planning studio, hvor fokus især er rettet mod de store Ikea-indkøb som køkken og klædeskabe.
Tanken er dog, at du skal blive lidt længere, understreger Anders Lyhne Nordtorp. Han er expansion manager i Ikea og har inviteret JP Vejle på et smugkig i butikken, dagen inden den åbner for offentligheden.
»Her kan du se og føle på tingene og få noget kompetent rådgivning til, hvordan du kan indrette garderobeskabet eller det nye køkken. Der er mange funktioner, når du køber et køkken, som kan være nødvendigt at se i virkeligheden,« siger Anders Lyhne Nordtorp.
Ikea har allerede planning studios i så forskellige byer som London, København og Esbjerg. Når det nu er blevet Vejles tur, skyldes det ifølge Anders Lyhne Nordtorp byens placering - for der kan være langt fra Vejle til varehusene i Aarhus og Odense.
»Hovedparten af vores kunder kommer typisk indenfor en radius af 20 minutter i bil. Det betyder, at ikke har så mange kunder hernede, selvom potentialet er der. Det potentiale vil vi gerne udnytte,« siger han.
Hvornår kommer den store udgave?
Konceptet skal samtidig sikre kædens eksistensgrundlag i en tid, hvor flere og flere rykker mod byerne, fortæller Ikeas expansion manager.
»Den klassiske Ikea-tankegang var, at Ikea skulle ligge i et rigtig godt kryds, hvor man nemt kunne komme til og fra med bil. Men med urbaniseringen ser man, at folk kommer tættere på byerne. Og her vil kunderne ikke bruge så meget tid på transport som hidtil,« siger han og fortsætter:
»Så vi følger bare med udviklingen og forsøger også at komme lidt på forkant.«
Derfor er der da heller ikke nogen aktuelle planer om at bygge noget større i nærheden af Vejle. Anders Lyhne Nordtorp kan dog ikke afvise, at det kan komme på tale på sigt.
»Vi er ved at teste formater som det her, hvor vi kommer tættere på folk, og så vurderer vi, hvor stor en succes det bliver. Så kan det altid være, at vi i fremtiden skal kigge på noget, der er endnu større.«