Fortsæt til indhold
Indland

Prisen er allerede sekscifret: Ole Aakjær-maleri skal under hammeren i stor tv-udfordring

Den vejlensiske kunstner Ole Aakjær sagde ja, da Tobias Dybvad ville bytte årgangsvin for kunst i den gode sags tjeneste.

Normalt skal man stå på venteliste, hvis man drømmer om at få et ægte Ole Aakjær-maleri op på væggen.

Nu er et af den vejlensiske kunstners malerier dog endt på auktionssiden Lauritz.com, og det er der en ganske særlig årsag til.

Det er nemlig lykkedes komikeren Tobias Dybvad at bytte sig frem til et Aakjær-maleri i den gode sags tjeneste. Det er sket som led i optagelserne til Knæk Cancer-showet i næste uge, hvor komikeren og to andre kendisser bliver bedt om at bytte en Knæk Cancer-nål til noget værdifuldt, der kan ryge under hammeren.

Maleriet bærer den lille Knæk Cancer-blomst i hjørnet. Foto: PR

Tobias Dybvad har fulgt den vejlensiske kunstner siden 2016 og ejer flere af hans malerier, og derfor var det naturligt for ham at tage fat i Ole Aakjær.

»Jeg ringede til ham og spurgte, hvad jeg skulle have at bytte med, hvis jeg ville have et af hans malerier på auktionen. Men han var ikke interesseret i, at jeg kom med noget, der var en milliard værd. Hverken fire paller ketchup eller to Rolex-ure. Han ville hellere have noget mere personligt,« siger Tobias Dybvad til JP Vejle og fortsætter:

»Det endte med, at jeg kontaktede en anden, jeg kender, og han fandt så noget god vin i sin personlige vinkælder. Det har ikke kostet en milliard, men det har ligget i hans kælder i 30 år og er meget specielt.«

Da vi donerede penge til Ukraine, fik vi øjnene op for, hvor fedt det er, at min kunst kan være med til at gøre en positiv forskel.
Ole Aakjær, kunstner

Maleriet er vurderet til 80.000 kr., men selvom der stadig er ca. ni dage tilbage af auktionen, kræver det allerede 125.000 kr. at lægge næste bud.

Det nærmer sig med andre ord galleriprisen på 140.000 kr., når salæret tælles med.

Tobias Dybvad håber, at den endelige pris for maleriet lander et godt stykke over galleriprisen - og det har han i sinde at gøre sit for, fortæller han.

»Ole og jeg har lagt planer,« siger han og griner:

»For han har en lang venteliste af folk i Danmark, der gerne vil købe hans malerier. Lige for tiden har han ikke så mange aktiviteter i Danmark, så vi håber at kunne få aktiveret nogle af de her mennesker, der brænder for at få et Ole Aakjær-værk og måske synes, det kunne være sjovt, at det er et lidt særligt værk med en Knæk Cancer-blomst tegnet på.«

Aakjær følger med fra Italien

Maleriet er i øjeblikket udstillet på Diocesan Museum of Andria i Italien, hvor Ole Aakjær tirsdag deltog i en fernisering.

Selvom han er langt væk hjemmefra, holder han dog stadig øje med auktionen.

»Lauritz.com donerer også salæret, så vi har nået normalprisen. Vi håber da, at flere vil gå ind og støtte den gode sag,« lyder det over telefonen fra Italien.

Maleriet er i den kommende tid udstillet på Diocesan Museum of Andria i Italien. Foto: Susan Aakjær

Der er flere årsager til, at Ole Aakjær gerne ville deltage og tage imod Tobias Dybvads byttehandel: Dels har hans familie selv haft kræft inde på livet, dels ville han gerne være med til at gøre en forskel.

»Da vi donerede penge til Ukraine, fik vi øjnene op for, hvor fedt det er, at min kunst kan være med til at gøre en positiv forskel. Det er der mega god energi i,« siger Ole Aakjær og henviser til plakat-udgivelsen, der tidligere i år indbragte et større millionbeløb til Ukraines børn.

En vildt smuk skrøbelighed

Når auktionen er slut, er det planen, at Ole Aakjær og Tobias Dybvad skal tage sammen ud til den heldige køber og afholde en lille fernisering.

»Ja, så kommer vi og drikker champagne,« griner Tobias Dybvad og tilføjer:

»Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at gøre det til noget særligt, som folk synes kunne være sjovt.«

Når showet ruller over skærmen på TV2, vil man ifølge Tobias Dybvad kunne se ham trække på sit eget netværk i kampen for at bytte sig frem til maleriet - og det er langt fra tilfældigt.

»Jeg ville gerne have, at bytterierne også sagde lidt om mig, og hvad jeg går og interesserer mig for,« siger han.

Det endte med, at jeg sad derhjemme i underbukser en søndag aften og sagde: “Ved du hvad, så tager jeg det".
Tobias Dybvad, komiker

Komikeren kan stadig huske, da han købte sit første Aakjær-maleri. For her fik han en usædvanlig besked, da han ringede til galleristen for at høre, om han måtte komme forbi og se maleriet.

»”Nej, det er på vej på udstilling. Så du skal slå til nu, hvis du vil have det,” sagde galleristen. Så det endte med, at jeg sad derhjemme i underbukser en søndag aften og sagde: “Ved du hvad, så tager jeg det,”« siger Tobias Dybvad og fortsætter:

»Jeg fik det hjem og hænge, da det havde været på udstilling. Jeg har det endnu og er super glad for det.«

Siden har Tobias Dybvad føjet flere til, for han er vild med den vejlensiske kunstners stil.

»Det første maleri jeg købte af ham havde en vildt smuk skrøbelighed omkring sig. Hans udflydende stil, der samtidig har nogle virkelig stærke sider, det ramte mig bare,« siger han og tilføjer:

»Jeg har gået på Rudolf Steiner-skole, så jeg har selv prøvet at sidde med vandfarver og ved, hvor sindsygt uregerligt sådan noget er.«